Cornelis Tromp

Cornelis Tromp, Cornelis Martenz Tromp, 9.9.1629-29.5.1691, admiral. Født i Rotterdam, død i Amsterdam, begravet i Delft. T. indtrådte som ung i den hollandske marine hvor han 1650 som kaptajn førte en fregat i krigen mod barbareskerne. I krigen mod England 1652-54 kæmpede han både i Nordsøen og Middelhavet. 1653 blev han schoutbynacht (svarende til kontreadmiral) og deltog i slaget ved Scheveningen aug. s.å. hvor hans far faldt. Efter fredsslutningen 1654 tjente han under admiral M. de Ruijter i Middelhavet og 1656 under admiral Opdam van Wassenar i Østersøen. Da denne hjemkaldtes forblev T. i Østersøen med en eskadre til ud på efteråret og besøgte ved denne lejlighed den danske konge på Kronborg og i Kbh. 1662-63 var han atter i Middelhavet, og 1665 blev han viceadmiral i Nordsøflåden under admiral Opdam og, efter at denne var faldet, under de Ruijter. Han viste sig som en særdeles dygtig officer der dog på grund af sin stædighed og sit vanskelige sind blev afskediget 1666. Ved udbruddet af den tredje engelsk-hollandske krig, hvor Frankrig var i alliance med England, blev T. 1672 genantaget, udmærkede sig i slaget ved Texel og blev forfremmet til admiralløjtnant. I febr. 1674 sluttede England og Holland fred i Westminster mens krigen med Frankrig fortsattes og flere lande inddroges i denne, således også Danmark og Sverige i den skånske krig da Danmark var allieret med Holland og Sverige med Frankrig. Den danske flåde var den svenske underlegen, og Christian V mente derfor at sikre sig det bedste samarbejde med hollænderne ved at give overkommandoen over den dansk-hollandske flåde til en anerkendt hollandsk admiral. Forhandlinger om at overtage en sådan stilling indlededes af Griffenfeld med T. ved nytår 1676, men afbrødes ved Griffenfelds fald i marts s.å. De genoptoges dog snart, og 3.5. kom T. til Kbh. hvor han udnævntes til general-admiral med anciennitet efter rigsadmiral Henrik Bielke med 8000 rdl. i gage og 500 rdl. månedlig i kahytspenge.

For Niels Juel var dette en bitter skuffelse, og forholdet mellem disse to højst forskellige personligheder blev aldrig godt. Midt i maj kom den hollandske hjælpeflåde, og T. hejste sit flag som højstbefalende og slog den svenske flåde 1.6. ved Oland. I rapporten om slaget giver T. ganske med urette hollænderne al æren for sejren i anledning af hvilken han udnævntes til greve af Sølvitsborg. Den følgende vinter sendtes T. af kongen til Holland for at hverve mandskab til den danske flåde. Forhandlingerne gik imidlertid på grund af T.s upopularitet i sit hjemland meget langsomt, og først samme dag som Niels Juel havde sejret i Køge bugt kom T. med den hollandske flåde til Sundet hvor han atter overtog kommandoen. Hans optræden blev nu mere og mere anmassende og besværlig. Allerede 7.9. indsendte han til kongen en skrivelse hvori han i ni punkter formulerede sine krav og betingelser for at gå ud med flåden. Disse betingelser, deriblandt fordeling af prisepengene, fjernelse af Jens Juel fra flåden m.m., afvistes dog af kongen der efterhånden som Niels Juels ry var steget følte sig mere sikker over for T. April n.å. sendte T. atter kongen en skrivelse hvori han stillede nye fordringer hvoraf flere var ganske uantagelige for kongen der også afslog dem, idet han dog benyttede lejligheden til at anerkende T.s dygtighed. Denne forlangte derfor i maj s.å. sin afsked som kongen sikkert med glæde gav ham. Næste efterår og vinter tilbragte T. hos kurfyrsten af Brandenburg og rejste derefter tilbage til Holland hvor han først 1691 blev genantaget som general-admiralløjtnant og flådechef. Inden flåden kom ud afgik han ved døden. T. var en dygtig søofficer, men vanskelig, hovmodig og hensynsløs.