A. v. Kardorff

A. v. Kardorff, Augustin Nicolai Carl v. Kardorff, 22.8.1756-19.1.1820, officer. Født i Rostock, død i Glückstadt, begravet sst. v. K. blev 1774 sekondløjtnant i rytteriet, n.å. ansat ved garden til hest, 1780 premierløjtnant, 1784 sekondritmester, 1787 sekond-, 1789 premiermajor, 1791 (1796) oberstløjtnant, 1798 kommandør for garden til hest. Da han var blevet godsejer i Mecklenburg, trådte han 1802 à la suite med vartpenge og blev 1803 oberst "i Armeen", men meldte sig til tjeneste ved krigsudbruddet 1807 og beordredes efter affæren ved Køge til med et kombineret korps fra Fyn at gå over til Sjælland. Imidlertid kapitulerede Kbh., og v. K. besatte Lolland-Falster hvorfra han vinteren 1807–08 med en brigade gik over til det sydlige Sjælland og derefter deltog i afvæbningen af spanske regimenter. 1809 udnævntes han til generalmajor à la suite (ane. 1808) og fik i de nærmest følgende år overdraget flere betydelige militære hverv. – Vinteren 1812–13 rejste han med kongens tilladelse til Tyskland hvor han, navnlig i Berlin så resterne af Napoleons hære på tilbagetoget. Fra sin kommandopost på Falster berettede han i april 1813 til kongen om sine iagttagelser, samtidig med at han til generaladjudant Frantz Bülow uden tilbageholdenhed udtalte forvisningen om at Napoleons nederlag ville få tungtvejende følger for Danmark. I nov. s.å. tilrådede han åbent og indtrængende kongen at opgive tilslutningen til Napoleon, ved sydgrænsen at samle den størst mulige hær og på baggrund af en fast stilling og holdning indlede forhandlinger med de allierede. Men det burde ske meget snart; thi om få måneder ville det måske være for sent og Danmarks skæbne "decideret". – Kongen havde lige fra ungdommen nøje kendt v. K. og satte ham overordentlig højt: "Han er en sjælden duelig Kavalleriofficer" (1808), "Han er ustridigen vor første Kavallerigeneral" (1813). Hans bedømmelse af den samlede militære og politiske stilling på dette betydningsfulde tidspunkt viser at han som personlighed, politiker og soldat var over det almindelige; men hans indflydelse var ikke betydelig nok til at hans råd fik praktiske følger. Jan. 1814 fik han som generalløjtnant overkommandoen på Sjælland og senere s.å. kommandoen over det korps Danmark havde forpligtet sig til at anvende mod Napoleon. – Kammerherre 1792.

v. K.s bror, Ulrik Augustin v. Kardorff (1748–1816) blev sekondløjtnant 1766, premierløjtnant 1772, kar. kaptajn 1784, major 1790, oberstløjtnant 1803, kar. oberst 1808, afgik 1810. Han udviste under juleaftensfejden 1771, da den opløste fodgarde gjorde mytteri, en så respektstridig optræden mod sine foresatte at han idømtes fæstningsarrest, men blev løsladt og forfremmet en uge efter kuppet mod J. F. Struensee. Ifølge Dorothea Biehl, hvis kilder er L. v. Köller-Banner skulle sagen mod v. K. have medvirket afgørende til Köller-Banners beslutning om aktionen 17.1.1772 (jf. C. D. Biehl: Interiører fra Kong Christian VIIs Hof, udg. L. Bobé, 1919 1810).