Køn Jochum Grabow, 16.8.1594-22.11.1667, admiral. Født i Mecklenburg, død på Sørup, begravet i Vetterslev k. Hvornår G. der tilhører en mecklenburgsk adelsslægt er kommet til Danmark vides ikke, men 1624 fik han bestalling som skibsløjtnant, og n.å. var han chef for fregatten Hummeren der i eskadre under Jens Munk sendtes til Weseren for at forhindre tilførsler til Bremen. Da eskadren om efteråret gik hjem blev G. på stationen vinteren over. Vinteren 1626-27 blokerede han ligeledes Weseren. 1628 blev han skibskaptajn og var 1628-29 chef for orlogsskibet Svanen på Elben. Efter fredsslutningen vedblev han at være til tjeneste og var jævnlig udkommanderet som skibschef. 1637 sendtes han til Rusland for at hjemføre prins Hans' (1583-1602) lig og var 1638-39 chef for en eskadre på Elben og Weseren. 1640 fik han Borreby i Skåne med Jorrestad herred i forlening, 1642 var han chef for en eskadre der konvojerede saltskibe til og fra Spanien, og 1643 fungerede han en tid som Holmens Chef. Under krigen med Sverige deltog han 1644 i slagene ved Listerdyb og på Kolberger Heide hvor han var admiral for 2. eskadre med sit flag hejst i "Lindormen". Han deltog også med sin eskadre 13.10. s.å. i slaget ved Lolland hvor den danske flåde blev slået af svenskerne. G. var da om bord i orlogsskibet Oldenburg der blev entret af fjenden, han sprang over bord, men blev reddet og ført som fange til Wismar. Efter krigen fik han og hans hustru livsbrev på hans forlening imod at give afkald på tilgodehavende pension og andre fordringer på kronen. Atter 1652 var han chef for en eskadre der sendtes til Helsingør i anledning af faren for fjendtligheder fra en engelsk flåde der havde vist sig ved den nordlige indgang til Sundet. I efteråret 1657 var han atter indkaldt til tjeneste og var en kort tid eskadrechef på flåden under Henrik Bielke i Sundet. Han var ejer af Sørup og Ottestrup ved Ringsted.

Familie

Forældre: Vincents G. til Wuticke og Dorte Kruckow. Gift 15.5.1625 med Anne Steensen, født 16.8.1593 på Steensgård, død efter 24.10.1680, d. af Hans S. (1559-94) og Margrethe Basse (1552-1611).

Ikonografi

Fremstillet s.m. Chr. IV på tegn. af Rasmus Christiansen. – Kisteplade (Vetterslev k.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XI, 1894 153; XVIII, 1901 556; XXXVII, 1920 502. Chr. Bruun: Slaget på Kolberger Heide, 1879 42f. H. D. Lind: Kr. IV og hans mænd, 1889 (reproudg. 1974). Samme: Fr. IIIs sømagt, 1896.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig