Cort Adeler

Cort Adeler, Cort Sivertsen Adeler, 16.12.1622-5.11.1675, generaladmiral. Født i Brevik i Norge, død i Kbh., begravet sst. (Frue). Cort Sivertsen fik sin første opdragelse i Norge og sendtes i femtenårsalderen til Hoorn for at lære navigation og matematik. Han optoges kort efter som adelsbors (søkadet) i den hollandske marine under Marten Harpertszoon Tromp. 1640–45 var han forhyret som konstabel på et armeret hollandsk handelsskib der sejlede på Middelhavet og en tid lang var fragtet af republikken Venezia; ved skipperens død 1645 overtog han kommandoen over skibet. 1646 besøgte han slægten i Norge og rejste derefter til Hoorn. Han forblev i nogen tid i Holland men omkring 1648 gik han som skipper på skibet Groote St. Joris i venetiansk tjeneste og deltog i en årrække i adskillige blodige sammenstød med den tyrkiske flåde. Han gjorde sig hurtigt bemærket som en dygtig sømand og en tapper kriger og fik ved flere lejligheder tildelt belønninger. 1654 opnåede han berømmelse som søhelt i slaget ved Dardanellerne hvor hans skib, omringet af fjenden, ene udholdt en meget langvarig og hård kamp indtil en gunstig vind gjorde det muligt at undslippe fra de talrige galejer. I den anledning blev han indstillet til et offentligt erkendtlighedstegn, "pubblica munificenza", og modtog foruden en årlig pension på 200 dukater en guldkæde der sandsynligvis har båret det "omstridte kors" og derved adskilt sig fra de sædvanlige kæder med medaljer der som belønning uddeltes af admiralerne. Sommeren 1657 deltog han i det store slag mellem Dardanellerne og Tenedos; her entrede han med sværdet i hånd et større tyrkisk flagskib, erobrede og hjemførte en standart. Næste år udmærkede han sig i en affære ved Tenedos hvor det lykkedes to venetianske skibe at befri et skib der var angrebet af 38 tyrkiske galejer. A. der allerede i flere år havde indtaget en anset stilling blandt de fremmede skibskaptajner og vistnok også havde haft flere selvstændige hverv, blev for de fortjenester han havde indlagt sig i den' lange krigstjeneste 1659 udnævnt til ridder af St. Markus ordenen og fik tillagt en årlig pension af 1400 dukater for sig selv og sine arvinger i tredie led. Ved denne officielle udmærkelse opnåede han en værdighed og myndighed der i nogen måde sidestillede ham med de venetianske officerer, men han vedblev dog endnu dette år at gøre tjeneste som kaptajn på sit skib. Han gjorde sig ved flere lejligheder bemærket under de angreb venetianerne foretog mod de nyopførte befæstningsanlæg ved Dardanellerne, men særlig udmærkede han sig ved sin fortrinlige føring af admiralskibet under et natligt angreb på den tyrkiske flåde 28.7.1659. Det følgende år gjorde han tjeneste som frivillig på eget underhold og deltog i den kombinerede venetiansk-franske ekspedition til Kreta under prins Almerico af Modena. Han havde her chargen som tenente generale og lagde stor dygtighed for dagen ved de vanskelige landsætningsforhold i nærheden af fæstningen Suda. Med dette felttog afsluttede han sin venetianske krigstjeneste. At hans ry som søkriger var almindeligt fremgår af det smigrende tilbud om at træde i hollandsk tjeneste som viceadmiral han 1665 fik fra Holland. Forinden var han imidlertid blevet ansat i den danske flåde. A.s kaldelse til Danmark 1662–63 er ikke fuldt belyst, men den kan sikkert sættes i forbindelse med Frederik IIIs personlige ønske om at betro kommandoen over den udrustede flåde til en mand der nød europæisk anseelse som dygtig og erfaren søkriger. 1662 var A. flyttet til Kbh. og begyndte her at etablere forskellige kommercielle foretagender. Da forsøget på, efter rigsadmiral Ove Gieddes død 1660, at knytte admiral de Ruyter til marinen var glippet, forfremmedes rigsviceadmiral H. Bielke til rigsadmiral maj 1662. Antagelig i okt. s.å. har kongen fået underretning om at den for sin venetianske krigstjeneste så berømte A. opholdt sig i Holland; generalløjtnant over den norske hær Claus Ahlefeldt blev kaldt til Kbh. nov. 1662 og fik overdraget hvervet at forhandle med A. Det synes som Ahlefeldt først har haft personlige sammenkomster med A. enten i Holland eller i Holsten, hvorimod senere forhandlinger i jan. 1663 foregik skriftligt. De endelige betingelser for hans antagelse afsluttedes med hans udnævnelse til admiralitetsråd og admiral 15.9.1663; han opnåede den betydelige lønning af 7200 rdl. årlig, men var ikke, som tidligere antaget, højere gageret end rigsadmiralen efter hvem han havde rang, og endnu s.å. formentlig 22.9. tillagdes der ham titel af generaladmiral.

