C. F. G. du Plat, Christian (Friederich) Glode (Claude, Clode) du Plat, 11.12.1770-28.8.1841, officer, militær pædagog. Født i Aumund, Lessum Pfarrei ved Bremen, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Efter studium ved Carolineum i Osnabruck og ved den hannoveranske artilleriskole trådte du P. 1789 sammen med broderen Johann Heinrich Christian (1769-1852) i dansk tjeneste, blev sekondløjtnant II i artilleriet, 1791 sekondløjtnant I (ancienn. 1789), blev n.å. lærer for artillerikadetterne, 1794 kar., n.å. virkelig premierløjtnant. 1798 og 1799 oprettedes i Rendsborg og Kbh. institutter for avantagører og frikorporaler m. fl., og du P. blev forstander og førstelærer for instituttet i Kbh. – fra 1805 Danske militærinstitut. 1800 blev han aide-generalkvartermester og adjunkt hos kronprinsen, sattes 1802 à la suite i artilleriet, blev kar. kaptajn, 1805 generalkvarter-mesterløjtnant og medlem af en kommission om undervisningsplan for samtlige militære undervisningsanstalter. Ved generalstabens oprettelse 1808 blev han overkvartermester (major) i denne, 1810 tillige kommandør for landkadetkompagniet og ved sammensmeltningen fra 1812 af de to institutter med dette kompagni kommandør for landkadetkorpset og oberstløjtnant. Samtidig havde han været brugt i stabstjeneste i ind- og udland og haft en større kommando på Sjælland. 1817 blev han oberst. – I mere end en menneskealder var du P. lærer for vordende officerer, deraf mere end tyve år en interesseret og meget dygtig forstander for vor største og i flere henseender fortrinlige militære læreanstalt, og flertallet af de ældre officerer 1848-50 og 1864 havde stået under ham og hans hårde disciplin. Han kunne vise rørende omhu for fattige, flittige elever, men han var i almindelighed lunefuld og partisk og begunstigede sønner af fornemme slægter. Efter afgangseksamen 1830 udnævntes han 1831 til chef for korpset, og den senere general C. F. Hansen blev undervisningsdirektør; men to måneder senere, efter en stille undersøgelse, toges du P.s udnævnelse tilbage; han afskedigedes efter ansøgning i nåde med fuld gage og sattes foreløbig à la suite, du P. var derefter kommandant i Kastellet til sin død. 1838 fik han generalmajors karakter. Hans afgang vakte megen opsigt. Ifølge flere omtrent ens beretninger skal årsagen have været at du P. for at glæde sin gamle konge havde været for virksom med at skaffe kongesønnen grev Dannemand en fin afgangseksamen og æressablen. I Steffens' "Journal for Militaire" I–III. 1801-02, findes et udkast af du P. til en felttjenesteinstruktion for rytteriet, i IV (1802) en afhandling om føreres forhold i felten. – Kammerherre 1817.

Familie

Forældre: overdigeinspektør Peter Joseph du P. (1728-82) og Anna Dorothea Feind (1728-1811). Gift 27.2.1795 i Kbh. (Cit.) med Christine Schiøtt, født 17.2.1777 i Kbh. (Nic), død 31.3.1842 sst. (Garn.), d. af kammerråd, kasserer ved den alm. enkekasse Frederik (Friederich) S. (ca. 1748-1801) og Dorothea Mandix (ca. 1748-1809).

Udnævnelser

R. 1809. DM. 1812. K. 1826.

Bibliografi

Medd. fra krigsarkiverne I-V, 1883-92. – Helmuth v. Moltke: Zur Lebensgesch., Berlin 1892 = Gesammelte Schr. und Denkwurdigkeiten I. [C. F. Frisenberg:] Fra krigen 1807-14, 1894 13f 16 19 22-29. Chr. Fr. Holten: Erindr., 1899 31 f 44 47. S. C. Barth: Livserindr., 1900 især 116-19. Generalstaben 1808-1908, 1908. Ernst Bodenhoff: Svundne tider, 1912 90 92. Samme: Hofliv under trende konger, 1913 11. Samme: Den gamle general, 1914 32f. H. H. van Aller i Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s III, Lpz. 1915 100f. J. N. v. Fürsen-Bachmann sst. V, 1917. Jacob Ræder: Barndoms- og ungdomserindr., 1912 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XVI. V. Krohn i Kastellet XIX, 1929 nr. 10-12; XX, 1930 nr. 13-4 6-11; XXI, 1931 nr. I 3-4 7 9 12; XXII, 1932 nr. 3 5 8-11; XXIII, 1933 nr. I.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig