Erik Kragh

Erik Kragh,  29.5.1901-20.10.1984, generalmajor. Født i Hedensted. Efter gennemgang af hærens officersskole blev K. premierløjtnant i fodfolket 1922 og kaptajnløjtnant 1932. Han gennemgik generalstabskursus 1930–32 med påfølgende stabstjeneste til han som kaptajn 1935 blev sendt til Paris og gennemgik École Supérieure de Guerre. Derpå fulgte tjeneste som kompagnichef ved 1. regiment og senere i generalstaben i hvis illegale arbejde efter 29.8.1943 K. deltog som stedfortræder og hjælper for oberstløjtnant Erik Møller. Han blev oberstløjtnant og afdelingschef i generalstaben 1945 og var 1946–50 lærer i taktik og troppeføring på generalstabskursus. Baseret på den franske generalstabs-metodik og på omfattende studier af anden verdenskrig blev K. hermed den store fornyer af dansk generalstabstjeneste og taktiske fremgangsmåder efter krigen. Med sit livlige temperament var han en inspirerende lærer der med stor stringens og logik fremlagde og analyserede problemerne, og de fleste tilgav ham gerne en vis sarkasme og utålmodighed over for folk der tænkte langsommere eller opholdt sig for meget ved detaljer. Samtidig var han medlem af civilforsvarsudvalget af 1946 og tilforordnet forsvarskommissionen af 1946. En del af hvad der her blev foreslået fandt K. lidet sagligt, og han begyndte 1950 skribentvirksomhed i dagspressen m.v. Samme år blev han souschef i den nyoprettede forsvarsstab og året efter som oberst sendt til Paris som forbindelsesofficer hos den lige etablerede NATO-chef i Europa, general Eisenhower. Men allerede senere på året blev han kaldt hjem som generalmajor og chef for hærstaben. Fra 1957 til kort før sin afsked i 1966 var han chef for østre landsdelskommando.

Hans foredrags- og skribentvirksomhed tog et stadigt større omfang, og K. var fast tilknyttet Berlingske Tidende 1957–74. Han gjorde en meget betydelig indsats for at oplyse og vejlede offentligheden til forståelse af de fundamentale strategisk-politiske synspunkter som han mente i første række bør ligge til grund for dansk sikkerhedspolitik. For mange kom K. herved til at stå som udtryk for en forbenet militarisme og en ærkereaktionær indstilling, særlig da han under Vietnamkrigen forsvarede næsten alle amerikanernes handlinger. Militærteknisk set var denne vurdering af ham uretfærdig, for selv om han politisk just ikke var "folkelig" var han fagligt moderne og nuanceret i sine synspunkter. Han blev som den første dansker optaget i det ansete Institute for Strategic Studies i London. I 1960 lod K. sig på opfordring fra partiet opstille som konservativ folketingskandidat i Viborg kreds og blev indvalgt i tinget. Her holdt han sig til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske og var medlem af det udenrigspolitiske nævn 1964–71 og af forsvarskommissionen af 1969. Han bidrog til at fastholde de konservative ved et klart forsvarspolitisk standpunkt, i hvert fald til VKR-regeringen blev dannet i 1968 og udhulingen af den bestående forsvarsordning fortsattes som led i de tre partiers sameksistens. Samtidig lagde J. O. Krag med sin "bløde linje" op til konkurrencen med det radikale venstre om den forsvarsreduktion som blev virkeliggjort 1973. Men allerede 1968 havde K. meddelt sin vælgerforening at han ikke ville lade sig genopstille, og 1971 forlod han tinget. Han udmeldte sig af det konservative folkeparti 1973 da det gik med i det firkantede forsvarsforlig. Blandt hans mange publikationer skal nævnes Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik, 1974, som rummer bitre bemærkninger og udtryk for desillusion. Og dog havde uden hans ihærdige oplysningsbestræbelser og ofte hvasse kommentarer dansk forsvarsdebat helt sikkert været fattigere og dansk forsvar sandsynligvis ringere.