Herman Bohn

Herman Bohn, Herman Jensen Bohn,  1672-7.6.1743, russisk general. Født i Rønne, død i Reval, begravet i domkirken sst. B. søgte tidligt ingeniøruddannelse i Kbh. og blev 1697 underkonduktør, 1699 sekondløjtnant ved Sjællandske regiment. Med de danske hjælpetropper deltog han 1702 i Østrigs felttog i Italien, og hans dygtighed som korttegner bragte ham her n.å. forfremmelse til generaladjudant-løjtnant; 1705 blev han generalkvartermester-løjtnant. Efter Peter den Stores ønske trådte han 1708 i russisk tjeneste som generalkvartermester, deltog i slaget ved Poltava n.å. og brugtes i underhandlinger med tyrkerne da disse 1711 havde omringet zar Peter og hans hær ved Pruth. B. kom 1716 med russerhæren til Kbh. og søgte ansættelse i Danmark, men da den ikke kom i stand udnævnte zaren ham til generalløjtnant og overdrog ham at føre hæren hjem til Rusland. Efter at hans ægteskab havde ført ham ind i Livlands højeste kredse fik han 1723 sæde i det øverste krigsråd og blev sat i spidsen for de russiske tropper i Livland hvis ridderskab optog ham som medlem. Den følgende vinter underhandlede han på zarens vegne i Danzig med den derhen fordrevne hertug Leopold af Mecklenburg om overdragelse af dette hertugdømme til Rusland men hertugen afviste zarens forslag. Peter den Store døde 1725, og under ordningen af hans ligfærd havde B. et stærkt sammenstød med kejserinde Catharinas mægtige yndling fyrst Ménjikov hvilket dog ikke hindrede at B. s.å. blev ridder af den nystiftede Alexåndr Névskij orden. Med sine tropper deltog han i udgravningen af Ladogakanalen. N.å. beordredes han til at føre krigen mod Persien, men fritoges efter eget ønske herfor og blev stående i Livland hvis midlertidige guvernør han var 1726–27 hvorefter han blev udnævnt til vicepræsident for krigskollegiet i Skt. Petersborg. Han tilkøbte sig 1727–31 ni jordegodser i Estland og tog bolig på Maart ved Reval (Tallinn). Efter året forud at have frabedt sig den ham tiltænkte stilling som overgeneral i Ukraine tog han 1731 sin afsked fra alle sine stillinger, og efter i sit krigerliv at have været med i ti feltslag og til at storme tretten fæstninger så han nu sit fredelige livsmål i at drive have- og skovbrug, kvæg- og fjerkræavl. Grebet af grev Zinzendorfs trosivrige forkyndelse lod han den første estniske bibel 1736–39 trykke i Halle og 1741 udstyre med kobberstik.