Kongens klerke

Når krøniken nævner kongens gejstlighed og hans forhold til paven, har den også dette præg af indforståethed med forholdene og med kongens planer. Under 1355 står der: „Kong Valdemar sendte af forskellige årsager udsendinge til forskellige fyrster. Han lod også fornemme folk rejse til paven, de blev ved ankomsten i Avignon vel modtaget, fordi de kom fra ham, og indbudt til at være pavens gæster. Da de havde fremført deres ærinder, og det ønskede var opnået, vendte de hjem, styrkede med pavens velsignelse og kunne glæde deres herre kongen med at bringe godt nyt fra den herre paven.”

Hvad krøniken her forudsætter bekendt, er nogle vigtige forhold i Valdemars politik, som kendetegner den fra første færd og vedbliver at gøre det. Siden 1344 havde kong Valdemar pavens tilladelse til at holde egen skriftefader der kunne meddele ham syndsforladelse i hans dødsstund. Året forinden havde han fået lov til at lade afholde messe på steder der lå under interdikt, forudsat at han ikke selv var årsag til interdiktet. Disse og andre begunstigelser der er af betydning ikke mindst i en hærførers tilværelse, fornyes, vedligeholdes og udvides i hele kong Valdemars regeringstid, han må lade læse messe før daggry, og han må have et rejsealter, hans skriftefader må give klosterfolk der spiser ved kongens bord fritagelse for forbudet mod at spise kød, og kongen selv må spise mælkemad i fastetiden.

Men endnu vigtigere var de begunstigelser kongen opnåede hos paven for de gejstlige der stod i hans tjeneste, indgik i hans husholdning, spiste ved hans bord, eller hvorledes forholdet end omtales. Det er en hovedregel at disse får lov i årevis at oppebære indtægterne af et eller flere kirkelige embeder hvis forretninger de ikke selv varetager, men lader udføre ved en vikar. Valdemar Atterdag opbyggede, med pavens tilladelse, en særlig kongelig gejstlighed knyttet til sit hof og særlig til de kapeller han indrettede ved rigets hovedslotte og andre steder hvor han færdedes, Vordingborg, Kalundborg, Søborg, Gurre, Korsør og København er de vigtigste på Sjælland.

Det mærkelige var ikke omfanget af de pavelige begunstigelser Valdemar Atterdag opnåede, de var inden for rækkevidde af de fleste af tidens fyrster blot de præsterede de modydelser som kurien og dens embedsmænd krævede, frem for alt kontant betaling. Det var heller ikke mærkeligt at kong Valdemar tragtede just efter dette. Det havde eller kunne have en betydelig prestigeværdi i udenrigspolitikken, hvad andre fremstormende fyrster end han havde indset i disse omskiftelige år. Det mærkelige var at det var nyt i Danmark og at den danske kirke accepterede det.

Selvfølgelig har tidligere danske konger haft præster hos sig der kunne betjene dem i deres daglige fromhedsliv, andet ville være ganske mærkeligt. Men disse opgaver har normalt været varetaget af rigets forskellige biskopper og deres gejstlighed til forskellig tid og afhængigt af hvor kongen opholdt sig. At have en separat kongelig kapelgejstlighed er måske en praksis kongen har vænnet sig til i sin udenlandske opvækst og under det samliv han opretholdt med sin tyske slægt, og en række af hans kapellaner er da også efter navnene at dømme tyske. Men der er også danske iblandt, og det bliver ikke ualmindeligt at disse siden hen avancerer til den danske kirkes højeste embeder. – I grunden er måske et af de mærkeligste fænomener ved denne mærkelige konges regeringstid, at der ikke findes antydning af en truende kirkekamp, så længe det er kong Valdemar der fører scepteret i riget.

Det var en dansk biskop der oprindelig havde været hovedkraften i den delegation der i udlandet forhandlede med Valdemar om hans tilbagevenden. Han og rigets øvrige biskopper var nogle af kong Valdemars første og pålideligste råder. At kongen i sin hovedbastion, det befæstede Sjælland, rådede over kirkegodset som om det var kongeligt, er et forhold Yngre sjællandske Krønikes forfatter ofte vender tilbage til.

Sin klerk Mogens Jensen gjorde Valdemar til biskop af Børglum 1354. Han var søn af den Jens Mogensen der havde grundlagt Gunderslevholm ved Næstved og som var død tre dage efter at kong Valdemars marsk Erik Nielsen 1345 havde erobret borgen og ladet besætningen hugge ned. Mogens må være gået i kongens tjeneste da. Som Børglum-biskop fik han lov til samtidig at være kongens foged på Ålborg, hvad der må have gjort ham til en næsten almægtig repræsentant for den kongelige myndighed i det nordenfjordske Nørrejylland, der var kommet til Valdemar som medgift med dronning Helvig og derfor var det område af Jylland hvor Valdemars kongemagt først var blevet etableret.

Lundeprovsten Niels Jakobsen Ulfeldt som blev roskildebiskop efter Henrik Gertsen I 1368 var også en gammel kongetjener, og der kan ikke være tvivl om at kong Valdemar havde det afgørende ord da han blev biskop af Roskilde. Han havde ved forskellig lejlighed været benyttet i de diplomatiske kontakter med pavehoffet i Avignon. Kongen opnåede i tidens løb indflydelse på besættelsen af et kannikedømme ved alle rigets domkirker; det var muligt at de udnævnte ikke straks fik gods der svarede til embedet, men i så fald fik de ventebrev på det.

Det pavelige eksilhof i Avignon førte en temmelig omskiftelig politik i forsøg på at opnå finansiel erstatning for de indtægter der var gået tabt ved at residensen ikke længere var selve kirkestaten. Et af de midler der blev brugt flittigst, var at gribe ind i udnævnelser til kirkelige embeder, høje og lave, over hele Europa, når som helst der var den mindste tvivl om hvilken fremgangsmåde der skulle benyttes ved embedets besættelse, eller blot hvis der kunne rejses en sådan tvivl. I så tilfælde gjorde paven krav på at besætte embedet ved provision som det hed, ofte således at det foretagne valg blev kasseret på grund af angivelige uregelmæssigheder, og den valgte selv derpå udnævnt af paven, hvad der frem for alt har kostet penge. Her var også pavelige administrative funktioner at stille til rådighed for fyrster, hvis de betalte bedre end kandidaterne til embederne selv kunne. Overalt i Europa er der eksempler på massiv modstand i den etablerede kirke mod personer som på denne måde forsøges anbragt i kirker og domkapitler. Dette forekommer også i Danmark, men overvejende i sager hvor der ikke er sandsynlighed for at kongen er indblandet.

Der har været en flertalsgruppe i det danske bispekollegium som ved begyndelsen af Valdemar Atterdags regering har sat deres fremtidshåb til ham og som har hjulpet ham med at indrette en separat kongelig gejstlighed hvorfra kandidater til bispeembederne i næste generation kunne hentes. Kredsen af biskopper og klerke i kongens omgivelser er det synlige udtryk for et sådant praktisk, overvejende harmonisk samarbejde mellem kongemagten og rigets kirke der er et grundlæggende træk ved Valdemar Atterdags kongemagt.