Jysk oprør og nye krige

Jysk oprør og nye krige, 1357 „knurrede jyderne mod kong Valdemar” står der i Yngre sjællandske Krønike, og det har været forvaltningen af danehofsbestemmelserne fra 1354 det bl.a. drejede sig om. Sit løfte om retslig behandling af mellemværender om gods der i krigsårene havde skiftet besidder, havde kongen nemlig brugt på sin egen måde. På en rettertingsrejse i Jylland i 1355 havde kongen og hans justitiar nok afgjort forskellige sager til de skadelidtes fordel, men også mæglet nogle håndfaste forlig, i mere komplicerede sager, somme tider endda til kongens egen fordel. Selv om dokumenterne bedyrer at forligene er indgået helt frivilligt, er det ikke sikkert at dette fuldstændig svarer til de indblandede parters opfattelse, og de kan have ønsket sagerne taget op på ny. Kongen forhandlede flere gange i løbet af 1357 med jydernes herrer og folk, og konklusionen blev at beslutningerne på danehoffet i 1354 skulle overholdes „bedre”. Det var en fremsynet mand der straks dengang havde råbt at kongens løfter ikke var noget værd.

Men det kom også til krig endnu en gang mellem kongen, hertugen af Sønderjylland og de holstenske grever, krig om borge i Jylland, ved Tønder og Randers, krig på Fyn om holstenernes støttepunkter der, og det fortsætter det følgende år, hvor det især er hertugdømmet og Mecklenburg kong Valdemar går til angreb på. Han erobrer Tranekær på Langeland og går videre til Als hvor han belejrer Sønderborg. Efter et foreløbigt forlig med hertuginden i hertugens fravær, går Valdemar videre til Femern, Mecklenburg og Holsten. Det var sine fjenders allierede kongen nu ville ramme i deres hjemlande. Både i 1357 og 1358 var der tyske indfald i Skåne, i 1358 har der også været risiko for et indfald på Sjælland. Yngre sjællandske Krønike fremstiller malende for dette års vedkommende hvorledes kongen lagde landet øde „så hvis fjenderne faldt ind i landet på en eller anden måde, skulle der intet være tilbage til dem”. Han sendte bud til alle byer og lod udskrive alt hvad der fandtes i dem „af korn, malt, smør, flæsk, sild, kød, humle og andet der kan bruges til at spise og drikke, og det udskrevne lod han med skib og vogn føre til fæstningerne og borgene”. Invasion på Sjælland kom der dog ikke, men hertugen af Mecklenburg var med sin hær i Skåne i markedstiden, medens Valdemar Atterdag selv opererede i Nordtyskland og sikrede sig støtte af flere småfyrster. Og Valdemar opretholdt sin forståelse med Magnus Eriksen, men jyderne kunne han ikke komme til forlig med.

I slutningen af 1358 da hr. Niels Bugge til Hald, hr. Uffe Stigsen og en ukendt Peder Andersen var på vej hjem fra nye frugtesløse forhandlinger med kongen, blev de dræbt i Middelfart under omstændigheder der gjorde det sandsynligt at kongen stod bag. Niels Bugges søn Knud udsonede sig siden med kongen, og Middelfarts borgere betalte „Buggespenge” i bod for drabet til 1874. Men Uffe Stigsens fader, den mægtige Stig Andersen til Bjørnholm, tilgav ham aldrig. Det er sikkert en troværdig beskrivelse af nørrejydernes situation der findes i Yngre sjællandske Krønike under 1359, da krigen med jyderne stod på sit højeste. De har, hedder det, villet nyde de friheder deres fædre havde haft og som kongen havde lovet dem at overholde. Så har de for at formilde ham dog lovet ham skat og afgifter af deres besiddelser og mere krigstjeneste end deres fædre havde ydet, og alligevel er han ikke tilfreds. Det skyldtes efter deres mening kongens venner „som altid var fredens fjender”, og de har jo også set hvor tyrannisk kongen hersker på Sjælland med det store fæstningsbyggeri og alle de byrder han havde lagt på bønderne „hvem de så end hørte til, men især kirkens fæstere”. Og herpå lader krøniken dem sige til sig selv: „Vi vil ikke tage disse byrder på os, for det er bedre for os at dø med ære, end at leve i vanære ved synet af vort folks ulykker.”

Gennem 1350'erne var Valdemar Atterdag næsten til stadighed travlt optaget af konsolideringen af kongemagten i de dele af Danmark, der var blevet indløst. Han havde endnu nok at gøre med at få samlet de sidste dele i Jylland og på øerne, og i horisonten lå Skåne, som han trods talrige forsikringer til kong Magnus af Sverige aldrig glemte eller opgav at genvinde. Skånelandene havde altid været en rig og god del af riget og hørt til det siden i hvert fald 800-årene, så det er ikke sært.

Det har derfor været en grim hæmsko for kong Valdemars bestræbelser, at krigen med jyder og holstenere ingen ende ville tage, og det kan undre, at kongen midt i alt dette havde overskud til at drøfte et kostbart projekt med Frankrig om deltagelse i Hundredårskrigen på fransk side. Men som det altid går i politik, når balancen forrykkes, ændres alliancerne, og kong Valdemars fremgang hjemme og voksende betydning på kontinentet kaldte nye fjender frem.

Hans vanskeligheder 1358-59 har glædet dem. Da han belejrer Sønderborg 1358 lader han sig ifølge Yngre sjællandske Krønike standse i sit forehavende af hertuginden, „en klog og snild kvinde”, der kommer ud af det belejrede slot med sine jomfruer og underhandler med ham, endda indbyder ham til gæstebud hvad han venligt afslår. Han opretholder ganske vist sin beskatning af Als, men da denne skat er inddraget giver han hertuginden øen tilbage, mod at kongens fjender ikke skal have tilflugt dér. Selv om beskrivelsen er kunstfærdig og tilbagetrækningen karakteriseret som taktisk, er det vanskeligt at se nogen stor militær bedrift i dette forløb. Og afslutningen på et stort felttog på Djursland i 1359 er at kongens egen kogge lider skibbrud ud for Bjørnholm hvor hans fjende hr. Stig Andersen og hans folk kan godte sig over hans ulykke og drage nytte af vraggodset.