Christian Schrøder, Christian Frederik (Friderich) Napoleon Schrøder, 15.10.1814-21.9.1899, officer. Født i Slagelse, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Efter ansættelse på et herredskontor var S. 1831–35 landkadet, men endnu et år derefter sekondløjtnant à la suite, répètent og page, siden tjeneste ved infanteriet, til han 1838–42 gennemgik højskolen. 1842 blev han premierløjtnant i ingeniørkorpset og forrettede indtil krigsudbruddet 1848 dels troppetjeneste i Rendsborg, dels bygnings- vejtjeneste. Som ansat ved feltingeniørdetachementerne 1849–50 deltog han i en for ingeniørofficerer usædvanlig udstrækning i krigsoperationerne, bl.a. Fredericias forsvar 1849, udfaldet 22.5. og 6.7. og ved Helligbæk og Frederiksstad 1850 hvor hans virksomhed i nært samarbejde med Hans Helgesen medførte skarpe stridigheder med hans faglige foresatte, men var af megen betydning for forsvaret. 1847 var han blevet kaptajn II, 1849 kaptajn I. 1852–63 -fra 1860 som kar. major – var han dirigerende ingeniørofficer i Slesvig, og ved Danevirkestillingens befæstning 1861 fik han overdraget anlæggene i centrum der dog ikke blev gennemført efter hans forslag. Han deltog i krigsrådet 4.2. og stemte for stillingens opgivelse. Som kommanderende ingeniørofficer på Als rekognoscerede han 1.4. betingelserne for at hævde forsvaret af det nordlige Als mod fjendtligt overgangsforsøg og afgav s.d. en rapport hvori han påviste muligheden af overgang ganske i lighed med hvad der skete sydligere 29.6.1865 blev han virkelig major, 1867 oberst og chef for 2. ingeniørbataljon.

1865–69 ledede han nyanlæggene og forstærkningerne af Kbh.s søbefæstning og 1867–70 med stor dygtighed de omfattende forsøg med søminer der førte til loven af 1870 om oprettelse af søminetjenesten ved hæren, var indtil 1878 chef for denne tjeneste og derefter medlem af den under marineministeriet oprettede søminekommission. 1867–70 og atter 1877–80 var han chef for en ingeniørdirektion. 1880 afskedigedes han på grund af alder, men beholdt endnu nogle år bestyrelsen af bygningsvæsenet under enkelte af statens militære virksomheder.

Familie

Forældre: afskediget premierløjtnant, kar. kaptajn, landinspektør, kammerråd Frederik (Friderich) Carl Gram S. (1799–1853) og Anna Maria Margaretha Kihl (1780–1861). -9.8.1851 med Julie Frederikke Marie Lund, født 6.11.1828 i Kbh. (Frue), død 29.1.1913 sst., d. af sadelmagerfrimester Peter Andreas L. (ca. 1798–1840) og Cathrine Marie Günther (1801–49). -Far til Frits S.

Udnævnelser

R. 1854. DM. 1860. K.2 1871. K.1 1878.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben II-III, 1873–87. Den dansk-tyske krig 1864, udg. samme I-III, 1890–92. V. E. Tychsen: Fortifikations-etaterne og ingeniørkorpset 1684–1893, 1893. A. F. Krieger: Dagbøger III, 1921; VI, 1925.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig