Monica Wichfeld

Monica Wichfeld, Monica Emily Wichfeld,  12.7.1894-27.2.1945. Født i London, død i Waldheim, Tyskland. W. tilhørte en gammel skotsk-irsk slægt med sæde i Nordirland. Under første verdenskrig traf hun i London Jørgen Wichfeld der var i den danske udenrigstjeneste, og som 1907 havde overtaget stamhuset Engestofte ved Maribo. De blev gift og flyttede efter verdenskrigens afslutning til Danmark. Lensafløsningen medførte imidlertid at det blev for dyrt for parret at opholde sig på Engestofte. Fra 1930 boede de fast i udlandet med årlige besøg i Danmark. Ved udbruddet af anden verdenskrig opholdt W. sig i Italien. Efterhånden blev forholdene der ulidelige for familien, ligesom det også blev meget vanskeligt at opretholde den forretningsmæssige forbindelse til Danmark. W. og hendes mand besluttede sig derfor til 1941 at vende tilbage til Danmark hvor de nu etablerede sig på Engestofte. Familien havde under ophold i Tyskland og Italien i løbet af 1930erne været vidner til nazismens fremmarch. Ikke alene gennem sin nationalitet men også i sind og holdning var W. derfor ved sin ankomst til Danmark stærkt indstillet på at modarbejde den tyske besættelsesmagt i landet. I starten forsøgte W. forgæves at få kontakt med danske kredse der var interesserede i at medvirke til en sådan modstand. Kontakten opnåede hun først i sommeren 1942 da hun fik forbindelse med forfatteren Hilmar Wulff der da flyttede til et mindre hus som hørte til Engestofte. Hilmar Wulff havde forbindelse med den kommunistisk inspirerede tidlige modstandsbevægelse og distribuerede endvidere det illegale blad Frit Danmark. Det varede ikke længe før Frit Danmark mangfoldiggjordes på Engestofte til distribution på Lolland. Endvidere stillede W. snart store midler til rådighed for modstandsarbejdet gennem Hilmar Wulff. W.s illegale arbejde tog til, men hun sørgede omhyggeligt for ikke at inddrage familien i dette arbejde. Helt kunne det dog ikke undgås. Igennem Carl Adam "Bobby" Moltke fik hun i 1943 forbindelse med den engelske faldskærmsorganisation i landet og flere faldskærmsfolk var i perioder skjult på Engestofte. En af disse blev senere taget af tyskerne og røbede forbindelsen til W. Datteren Varinka kaldet "Inkie" blev efterhånden involveret i arbejdet og blev senere attacheret chefen for den engelske faldskærmsorganisation i Danmark Flemming B. Muus som sekretær og giftede sig med denne i 1944. – Engestofte blev modtageplads for våbennedkastninger. W. havde derudover planer om at lade engelske fly nedkaste containere fyldt med våben i søer i nærheden af Engestofte. Den 13.1.1944 blev hele familien på Engestofte imidlertid taget af tyskerne. W.s mand og ene søn blev løsladt, men W. selv blev ført til Dagmarhus og senere Vestre fængsel. Hun benægtede ethvert kendskab til de forhold tyskerne forelagde hende. Den 12.5.1944 stilledes hun for en krigsret der dømte hende til døden som den første kvinde under besættelsen. W. blev opfordret til at søge benådning, men nægtede i første omgang dette. Senere gik hun med til det, og dommen blev ændret til livsvarigt tugthus. Flere inden for humanitære hjælpeorganisationer søgte nu at få de tyske myndigheder til at lade hende forblive i Danmark, men da der ikke var noget tysk tugthus for kvinder i Danmark besluttede disse alligevel at sende W. til Tyskland hvor hun 2.6.1944 overførtes til et tugthus i Cottbus sammen med flere andre danske modstandskvinder bl.a. fra Hvidstengruppen. I forbindelse med den russiske fremmarch blev hun sammen med sine medfanger 2.2.1945 overført til et fængsel i Waldheim. Hun pådrog sig her en lungetuberkulose der sammen med hendes svækkede tilstand medførte døden sandsynligvis den 27.2. s.å. Et senere forsøg på at finde og hjembringe hendes jordiske rester mislykkedes. – W. var en viljestærk personlighed og i besiddelse af et stort personligt mod. Hun nægtede at kende noget til de tyske beskyldninger og i sin benådningsansøgning, som hun på toiletpapir skrev under protest i Vestre fængsel, argumenterer hun meget klart for at tyskerne ingen formel ret har til at dømme hende. De forhold hun blev anklaget for lå før 29. august 1943 hvor almindelig dansk ret var gældende og efter hvilken de nævnte forhold ikke var strafbare. W. skriver selv i et efterladt brev at hun er fatalist, og dette er sikkert en del af forklaringen på at hun kunne tage sin skæbne med en enestående ro og værdighed og lige til det sidste være en støtte for sine medfanger. Hendes virke, initiativ og mod beundredes af mange og gennem sit engelsk-danske tilhørsforhold blev hun et symbol for modstandskampen.