Vendepunktet i Valdemar Atterdags politik

Fra 1350 optræder Valdemar Atterdag selvstændigt i sin danske og nordiske politik, og hovedopgaven er at undgå en samtidig konflikt med henholdsvis Sverige og Holsten.

Hvad Sverige angår var dette lykkedes især ved at ærkebispen af Lund, Skånes mægtigste magt og hovedkraften i den proces der havde bragt landet under svensk herredømme, fortsat udøvede kirkeligt herredømme over hele provinsen Danmark. Med Valdemar Atterdags forankring i den danske, særlig den rige sjællandske kirke, var dette af største betydning, hvad der markeredes stærkt ved et almindeligt dansk kirkemøde under ærkebiskoppens ledelse i Helsingborg 1345. Det kunne hævdes at der bestod fred mellem kong Valdemar og kong Magnus hvad angik dennes skånske herredømme. 1346 besegledes denne fred ved at kong Magnus' ældste søn Erik indgik ægteskab med markgrev Ludvig af Brandenburgs datter Beatrix, Valdemar Atterdags søsterdatter.

Men det var naturligvis en falsk og skrømtet fred. Skønt Valdemar f.eks. i 1343 var gået så vidt som til at godkende at Skåne virkelig var blevet solgt til Magnus, gjorde han altid sit bedste for at undergrave hans position i Skåne. Ikke mindst lokkede han de tyske købmænd med gunstige vilkår, hvis de i markedstiden ville lande på den sjællandske side af Sundet. Han interesserede sig for Køge og Helsingør, og han lod Dragør uden for København udvikle sig til en betydningsfuld handelsplads med sildefangst og marked, hvad den vedblev at være også efter Valdemars overtagelse af Skåne. Men kong Magnus gjorde også sit for at overbyde den danske konge i sin privilegiepolitik og tyskerne havde deres fordel af at spille de to konger ud mod hinanden. Så snart det var muligt, lod Valdemar udarbejde præcise planer for en erobring af Skåne, men der kom til at gå ti år før de kunne sættes i værk.

Vendepunktet i kong Valdemars politik markeres af to felttog til Tyskland i 1349 og -50. Iler opnåede han både en tilnærmelse til kejser Karl 4, økonomiske fordele og at kejseren og markgrev Ludvig blev forsonet. Den unge konge var nået langt på sine første ti år. Der var på dette tidspunkt fremtrådt en person der udgav sig for at være den sidste markgreve af det askaniske fyrstehus der havde regeret i Brandenburg indtil Wittelsbacherne overtog dette. Den falske markgrev Valdemar påstod at være den Valdemar som alle troede dod i 1319 og hvis barnløshed var forudsætningen for at det nye fyrstehus kunne etablere sig i Brandenburg. Kong Valdemar lod sine riddere sværge imod den falske markgrev Valdemar og kejseren godkendte markgrev Ludvigs besiddelse af markgrevskabet.

På denne rejse sluttede Valdemar Atterdag også forbindelse med hertug Albrecht af Mecklenburg der gentog sin faders lensed til den danske konge som fyrste af Rostock og senere på året indgik en hemmelig aftale med Valdemar om at medvirke til erobringen af Helsingborg for en betaling af 10.000 mark sølv. Aftalen besegledes med et ægteskab mellem kongens datter Ingeborg, født 1347, og hertugens søn Henrik, men erobringen af Helsingborg kom til at lade vente på sig.

Det skyldtes at der nu – hvor Valdemars stilling var så væsentligt styrket – skete en ny tilnærmelse mellem de jyske stormænd og holstenerne, der også effektivt forhindrede at hertug Valdemar af Sønderjylland knyttede sig til kong Valdemar. Denne forsøgte 1351 at sende hertugen en hær til undsætning, men hertugen afviste den, tvunget af holstenerne. Disse års stillingskrig endte med et forlig i 1353, der ud over aftaler om fangerne på begge sider anerkendte 1348-aftalen om Fyns deling i en østlig kongelig og en vestlig holstensk del. Det holdt til midt i 1360'erne. Hvad Jylland angår, kom der først i 1354 et forlig i stand med de jyske slotshøvedsmænd, der formelt gav kong Valdemar alle fire fjerdedele af Nørrejylland. Men det var ikke mere solidt end at holstenske tilnærmelser altid kunne lokke jyderne til frafald.

Med rådigheden over næsten hele riget fulgte da muligheden for at etablere et egentligt rigsomfattende råd, hvor de verdslige rigsembedsmænd drosten og marsken kunne være stormænd hvis loyalitet hele tiden måtte købes og betales – høvedsmanden på Kalø, holsteneren Claus Limbek er det mest udprægede eksempel herpå – men hvor til gengæld rigets bisper kunne udgøre en pålidelig kerne.

Det var i 1351 tre danske og tre svenske biskopper der i Lund forhandlede fredsbetingelserne mellem Sverige og Danmark.

Det var også rigets bisper der ganske vist uden held i 1352 i Kalundborg forsøgte at forlige kongen med de jyske høvedsmænd, og det var endelig rigets bisper der præsiderede ved det første danehof i kong Valdemars regeringstid, i Nyborg ottendedagen efter sankthans 1354.