• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Meinert van Ham

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Meinert van Ham, Meinrich van Ham, levede 1536, landsknægtoberst, visedigter. v.H. var i 1530'erne og -40'erne en meget søgt landsknægtfører, således 1531-32 i Christian IIs tjeneste i Norge. I de nærmest følgende år deltog han i krige i Vesttyskland, bl.a. 1534 i belejringen af Münster, gendøbernes hovedsæde, men 1535 var han i Holsten og har vistnok med sine landsknægte kæmpet under Johan Rantzau (1492-1565) ved Øksnebjerg s.å. Da Christian III 1536 trådte i forbindelse med hertug Carl af Geldern gjorde en dansk (holstensk) styrke under Breide Rantzau (1502-62) i forbindelse med v.H. og hans landsknægte indfald i Groningen. Angrebet fik vel et uheldigt udfald, men hindrede dog afsejlingen i rette tid af, den nederlandske flåde der skulle bringe undsætning til Kbh. I de følgende år var v.H. dels i dansk, dels i kejserlig tjeneste, 1546 – sidste gang han nævnes – i kejserlig. C. Paludan-Müller giver i "Grevens Feide" nogle prøver på v.H.s visedigtning i hvilken han ofte omtaler sig selv og sine bedrifter.

Bibliografi

Danske mag. 4.r. III, 1871 58-61. – Die historischen Volkslieder der Deutschen, udg. R. v. Liliencron IV, Lpz. 1869. A. Heise: Kr. II i Norge, 1877 32 42.