Kölnerforbundet og Anden Hansekrig

At Valdemar Atterdag i et tysksproget ordspil skal have sammenlignet hansestæderne med gæs og for at understrege sin foragt for dem sat en guldgås på et af sine fæstningstårne på Vordingborg, er en tradition der har det for sig at den er sandsynlig. I det mindste kan den godt gå tilbage til en reel bevidsthed om at hansestæderne vanskeligt ville kunne nå til en enighed i den nordiske politik, og hvis de nåede den vanskeligt ville kunne fastholde den i handling over længere tid. Vel at mærke, hvis hovedspørgsmålet i den nordiske politik var herredømmet over Sverige.

Kölnerforbundet som koalitionen af Valdemar Atterdags hanseatiske fjender blev kaldt (fordi traktaten mellem dem er indgået i Köln) bestod af mere end 70 betydelige tyske handelsbyer. Den sejrede over kong Valdemar efter to års krig, men han formåede at mindske og mildne sit nederlag, fordi han med en sikker politisk sans spillede på at hans fjender indbyrdes havde svært ved at enes.

Etableringen af Hanseforbundet i 1367 og byernes beslutning om krig mod Valdemar Atterdag hang sammen med, at hans andre fjender fandt hinanden. En fælles front kunne måske vinde over kongen og opfylde stædernes hede ønske om fred til handel på gunstige vilkår, navnlig på Skånemarkedet.

Krigen skulle finansieres ved en intern hanseatisk told der kaldes pundtolden fordi den beregnedes i pund grot, tidens flamske mønt der var i udbredt anvendelse i hansestædernes øst-vestlige handel. Den skulle betales én gang årligt med en skilling grot for hvert pund grot skib og ladning var værd. Tolden udgjorde således en sekstendedel af værdien, en forholdsvis høj sats efter middelalderens normer.

Pundtolden skulle betales første gang skibet det pågældende år gik ud af hanseatisk havn, eller første gang skibet det år anløb hanseatisk havn, hvis det havde overvintret uden for forbundets område. Myndighederne udfærdigede en kvittering for den erlagte told som skipperen senere kunne forevise i andre havne han valgte at anløbe, og til sin tid endte kvitteringen normalt i hans hjembys arkiv.

Hvad hver af byerne fik ind i pundtold skulle umiddelbart anvendes til udrustning af krigsskibe, der kaldtes „fredskogger”, men det blev senere et stort problem mellem hansestæderne indbyrdes, at den enkelte bys udgifter sjældent svarede til dens indtægter, og der måtte forhandles om hvorledes disse byer skulle få deres tilgodehavende dækket. Måske har der ved krigens begyndelse været skønnet om hvor de største toldindtægter ville komme til at falde, i forhold til hvor de største byrder skulle bæres. Og en sådan beregning har i al almindelighed kunnet understrege at dette i det væsentlige var de vendiske stæders krig, selv om de andre byer nu bidrog med langt mere end en blokade.

I sommeren 1368 mødte de hanseatiske flåder i Øresund noget tidligere end de plejede. Flåderne var svært bevæbnede og skibene stærkt bemandede. Ikke blot var hansebyerne folkerige, men de tiltrak også mange slags farende folk, og mange har taget hyre for en sommer på en af de kogger der skulle af sted til Øresund. De var hyret med løfter om både bytte og profit.

Rygtet er sikkert også gået, at kongen nu igen var borte fra Danmark, på rejse omkring i Europa, i hvilket ærinde var ikke helt klart. Hr. Henning Podebusk, drosten, var hans repræsentant hjemme. Det var i virkeligheden hr. Henning og råderne der førte denne anden hanseatiske krig på Valdemar Atterdags vegne. Kongen har været i Pommern og Brandenburg for at samle støtte, men det var svært at finde stærke og stabile venner netop da, og imens vandt stæderne krigen.

Hanseflådens fremgang var meget betydelig. København blev belejret et par uger og måtte derpå overgive sig. Kort tid senere faldt Skanør og Falsterbo og flere borge omkring Smålandsfarvandet. Men Vordingborg holdt stand, og det samme gjorde Helsingborg, indtil juli 1369. Albrecht af Mecklenburg sendte en hær ind i Skåne og lod sig hylde som landets herre.

Uden at vi ved hvordan, kan vi være sikre på at hr. Henning har holdt sig i forbindelse med sin herre kongen under hele dette forløb. Navnlig må de have været fælles om den beslutning at acceptere et nederlag i tide ved at opgive Helsingborg på betingelse af at der så kom fredsforhandlinger i gang. Det er denne kloge beslutning der er grundlag for at nederlaget blev en fordel for de besejrede.

Fredsforhandlingerne foregik i Stralsund i november 1369 og Danmark var repræsenteret af hr. Henning Podebusk og råderne. Men kongen har i sit fravær fulgt nøje med i hvad der foregik.