Sextus Meyer, Deodatus Fredericus Sextus Meyer, 11.5.1834-2.7.1921, ingeniørofficer, brandchef i Kbh. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). M., hvis fornavn skyldtes opkaldelse efter Frederik VI, bestemtes naturligt for den militære løbebane, også af den grund at moderens kår som enke var meget små. Efter at have gået i skole først i Nyborg og senere i Mariboes realskole i Kbh. kom han 1848 ind på kadetskolen og afgik herfra 1853 som sekondløjtnant i infanteriet. Han kom herefter bl.a. til tjeneste ved befæstningsanlæggene ved Danevirke. 1857-61 gennemgik han den militære højskole og afgik herfra til ingeniørkorpset. Under krigen 1864 var han først ansat ved befæstningsanlæggene ved Danevirke og senere ved forsvaret af Fredericia. 1865 blev han kar. og 1876 virkelig premierløjtnant i ingeniørkorpset, 1872 kaptajn og gjorde som sådan tjeneste som kompagnichef, stabschef ved ingeniørkorpset og chef for 2. ingeniørdirektion. 1884 kom han ind i den gerning hvor han ydede sin betydningsfuldeste indsats, nemlig som brandchef i Kbh. eller som det da kaldtes brandinspektør. Brandvæsenet i Kbh. var 1870 overtaget fra staten og lededes nu ligesom de andre kommunale institutioner af en inspektør. Da denne stilling var blevet ledig ved Carl Schønheyders afgang 1.2.1884 søgte M. den og valgtes af borgerrepræsentationen. Efter at kongen havde stadfæstet valget tiltrådte han 1.5. og trådte samtidig uden for nummer i hæren.

Allerede okt. s.å. indtraf Christiansborg slots brand, og M. blev her sat på en hård prøve. Det andet Christiansborg, der byggedes efter branden 1794 og toges i brug 1828, var ikke bygget stort bedre end det første. Træværk og hulrum, rør og kanaler fandtes snart sagt overalt i slottets vægge og etageadskillelser, og skønt man var klar over slottes brandfarlighed havde man intet gjort for at sikre de store værdier der rummedes i dets indre hvor foruden rigsdagen og den kgl. malerisamling bl.a. højesteret, finanshovedkassen, chatolkassen, kabinetssekretariatet og ordenskapitlet havde til huse. Ilden udbrød i et af rigsdagens stenografværelser i sydfløjen 3.10. kl. ca. halvfem om eftermiddagen - omtrent på samme tid af døgnet og på samme sted i sydfløjen som branden 1794 udbrød - og branden blev hurtigt meget alvorlig, ikke mindst efter at der ved nitiden om aftenen også gik ild i nordfløjen, mulig ved uforsigtighed fra redningsmandskabet. Da man noget efter midnat var herre over ilden var brandskaden ca. 8½ mio. kr. Dagspressens omtale af M. var gennemgående velvillig, dog rettede Dagsavisen et kraftigt angreb på ham og hævdede at han ikke magtede overledelsen, men var konfus. I den heraf følgende pressedebat blev dog dette angrebs uholdbarhed klargjort. Et af de virkningsfuldeste presseindlæg kom fra brygger J. C. Jacobsen der påpegede brandvæsenets utilstrækkelige udrustning og organisation og hævdede at borgmester E. D. Ehlers ikke havde forelagt de forslag til afhjælpning af manglerne, bl.a. om en centralstation ved Nikolaj tårn, som brandinspektøren havde fremsat for borgerrepræsentationen, en oplysning der gav anledning til en livlig debat i borgerrepræsentationen.

Nu var man fra alle sider klar over at der måtte foretages en reorganisation. M. fremsatte flere forslag som dog ændredes noget efter at han i marts 1885 havde været på studierejse til Stettin, Berlin, Breslau og Hamburg og i juni s.å. til London, Bristol, Bruxelles og Amsterdam. Han udarbejdede udførlige beretninger om disse rejser og fremsatte på grundlag af de indhøstede erfaringer nye forslag til omorganiseringen. I febr. 1887 forelagde magistraten et fuldstændigt forslag til brandvæsenets omordning for borgerrepræsentationen. Forslaget behandledes i et fællesudvalg af magistrat og borgerrepræsentation der afgav betænkning i juni 1889, og i juli s.å. vedtoges forslaget med de i betænkningen foreslåede ændringer. Samtidig hermed var M. pâ en afsluttende studierejse til Berlin og Paris. I marts 1890 sanktionerede justitsministeriet det nye regulativ for Kbh.s brandvæsen hvorefter der skulle være seks stationer med fast vagt, officers-korpset udvidedes, og M. krævede for ansættelse heri at man var cand.polyt. og havde gennemgået en løjtnantskole i hæren. Uniformeringen reformeredes, og materiellet skulle bl.a. bestå af fire dampsprøjter, fem mekaniske redningsstiger foruden en række andre køretøjer. M. havde herved indført et nyt princip: større og selvstændigt virkende stationsenheder i stedet for mange svage. Også alarmeringssystemet fornyedes ved ret store brandtelegrafiske anlæg, og på dette område kom tillige telefonen som på dette tidspunkt begyndte at blive anvendt i Kbh. til megen nytte. Det var et meget stort fremskridt der hermed var sket, det havde sikkert været utænkeligt blot ti år tidligere, og det var ubetinget M. der var drivkraften i arbejdet. Det af M. udarbejdede system var godt gennemtænkt, og de ændringer der senere nødvendiggjordes var ikke store. Ved indlemmelserne af omegnskommunerne i Kbh. i begyndelsen af århundredet der omtrent tredoblede arealet voldte det ingen vanskeligheder at bevare systemet i udvidet form. 1892 toges den store nye hovedbrandstation bag rådhuset i brug. 1901 fik man en stor brandstation i Østbanegade til sikring af Frihavnen, 1904 fik man en ny station på Amager og 1907 en i Brønshøj. 1886 havde M. taget sin afsked fra hæren som kar. oberstløjtnant, 1895 fik han fornyet afskedspatent som oberst, og under denne titel er M. i særlig grad kendt af samtid og eftertid. 1898 ændredes M.s titel brandinspektør til branddirektør og 1908 til brandchef.