Uagtet A. blev ansat i det vakante "Lieutenant Admirals" embede må hans indkaldelse dog betragtes som en forbigåelse af admiralerne Niels Juel og Nicolai Helt, og hans embedsgerning kom til at berøre dem begge idet Juel indtil da havde haft tilsyn med de på Holmen værende folk som nu blev underlagt A., og Helt havde tilsyn med skibsbygningen. I slutningen af oktober rejste A. til Holland, dels for at ordne sine private forhold, dels for at lade tilhugge en galej samt udse en habil skibsbygger i stedet for Jacob Rubbins, og 4.12. bifaldt kongen at den af A. foreslåede Thys Hermansen blev antaget; endvidere fik A. 2.1. n.å. ordre til at købe fregatten "St. Michael" i Holland. 22.1.1664 fik han pålæg om at rejse til Norge for at udskrive bådsfolk, ligesom der samme dag udstedtes befordringspas for "Gen: Admiral og Admiralitetsraad" A. Han afrejste 10.3. med skib fra Holland til Norge hvor han i anledning af udskrivningen foretog to rejser, men i øvrigt opholdt han sig i Bergen for at tilse bygningen af den ny galej Friedrich der var tilhugget i Holland, og som n.å. sendtes til Kbh. A. interesserede sig meget for skibsbygning og flere af de efter 1664 søsatte orlogsskibe byggedes efter tegninger som A. vistnok selv har udarbejdet. A.s orlogsskibe forenede efter datidens forhold en stor formstabilitet med gode sejlegenskaber, var meget stærke i tømmer og forbinding, havde en lang levetid og karakteriseredes af eftertiden som udmærkede og velbesejlede skibe. Det var A.s plan at bygge endnu større skibe med meget svær armering; der indsamledes materialer og opsattes kontrakt om bygningen af det første, men grundet pengemangel blev skibet ikke opsat. Hvad personellet angår, arbejdede A. for at der altid skulle forefindes et tilstrækkeligt stort antal veluddannede folk som under udrustning kunne gøre underbefalingstjeneste, men han søgte tillige at skabe et korps af dygtige og erfarne skibsofficerer, dels ved at foranledige danske og norske undersåtter der havde deltaget i hollandske eller venetianske kampagner hjemkaldt og dels ved at lade lovende unge søofficerer erhverve alsidig uddannelse i udenlandsk orlogstjeneste medens personellets færdighed vedligeholdtes ved krigsmæssige udrustninger og taktiske manøvrer.

