Stralsundfreden 1370

Traktatens tekst blev gjort færdig i november 1369, men den blev først beseglet da kongen var vendt hjem. Dens officielle dato er Kristi himmelfartsdag 1370. Fra dette tidspunkt i 15 år skulle to tredjedele af landet Skånes indtægter tilfalde hansestæderne der havde vundet krigen. Og de skulle for fremtiden have mere gunstige handelsrettigheder på Skånemarkedet.

Indtægterne skulle de have på den måde at de fire skånske slotte Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo skulle stå i pant til hansestæderne, ganske vist kun med to tredjedele af hvert slot. Den sidste tredjedel var fortsat kong Valdemars, og forvaltningen af de fire slotte blev givet til hr. Henning Podebusk, bistået af underlensmænd der for en dels vedkommende var tyske. De skulle varetage hansestædernes interesser i forvaltningen og sikre at stæderne fik det udbytte de ventede. Det lykkedes ikke. Hr. Henning førte det store ord i Skåne. Han havde ganske vist slottene både på kongens og på stædernes vegne. Men så vidt vides var det kun kongen der var tilfreds. Og nu blev det et problem for hansestæderne at det segl de havde fået af kong Valdemar på fredsdokumentet fra Stralsund, var hans lille private segl, og at han ikke var til at formå til at forsyne traktaten med det store rigssegl.

Handelsrettighederne på Skånemarkedet var gunstige. Kölnerforbundets medlemmer fik praktisk taget selvstyre i alle deres anliggender på deres fed, under deres egen fogeds opsyn og efter deres egne byers love. De skulle blot yde deres skyldige afgifter til myndighederne på markedet, og her kunne de have fornemmelsen af, at det dog for to tredjedeles vedkommende var deres eget fællesskab de betalte til. Kun uden for feddene var de nødsaget til at følge markedets politivedtægt (mot-bogen), og fiskeriet befattede de sig heller ikke med. Men de fik f.eks. efter Stralsundfreden lov at lade sild nedsalte for deres egen regning, i stedet for at skulle købe den nedsaltede sild af fiskeren.

Traktatens privilegieafsnit er sammensat af en række paragraffer som stæderne i årtier havde forelagt i privilegieforhandlinger, og somme tider for en dels vedkommende fået accepteret, jævnligt af fyrster der ikke havde markedet i virkelig besiddelse, men prøvede at opnå det, f.eks. Valdemar Atterdag og Magnus Eriksen når de konkurrerede med hinanden om at trække stædernes handel til deres områder. – Det var rettigheder til detailhandel på feddene, adgang til at bjærge skibbrudent gods og mulighed for at undgå konfiskation af gods når der forekom uregelmæssigheder i fortoldningen uden at der var tale om egentligt smugleri.

I Stralsundfreden blev nu med ét slag alle disse bestemmelser om en mere lempelig fremgangsmåde accepteret uden begrænsninger, og markedet blev sat under blandet tyskdansk forvaltning, hvad der skulle garantere at dette blev efterlevet i praksis. Det var selve den skarpe adskillelse mellem danske og tyske på markedet der nu blev ophævet.

Alt dette indrømmede Henning Podebusk i Stralsund blankt på den danske konges vegne og traktatens ordlyd lader forstå at kong Valdemars nederlag til hansestæderne har været totalt og at de har kunnet diktere betingelserne. Realiteterne var dog ved nærmere eftersyn andre.

At forvaltningen af Skåne skulle være blandet dansk-tysk, indebar nemlig betydelige fordele set fra de besejredes standpunkt. Der var ikke tvivl om svenskekongen Albrecht af Mecklenburgs interesser i at overtage landet Skåne på ny, heller ikke om at denne tanke havde betydelig tysk tilslutning. Kölnerforbundet havde faktisk ved sin dannelse taget sig ud som en bestræbelse i denne retning. Men nu havde hansestæderne accepteret at tage to tredjedele af Skåne i pant for 15 år af Danmark. De havde bundet sig til den danske side i det skånske spørgsmål, sikkert fordi krigen herved hurtigt kunne endes og handelen begynde igen. Det var altid et vigtigere hensyn end noget andet i den politik hansestæderne kunne blive enige om. Og der var udsigt til at de to tredjedele af skåneindtægterne i 15 år ville kunne dække væsentlige dele af deres krigsomkostninger. Derfor tog de imod sejren og afskrev sig fra at kunne virke for en anden herre i Skåne. Det var deres indrømmelse i forhandlingerne. For Valdemar var det vigtigste måske ikke de to tredjedele af Skåne han for 15 år gav afkald på, men den tredjedel han med stædernes godkendelse beholdt.