Sønderjylland (1250-1400)

Valdemar Atterdags nederlag i Anden Hansekrig forblev et nederlag på papiret. Der er intet præg af svaghed over kongens øvrige politik efter 1370. Nu forsøgte han endda at styrke sin position over for holstenerne.

Efterhånden udløb også de holstenske panter på Fyn, og i løbet af 1360'erne forsvandt holstenerne stort set fra øen. 1366 døde Valdemar af Sønderjylland der havde været holstenerne en nyttig partner i deres danske finansoperationer og politik. Hans søn Henrik blev hertug, men alle hertugdømmets slotte stod i pant, undtagen Haderslev og Tønder. Enkehertuginden Richardis sad inde med Als og residerede på Sønderborg, hertug, men alle hertugdømmets slotte stod i pant, undtagen Haderslev og Tønder. Enkehertuginden Richardis sad inde med Als og residerede på Sønderborg.

Nu valgte hun, den 1. januar 1373, Valdemar Atterdag til sin skytsherre, lagde som enke sin skæbne i hans hånd. Hun var „en klog og snild kvinde” som det hedder i beretningerne om hendes mode med Valdemar da han i 1358 havde belejret Sønderborg og hun ved at komme ud af det belejrede slot med sine jomfruer fik fort forhandlinger med ham og vendt hans hensigter til sin fordel. 1373 fik kongen også fred med holstenerne.

Enkehertugindens valg af kong Valdemar til sin skytsherre løste et problem i deres fælles politiske stilling, og beslutningen har uden tvivl været godkendt af hendes søn hertugen, der ellers var den nærmeste til at påtage sig det juridiske værn for sin moder. Når hertugdømmets slotte var sat i pant til nogen, havde der aldrig kunnet være tvivl om at hertugerne havde indløsningsret til slottene, dvs. ret til at få dem tilbage til sin tid på de vilkår der nærmere var fastsat i aftalerne. Men hertugernes egen lensherre, kongen af Danmark, havde ikke uden videre denne indløsningsret. Det var den han opnåede med hensyn til enkehertugindens gods ved at være hendes skytsherre. Hidtil havde han måttet se hovedparten af hertugdømmets gods i holstenernes varetægt uden at kunne gøre andet ved det end at føre erobringskrige som en udefra kommende fjende. Nu kunne han selv kræve forhandlingsret. Og der forelå stadig den mulighed at kombinere forhandlingerne med militær indsats.

Nogle af sine modparter kendte han i forvejen ud og ind som Claus Limbeks slægtning Lyder der havde Lundtoft Herred i pant af enkehertuginden. Valdemar fik gods på Als, i Sundeved, ved Haderslev og Tønder, og han skærpede sin magtudøvelse over friserne – som han længe havde udøvet fra sit Ribe – til nu at række helt ned til Ejdersted.

Greverne af Holsten som havde den sydlige del af hertugdømmet i pant, kunne intet stille op. Kongen havde sikret sig at den magt han nu udøvede inden for hertugdømmets område formelt var uangribelig. Og 1374 kunne han gå endnu videre, idet hertug Henrik da overdrog kong Valdemar sin indløsningsret til de sydlige dele af Sønderjylland.

Hertugen døde kort efter barnløs, og hans enke fulgte sin svigermoders eksempel og valgte kong Valdemar til sin herre. Da var kong Valdemar selv i sit sidste leveår, men hans stilling var således styrket i Sønderjylland over for greverne af Holsten, at det kun kunne være et spørgsmål om tid før han kunne få hele hertugdømmet frit. Der ville ganske vist være store finansinteresser der først skulle tilfredsstilles eller tvinges ud. Men frem for alt var det tiden der kom til at mangle. Kong Valdemar døde selv på Gurre Slot den 24. oktober 1375.

Det skal nok være sandt hvad der står i en holstensk krønike fra 1400-årene at grev Claus af Rendsburg ved nyheden om kong Valdemars død skal have takket himlen for at han nu var blevet en så mægtig konge og fjende kvit.