Carl Lundbye, Christen Carl Lundbye, 12.4.1812-2.1.1873, officer, krigsminister. Født i Brundby på Samso, død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). L. blev 1821 volontør ved artillerikadetinstituttet, n.å. kandidat, 1826 stykjunker, 1830 sekondløjtnant (anc. 1826). 1830-34 gennemgik han den militære højskole, blev 1834 kar., 1838 virkelig premierløjtnant og fik 1841 reserveret kaptajns anciennitet. 1837-42 var han skoleofficer og lærer ved landkadetkorpset. 1844 ansattes han som konstruktør ved artilleriet og blev kaptajn II (anc. 1841), 1850 kaptajn I, og efter først at have været adjungeret direktøren for armeens materiel afløste han 1854 denne, blev kar. major og fik 1856 majors anciennitet. Da M. Lüttichau s.å. ikke kunne få gennemført forøgede bevillinger til hæren og Kbh.s søbefæstning og gik af som krigsminister overtog L. først midlertidigt, kort efter fast, denne stilling og blev oberstløjtnant à la suite i generalstaben. 1858 fremsatte han et på oberst H. N. Thestrups plan bygget forslag om en ændret hærorganisation og om fæstningsanlæg på halvøen og ved Kbh. Forslagene modtoges til at begynde med med megen velvilje i rigsrådet, både for formen og indholdet, men stemningen vendte sig, til dels fordi infanteriofficerer, bl.a. i dagspressen, skarpt vendte sig mod forslagene der ville give de "videnskabelige" våbens officerskorps for meget, infanteriets for lidt. Det lykkedes L. at få bevillingen til søbefæstningen vedtaget, men alt det øvrige blev af forskellige grunde uafgjort. Sammen med det øvrige ministerium trådte han, der i forvejen havde haft en skarp konflikt med kongen om et personelt spørgsmål, 1859 tilbage og overtog 1861 efter eget ønske forretningerne som stabschef ved artilleriet, men forblev til rådighed for generalstaben. - Aug. 1863 afløste L. Thestrup som krigsminister og gik ind til den af Thestrup gennemførte ordning med dublering af afdelingerne ved mobilisering med udstrakt anvendelse af reservebefalingsmænd. Det var på et såre vanskeligt tidspunkt L. gik ind til den meget krævende gerning som krigsminister ved en til en virkelig krig mod en overlegen modstander meget mangelfuld hær, og han savnede meget væsentlige forudsætninger for at udfylde stillingen. Han var en brav, velvillig, human mand; inden for det snævre artilleristiske område kundskabsrig, en "lærd" artillerist; men han savnede taktisk uddannelse, var uden virkelig krigserfaring, usikker i vurdering af de militære situationer, uden evne til at vinde mænd for sig, endnu mindre til at gøre sin vilje gældende over for dem; "et Menneske uden egentlig Varme og Kraft"; der var, som D. G. Monrad udtrykte det, ingen "Ministerdjævel" i ham. Det kan bebrejdes ham at han ligesom Thestrup før ham, samtidig med at de fremhævede hærens svage sider, dog så ret lyst på forholdene, og ikke virkede tilstrækkeligt afsvalende på det samlede ministerium, og endnu i sept. 1863 tegnede L. et forholdsvis lyst billede af hærens styrke ved mobilisering. At krigsudbruddet kom før han forudså det kan ikke lægges ham alene til last. Hans vrede over at Chr. de Meza havde "omgaaet" ham ved ikke straks at melde om den 4.2. tagne beslutning er forståelig, og hans kritik af anordningerne for og gennemførelsen af tilbagetoget var berettiget. Det må derimod bebrejdes ham at han vaklede i sit skøn om Dybbølstillingens styrke, at han snart svækkede, snart forstærkede Cai Hegermann-Lindencrones korps, og at han ikke kunne eller ikke ville indse omfanget af hærens uhyre svækkelse ved Dybbølnederlaget 18.4. - L. så mest på nødvendigheden af at samle den størst mulige styrke til forsvar af Fyn og Jylland, og styrken på Als blev ikke skåret ned under det forsvarlige. Skylden for at Als faldt så uventet og let i fjendens hænder må lægges på andre skuldre. Allerede i marts overvejede Monrad at finde en afløser for L., men først midt i maj formåede han C. E. Reich til at overtage posten. Da var L.s i forvejen ikke stærke konstitution brudt sammen under arbejdsbyrden og det uhyre ansvar, og han afgik samtidig fra hæren. Hans sidste år hengik i en åndelig sløvhedstilstand der hindrede ham i alt arbejde.

Familie

Forældre: stabskaptajn, senere kar. oberst Joachim Theodor L. (1778-1841) og Cathrine (Trine) Bonnevie (1792-1863). Gift 1. gang 17.6.1844 i Kbh. (Garn.) med Louise Wilhelmine Christiane Lundbye, født 10.12.1818 i Kbh. (Garn.), død 20.5.1845 sst. (Garn.), d. af kar. kaptajn, senere kar. major, toldinspektør i Rudkøbing Hans Christian L. (1782-1843, gift 2. gang 1830 med Lucie Emerentze Schmidt, 1792-1851 (ægteskabet opløst), gift 3. gang 1838 med Frederikke Wilhelmine (Louise) Klerke, 1813-54) og Eva Emilie Holtzhäuser (1776-1828). Gift 2. gang 16.11.1849 på Frbg. (Garn.) med Emilie Cathrine Bierre, født 1.1.1825 i Kbh. (Helligg.), død 2.8.1924 på Frbg., d. af brygger Johannes Nicolai B. (1799-1867) og Mette Marie Weile (ca. 1801-89).-Bror til J. Th. L.

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1854. K. 1857.

Ikonografi

Tegn. af J. Th. Lundbye (St. mus.), efter denne zinkætsning udført af kunstneren selv, 1838. Mal. af samme, 1840. Buste af O. Th. Thielemann udst. 1859. Træsnit 1873 efter tegn. af H. Olrik. Foto.

Bibliografi

Danske mag. 6.r.II, 1914 152-81 (C. E. Reichs dagbog 1864). A. F. Krieger: Dagbøger I-III. 1920-21. General de Mezas krigsdagbøger, udg. K. C. Rockstroh, 1928. Statsrådets forhandl, om Danm.s udenrigspolitik 1863-79, udg. Aage Friis, 1936. - Tidsskr. for krigsvæsen II, 1856 189-98; IV, 1858 229-38; V, 1859 416-24; VIII, 1862 3-51. III. tid. 12.1.1873. Den dansk-tyske krig 1864, udg. Generalstaben I-III, 1890-92. Generalstaben 1808-1908, 1908. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 21. E. Bodenhoff: Den gamle general, 1914 116-18 134. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916 (reproudg. 1973). K. C. Rockstroh: General de Meza og Dannevirkes rømning, 1930 55f 69-72 76-80 o.fl.st. Jens Johansen: 4. division i Nørrejylland 1864, 1936 98f 182f 230f 235f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig