Holstenervældets afvikling

Den 1. april 1340 blev en jysk væbner ved navn Niels Ebbesen historiens redskab. Det skete ved at han med 47 mand trængte ind i Randers hvor grev Gerhard opholdt sig, det var ved aftenstid og greven var i sit sovekammer efter at have læst sine tidebønner. Greven lå i Randers med en hær på 4000 mand og havde 11.000 mand i hele Jylland. Niels Ebbesen dræbte ham over sengestokken. Derefter undslap han med sine mænd over Randers Bro, hvis planker de løsnede for at sinke forfølgerne. Niels Ebbesen mistede kun én af sine følgesvende.

Dette har været en heltegerning i danmarkshistorien, siden fremstillingen fandt sin form i midten af 1340'rne i en krønike af høj kvalitet hvis forfatter var jyde, en beundrer af Erik Menved, men også en tilhænger af de fyrster der var børn af Christoffer 2., en klartskåren modstander af holstenervældet i Danmark siden 1332. Krøniken begynder med den forkortede version af Saxos Danmarkshistorie, fortsætter med uddrag af Rydårbogen og ender med selvstændige afsnit indtil omkring 1342. Den kaldes almindeligvis Jyske Krønike. Her findes alle bestanddelene af Niels Ebbesens historie, med undtagelse af oplysningen om at greven var en from mand. Den stammer fra den lybske rådskrønike, der skildrer begivenheden som et lumpent snigmord på en syg, gammel, hæderlig mand.

Niels Ebbesen blev genstand for beundring i 1500-årenes sværmeri for den danske middelalders historie. Herfra stammer den pragtfulde folkevise om ham, med den smukke historie om den fattige kone der gav Niels Ebbesen det ene af sine to brød „for han vog den kullede greve”. Der blev på samme tidspunkt gjort nogle forsøg på at udforske hvem manden i grunden var, og det er fortsat en gåde. Der var mange Niels'er i Jylland hvis fader hed Ebbe, og om vor Niels Ebbesen vides der ikke andet end hvad der står i Jyske Krønike. Af den fremgår at han selv omkom den 2. november 1340 i en kamp med en stor holstensk hær der brød ud af Skanderborg som han havde belejret.

Niels Ebbesen blev ganske rigtig et redskab. Spørgsmålet er blot til hvad. Hvis han dræbte grev Gerhard for at få holstenerne ud af Jylland, var han måske nok en tapper mand, men ikke særlig vel underrettet om sagernes egentlige stilling. For der kan ikke være tvivl om at holstenerne var på vej ud. De holstenske grever havde siden februar 1340 villet indsætte hertug Valdemar af Sønderjylland, nu ikke som konge, men som panteherre i Nørrejylland. Grev Gerhard og han skulle bytte lande. Hertugen skulle indløse Nørrejylland fra grev Gerhard ved at sætte sit hertugdømme i pant til denne. Hertug Valdemar var fuldstændig i greverne af Holstens magt, så det var ikke en ordning han havde mulighed for at afvise. Forvaltningen i Nørrejylland skulle altså fremtidig foregå i hertug Valdemars navn, ikke i grevernes. Grev Gerhard var sandsynligvis i Jylland med sin hær for at forberede denne ordning, så den kunne sættes i værk senere på året.

Det er umuligt at finde ud af, hvad der fik Niels Ebbesen til at slå grev Gerhard ihjel. Som person er han ikke til at få hold på, hans alder og familieforhold kendes ikke, og man har ingen viden om, hvad han kendte til de aktiviteter, der i øvrigt foregik i ind- og udland for at få løst det danske problem ved at sætte Christoffers yngste søn Valdemar på tronen. Mordet i Randers synes heller ikke at hænge sammen med noget andet af det, vi kender til.

Det er også svært at afgøre, hvilke følger mordet fik. Grevens sønner var måske nok unge, men de var voksne mænd, som efter at have fulgt deres far til graven, indtog hans plads ved forhandlingsbordet senere på måneden i Spandau. Udfaldet af moderne dér mellem alle de implicerede parter blev nok ikke meget anderledes, end hvis greven selv havde været med. Buen havde længe været spændt til bristepunktet, og nu blev udfaldet, som udlandet med kejseren i spidsen ville det med stærk støtte i danske, måske især jyske, kredse.

Jyske Krønikes kunststykke er at antyde at det var den fremtidige konge, Valdemar Atterdag, Niels Ebbesen havde visioner om. Men fremstillingen måtte, hvis dette skulle holdes inden for det troværdige, holde sig til antydningen. For at dette skulle være tilfældet, var der ingen klare udsagn om, og heller ikke videre sandsynlighed for. Hin aprilnat i 1340 var Valdemar Atterdags fremtid nemlig endnu ikke fastlagt.