Cai Hegermann-Lindencrone (officer)

Cai Hegermann-Lindencrone, Cai Ditlev (Detlev) Hegermann-Lindencrone, 17.5.1807-22.12.1893, officer. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Garn.). H.-L. blev 1816 volontør, 1819 virkelig kadet, fik 1822 sekondløjtnants anciennitet, blev som pagekadet 1823 sekondløjtnant à la suite i fodfolket, men kom først 1828 i virkeligt sekondløjtnantsnummer. 1830 blev han forsat til rytteriet hvori han herefter forblev og gennemgik de forskellige uddannelsesskoler. 1833 blev han kar. premierløjtnant, 1838 sekondritmester, 1842 ritmester II. Ved krigsudbruddet 1848 udstedte han opfordring til reservemandskabet af sin afdeling om frivilligt møde og opstillede herved en reserveeskadron hvormed han fra slutningen af april deltog i felttoget. 1849 var han først ved Olaf Ryes korps, dernæst i Fredericia, 1850 ved 2. division og anvendtes særlig til forposttjenesten. 1849 fik han majors karakter og anciennitet, blev n.å. kar. oberstløjtnant, 1857 kar. oberst. – De første 50 år af H.-L.s liv frembyder intet usædvanligt. Han var avanceret jævnt godt og havde i treårskrigen været en rask, foretagsom eskadronchef. Generalkommandoen føjer til anerkendelsen af H.-L.s dygtighed at han med mange fortrinlige egenskaber forener "en meget mild og bøjelig Karakter" og er meget overbærende mod undergivne.

Marts 1858 blev generaladjudanten og chef for adjudantstaben ganske uformodet afskediget fra disse stillinger og H.-L. der kun godt et år havde været kar. oberst, udnævnt til generalmajor og generaladjudant m.m. Det hed sig at grevinde Danner længe havde ønsket dette og heri støttedes af sin politiske fortrolige, gehejmeråd L. N. Scheele. S.å. beordredes han til en troppesamling i Sverige, men i virkeligheden for at søge at formilde den svenske kronprins der havde taget stærkt anstød af en indiskretion af kammerherre Carl Berling, grevindens ven. Efter at H.-L. til almindelig tilfredshed havde ordnet denne sag søgte han at formå Berling til at trække sig tilbage fra hoffet, og da dette ikke alene mislykkedes, men endog pådrog ham kongens vrede, indgav han ansøgning om afgang som generaladjudant der bevilgedes i okt. 1859 blot ved en kgl. resolution. Herimod protesterede krigsminister Carl Lundbye; han indgav afskedsbegæring, og kort efter trådte hele ministeriet tilbage. H.-L. fik n.å. en brigade og blev medlem af en kommission under prins Christians forsæde der bl.a. foreslog at det forholdsvis talstærke rytteri yderligere burde udvides. 1862–66 var H. formand for stutterikommissionen. H.-L.s optræden i den Berlingske affære skaffede ham en del popularitet og 1861–64 mandat til folketinget, valgt af højre (Kbh.s 6. kreds). Straks efter tronskiftet 1863 blev han chef og generalinspektør for rytteriet, fik generalløjtnants karakter og blev atter generaladjudant m.m. Som Christian IXs udsending til Rusland for at notificere tronskiftet havde han politiske samtaler med zar Alexander II og udenrigsministeren, og efter sin hjemkomst benyttedes han meget af kongen ved overvejelser og forhandlinger af politisk natur, herunder ministerskifte hvorved han selv var på tale som konseilspræsident eller som krigs- og marineminister. I dec. 1863 udnævntes han til chef for 4. division (rytteri) af den mobiliserede hær, men vedblev som generaladjudant, og en måned senere fik han generalløjtnants anciennitet. Krigsminister Lundbye påtænkte at foreslå ham til overgeneral hvis Christian de Meza ikke ville eller kunne overtage stillingen. Om H.-L. kan have ønsket dette og anset sig for egnet vides ikke, men hans forhold til de Meza var loyalt til det yderste, og han var den eneste hvem de Meza viste fuld fortrolighed. – I krigsrådet bag Dannevirke 4.2. stemte H.-L. ubetinget for frivillig opgivelse af stillingen og fremsatte sit syn på forholdene i overensstemmelse med hvad han forud havde udtalt til konseilspræsident D. G. Monrad og formentlig også til kongen. Mens hærens hovedstyrke forsvarede Dybbøl -Als, skulle 4. division efter evne beskytte Jylland, langsomt vige for fjenden så meget forholdene gjorde det nødvendigt – eventuelt gå tilbage over Limfjorden. Divisionen gik hurtigst muligt helt tilbage til Kolding og efter en fægtning med østrigerne ved Vejle 8.3. og en kort standsning ved Skanderborg hurtigst tilbage til Mors hvor den forblev, indtil den 3.4. efter ordre rykkede frem til egnen mellem Skanderborg og Silkeborg. Da fjenden 22.4. nærmede sig divisionen gik denne atter tilbage over Limfjorden. Efter at være forøget med betydelige infanteristyrker indledte divisionen den anden uge af maj en ny fremrykning der dog standsedes af våbenstilstanden, og efter dennes udløb overførtes hele den jyske styrke til Fyn. Overalt i landet havde divisionens forhold vakt stærkt misnøje og fremkaldte megen og ikke überettiget kritik både da og senere. Til H.-L.s forsvar må tjene at han ikke forud havde haft lejlighed til at lede et af alle våben sammensat korps, og at han ikke havde haft den rette støtte af sine chefer. For en ansvarhavende chef i krig er "en mild og bøjelig Karakter" højst ulykkelig; H.-L. har i denne periode været for eftergivende, har ikke sat sin vilje igennem over for mindre virkelystne undergivne.

1865 udnævntes H.-L. til kommanderende general på Sjælland m.m. og fratrådte sine andre stillinger. Ved behandlingen af hærloven 1867 kritiserede han forslagene, navnlig indskrænkningen af rytteriet, og kort efter at loven var vedtaget afskediges han kun 60 år gammel fra sin stilling, pensioneredes og sattes à la suite. Han stod vedblivende højt i gunst hos kongen der havde holdt på ham til det sidste. Efter at have stået à la suite indtil 1878 afskediges han efter ansøgning, på grund af alder. I de følgende år udarbejdede han et militærpolitisk skrift Om Krigsaaret 1864 og dets Indflydelse paa vort Hærvæsen, der fremkaldte en meget virkningsfuld imødegåelse fra Monrad hvilket gav anledning til et nyt skrift fra H.-L. Alle tre skrifter yder udover det rent polemiske adskillige betydningsfulde bidrag til tidens politiske og militære historie. Kammerjunker 1828. Kammerherre 1858. – En søn, Johan Frederik (Fritz) Hegermann-Lindencrone, født 17.12.1840, død 23.7.1938, blev 1859 sekondløjtnant, gennemgik kavaleriskolen i Saumur og deltog som adjudant i krigen 1864. 1867 blev han premierløjtnant og 1878 ritmester. 1882–85 var han adjudant hos kongen, blev 1885 oberstløjtnant og chef for garderhusarerne, oberst 1892, generalmajor 1903 og til 1909 generalinspektør, hvorefter han stilledes til rådighed for 1. generalkommando. Afsked 1910. Kammerherre 1885.