Aage Højland Christensen

Aage Højland Christensen, 8.5.1902-10.8.1961, officer. Født i Ålestrup, døbt i Hvam, Viborg amt, død på Århus kommunehospital, begravet Ordrup kdg. 1924 blev H. C. efter gennemgang af hærens officersskole premierløjtnant i artilleriet og 1952 kaptajnløjtnant. Efter generalstabsuddannelse forrettede han foruden i sit eget våben tjeneste i divisionsstab og i krigsministeriet. Udnævnt til kaptajn 1937 var han i begyndelsen af besættelsen batterichef afvekslende med tjeneste i ministeriet. Skønt han efter begivenhederne den 29.8.1943 forholdt sig noget kritisk overfor general Ebbe Gørtz og dennes såkaldte "lille generalstab" var det gennem H. C, der havde forbindelse til enkelte civile modstandsledere, at det skelsættende møde mellem Gørtz og Frode Jakobsen i december 1943 blev arrangeret, og H. C. blev hærens repræsentant i det såkaldte M-udvalg der under frihedsrådet tog sig af militær organisation og uddannelse. Han arbejdede her stærkt på at få flest mulige befalingsmænd integreret i det allerede igangværende civilt ledede modstandsarbejde og kom herved i modstrid med den lille stab der – som han opfattede det -ønskede selv at have kontrollen. I februar 1944 blev han udskiftet som forbindelsesmand hvilket førte til en alvorlig krise mellem de civile ledere og den lille stab. Kun efter henstilling fra H. C. selv forlod man dog en tanke om helt at bryde samarbejdet med hærledelsen og i stedet henvende sig direkte til de officerer man havde brug for. Efter en tid som en meget effektiv rejseinstruktor for "Ringen" blev H. C. i oktober 1944 leder af region III i Sønderjylland da modstandsbevægelsen her måtte bygges op for tredje gang. Det lykkedes særdeles godt for ham og han holdt stillingen til og med befrielsen og hvad dermed fulgte af grænsekontrol m.v. Han var medlem af "Ringen"s hovedbestyrelse og af frihedsbevægelsens samråd.

Udnævnt til oberstløjtnant 1945 og oberst 1952 var H. C. bl.a. chef for artilleriets befalingsmandsskoler, jyske luftværnsregiment og sjællandske artilleriregiment. 1958 blev han generalmajor og var chef for region VI og kommandant i København til 1960, da han blev chef for vestre landsdelskommando i hvilken stilling han døde efter få dages sygdom. Inden da var han – især i forbindelse med general Viggo Hjalfs sagsanlæg mod Land og Folk – blevet draget stærkt ind i den offentlige debat om hærledelsens forhold under besættelsen. Bl.a. søgte Hjalfs modpart -forgæves – at få retten til at behandle fremførte påstande om at man skulle have beordret H. C. likvideret i 1944 pga. illoyalitet og kompetenceoverskridelser. En senere auditørundersøgelse fastslog at der ikke havde eksisteret sådanne planer. – Med sin selvbevidste og stærke personlighed havde H. C. ikke altid let ved at indordne sig. Sin stærkt nationale pligtfølelse forbandt han med et for officerer mere utraditionelt samfundssyn og evnede bedre end så mange kolleger at vinde agtelse og tillid i vide kredse. Hans store indsats i modstandskampen lå udpræget i marken