A. blev optaget i den danske adelsstand 7.2.1666, og få dage senere sendtes han til Holland for at modtage de otte skibe som generalstaterne havde forpligtet sig til at stille til Danmarks rådighed samt foretage betydelige indkøb af materialer m.m. til flådens udrustning, og her kom hans forbindelse med familien Pelt landet til gode idet dette købmandshus trods de vanskelige tider skaffede de ønskede leveringer til en fordelagtig pris. A.s ophold i Holland blev af forholdsvis lang varighed da hollænderne vægrede sig ved at udlevere kontingentet som de selv mente at have brug for, og først 1.7. vendte han tilbage med skibene og de længe ventede materialer. 1669 var A. atter i Holland hvor han med stor dygtighed ledede de vanskelige forhandlinger angående skibsmålingen der var af afgørende betydning for afgiftsberegningen ved den norske tømmerudførsel på hollandske skibe. Ved siden af sin virksomhed i marinens tjeneste knyttedes A. også til de i disse år oprettede kompagnier. Det var særlig salthandelen Frederik III ønskede bragt over på danske hænder, og med valget af A. som meddirektør i det nyoprettede saltkompagni 1665 udnyttedes hans indsigt i oversøisk handel og søfart samt hans tilknytning til det Pelt'ske købmandshus. Salt-kompagniet der årlig skulle udrede 100.000 rdl. til kronen kom på grund af den engelsk-hollandske krig og kongens dispositioner hurtigt i vanskeligheder og måtte 1667 ophæves efter at det havde påført A. betydelige tab. Sammenbruddet affødte en række processer, og det blev overdraget A. at redde hvad reddes kunne. A. var, da han kom til Danmark, en meget velstående mand; foruden sin gård på Christianshavn erhvervede han 1665 avlsgårdene Bratsberg og Gimsø kloster hvortil hørte savværk og privilegeret tømmerhugst, og som var beliggende i hans fødeegn ved Skien, men marinen lagde så stærkt beslag på hans tjeneste at han ikke for længere tid kunne bo i sit egentlige fædreland, og ganske kort før sin død afhændede han disse ejendomme til broderen, viceamtmand i Bratsberg amt, Niels Sørensen A. Desuden modtog han af kongen som vederlag for udgifter på den beordrede hollandske rejse en godtgørelse i jordegods af 6.000 dlr.s værdi, og det var ganske i sin orden og med kongens billigelse at han, ligesom så mange fremragende embedsmænd, var med til at fremme nationale handelsforetagender. Salthandelens uheldige skæbne gik ham imidlertid meget nær, og dette i forbindelse med kongens forsøg på ved langtrukne forhandlinger at unddrage sig de lovede flådeudrustninger der var forudsætningen for de betydelige indrømmelser A. havde opnået under sendelsen til Holland, bevirkede at han følte så liden tilfredsstillelse ved sin gerning at den hollandske gesandt le Maire i en skrivelse af 7.9.1666 kunne meddele hjem at tiden nu sikkert var moden til at tilbyde A. en admiralspost i Holland.

Tanken om at genoptage handelen på Ostindien havde ofte været fremme, og A. arbejdede ihærdigt på spørgsmålets realisation, og det skyldtes i væsentlig grad ham at en ekspedition blev udrustet 1668. Da forsøget faldt overmåde heldigt ud og gav løfte om betydelige indtægtskilder for landet oprettedes Det ostindiske kompagni 1670 med ham som selvskreven direktør. Kompagniet havde en nøje tilknytning til flåden der både leverede skibe, udrustning og personel, og A.s gage i marinen reduceredes idet hans fortjeneste som direktør betragtedes som en embedsindtægt. Ved krigens udbrud 1675 fik han overkommandoen over den udrustede flåde og tog i aug. station i Østersøen. Det kom ikke til noget sammenstød med den svenske flåde, stærke storme og sygdom blandt mandskabet hæmmede begge flåders bevægelser. Midt i okt. blev A. selv angrebet af epidemien, men blev i søen og gik imod krigsrådet der ville at flåden af hensyn til den almindelige tilstand og det stormfulde vejr skulle søge til Kbh. Allerede da var han en dødsmærket mand, 2.11. måtte han overgive kommandoen til Niels Juel, og få dage efter døde han. A.s danske tjeneste er præget af et energisk og målbevidst arbejde for at skabe en tidssvarende flåde og gennem fremme af den oversøiske handel at ophjælpe landets finanser og dets anseelse i udlandet. Ved sin overlegne dygtighed og myndige, tillige djærve og hjertevindende personlighed vandt han hurtigt alles tillid, og flådens høje standard ved krigsudbruddet vidner om et intimt samarbejde der tjener såvel ham som de andre admiraler til ære.