Det er M.s fortjeneste at han efter en århundredlang udvikling af konstant utilstrækkelighed skabte en løsning så rationelt som det var muligt før bilen; og det er ligeledes hans fortjeneste i Kbh.s brandvæsen gennem forvaltningen af den kbh.ske brandlovs og de dertil knyttede justitsministerielle bekendtgørelsers bestemmelser om forsamlingslokaler, fabrikker, brandfarlige oplag osv. at have skabt et centralsted for brandteknisk indsigt i Danmark som hele landet ikke sjældent har draget nytte af.

Af erfaringerne fra teaterbrandkatastroferne i Wien, Paris og Chicago noget før og lige efter århundredskiftet tog M. anledning til at få gennemført en række nye effektive sikkerhedsbestemmelser for de kbh.ske teatre, som virkede meget tilfredsstillende. Til personalet var forholdet stedse godt selv om dannelsen af brandfolkenes organisation 1898 som den første af kbh.ske tjenestemænd bragte et forbigående modsætningsforhold mellem M. og personalet. Magistraten nægtede at forhandle med organisationen og M. afskedigede formanden. Det var jo kun fem år efter at det var lykkedes at sætte K. M. Klausen og J. Jensen, den senere overpræsident, ind i borgerrepræsentationen som de første socialdemokrater. Støttet af Dansk arbejdsmandsforbund og dets formand M. C. Lyngsie truede imidlertid hele brandmandsskabet med strejke hvis ikke organisationsretten blev anerkendt, og heroverfor faldt borgmester C. K. Øllgaard og M. til føje. M. tog resolut konsekvensen af den nye tingenes tilstand. Han var loyal til det yderste over for organisationen, og lige til hans afgang 1909 var forholdet til den de allerbedste. 1.11.1909 tog M. afsked med korpset og overgav kommandoen til E. Liisberg. Hvor langt udviklingen i M.s tid i virkeligheden strakte sig kan belyses ved at M. nåede at få påbegyndt motoriseringen ved indkøbet af den første personbil 1906. Også i udlandet nød M. betydelig anseelse i faglige kredse; han blev i en periode valgt til præsident for den 1901 stiftede internationale sammenslutning Grand Conseil des Sapeur-Pompiers. Efter sin afgang tilbragte M. en stor del af sin tid med at samle materiale til en fremstilling af Kbh.s brandvæsens historie, et materiale der også er kommet til nytte ved den 1931 ved Kbh.s brandforsikrings 200-års jubilæum udgivne store fremstilling af Kbh.s brandvæsens historie.

Familie

Forældre: afsk. kaptajn i infanteriet, told- og konsumptionsinspektør i Grenå Christian Frederik M. (1785-1836) og Maren Fries (1796-1874). Gift 10.5.1866 i Kbh. (Cit.) med Anna Emilie (Hanne) Levison, født 1.2.1838 i Kbh. (Mos.), død 30.6.1913 på Steensgård, Langeland, d. af grosserer Pinnes L. (1792-1866, gift 2. gang 1854 med Gitta Hertz, 1815-1900) og Sanne Bloch (1812-42).

Udnævnelser

R. 1877. DM. 1892. K2. 1901. K1. 1903.

Ikonografi

Træsnit 1892 efter foto. Posthumt mal. af Knud Sinding (hovedbrandstationen, Kbh.).

Bibliografi

V. E. Tychsen: Fortifikations-etaterne og ingeniørkorpset 1684-1893, 1893. Aftenposten 1.5.1909. Brandvæsenets årsberetn. 1909-10 og 1936-37. C. H. Rørdam: Svundne dage IV. Hofliv hos Chr. IX, 1918 219. Nationaltid. 2.7.1921. A. H. Friis i Brandfare og brandværn, 1921 109. E. Schrøder sst. 1937 84. J. Bækgaard sst. 90. [V. Ipsen:] Brandfolkenes organisation i 25 år, 1923 15 72. Arthur G. Hasse: Kbh.s brandvæsens hist., 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig