Christian de Meza

Christian de Meza, Christian Julius de Meza, 14.1.1792-16.9.1865, officer. Christian de Meza var 1802-04 elev i opdragelsesanstalten Bernstorffsminde, blev 1803 indskrevet som artillerivolontør, fulgte fra n.å. undervisningen for disse og blev 1806 virkelig kadet. Som stykjunker forrettede han 1807 tjeneste på Kbh.s volde, blev sekondløjtnant II 1808 og var afvekslende ved studierne og til praktisk tjeneste til han 1810 aflagde officerseksamen, herefter kom han til tjeneste i Frederiksværkegnen under sin tilkommende svigerfar. 1811 blev Christian de Meza lærer for artillerikadetterne i historie og geografi og fik tilladelse til at gennemgå kursus for ansættelse i generalstaben, udnævntes 1813 til adjoint ved denne, men sattes ved reduktionen 1816 tilbage til artilleriet hvad han betragtede som en ydmygelse. Han kastede sig herefter med iver over sine yndlingsstudier, levende sprog og matematik, blev lærer for kadetterne i tysk og fransk og fik 1825 rejsetilladelse og stipendium til studier i udlandet. Rejsen varede omtrent to år og 1830 blev han docent i tysk og fransk i højskolens fællesklasse, og blev 1834 docent i fransk i den særlige generalstabsafdeling. Han lagde særdeles vægt på korrekt udtale af de fremmede sprog og på behandlingen af modersmålet men var ikke afholdt af eleverne som han irriterede med hånlig behandling hvis de mødte utilstrækkelig forberedt. 1837 opholdt han sig længere tid i Paris for at få trykt et stort udtaleleksikon i fransk, hvad der dog mislykkedes, 1821 var han blevet kaptajn, fik 1837 forbeholdt majors anciennitet, blev 1840 kar., 1842 virkelig major, men samtidig forbigået af flere yngre, ikke særlig fremragende kammerater og fratrådte n.å. som lærer efter at han i en lang årrække dels havde været til rådighed for skolerne alene, dels også til praktisk tjeneste.

1844 blev Christian de Meza forbigået til oberstløjtnant, noget i artilleriet næsten uhørt, og ansøgte straks i lidet underdanige udtryk om afsked med pension og oberstløjtnants karakter, men fik afslag. Forbigåelsen skyldtes at hans udførelse af den praktiske tjeneste ikke altid var dadelfri; han havde gentagne gange søgt bort fra våbnet og gik op i udentjenstlige interesser, og hans tiltagende excentricitet i flere retninger påkaldte smilet hos de unge officerer og irriterede de ældre. En meget kendt officer fortæller om ham nærmest ved denne tid: han var middelhøj, spinkel af bygning, havde fine ansigtstræk og et behageligt smil, under den højt optårnede krusede hårvækst lyste smukke blå øjne, og intet hos ham mindede om den jødiske typus som den findes i Nordeuropa; skønt hans manierthed kunne nærme sig det ridicule var han med sin sikre optræden, sine sjældne sprogkundskaber stedse en distingveret personlighed. I sin påklædning var han yderst soigneret, bar stedse kreppede, fremskudte manchetter og var altid i snittet af sin dragt afvigende fra den gængse mode. Hans skræk for fugtige gulve og træk er vel bekendt. Før krigen 1848 erklærede regimentet at han næppe kunne holde i et felttog. Hans stabschef 1849 siger derimod at hans konstitution sikkerlig er stærkere end de fleste menneskers. Hans fordøjelsesfunktioner var ham et dagligt studium. Han var lidenskabelig elsker af musik, sad daglig i timer ved klaveret, sang og spillede til dette og til guitar. For teater og æstetik interesserede han sig meget. Han var en forstandig økonom; husets venner og hans elever var velkomne - til musikalsk underholdning, åndrig samtale og frugal beværtning.

Ved de første efterretninger om den slesvig-holstenske rejsning 1848 anmodede Christian de Meza om at blive udkommanderet; han udnævntes til ledende artilleriofficer ved hovedkvarteret, og i kampene i dette år viste han feltsoldatens vigtigste egenskaber; uforlignelig koldblodighed, fysisk og moralsk mod, overblik over fægtningsforhold og beslutningsdygtighed. Han erhvervede sig overkommandoens og general C.F. Hansens særdeles anerkendelse for duelighed og aktivitet, og juni s.å. udnævntes han til oberstløjtnant og efter Hansens overtagelse af krigsministeriet s.å. til kar. oberst i artilleriet og kommandør for en infanteribrigade. Den overraskelse dette sidste fremkaldte tabte sig efter hans deltagelse i fægtningerne ved Sundeved i april 1849; han blev straks efter kar. generalmajor og chef for Alskorpset. Ved Fredericia s.å. førte han brigade og blev ved sit mod, sin koldblodighed, til hest i forreste træfning, med ét slag kendt overalt i hæren og beundret uden for denne. Han udnævntes til virkelig generalmajor og kommanderede på Als, til han i dec. blev chef for artilleribrigaden. Som emne til overkommandoen 1850 havde krigsministeriet tænkt på Christian de Meza; men denne havde om foråret gennemgået en alvorlig operation og stilledes til rådighed for hovedkvarteret. Ved F.A. Schleppegrells fald ved Isted overtog han på stående fod og under meget vanskelige forhold kommandoen over dennes division og ledede det videre angreb. Ved fredsslutningen overtog han atter artilleribrigaden og blev senere generalinspektør over artilleriet. Han var formand i den afsluttende befæstningskommission 1855-57 der bl.a. foreslog en stilling bag Danevirke til "hovedfrontalforsvaret", men fremhævede at i hårde vintre tabte denne en væsentlig del af sin styrke. 1858 blev han kommanderende general i Flensborg. Som helstatsmand søgte han at virke forsonende i grænselandet, men pådrog sig skarp kritik fra ultranationalliberal side skønt hans stærkt patriotiske sindelag var almindelig kendt.

Nov. 1863 blev han kommanderende general i Kbh. og ved juletid udnævntes han til overgeneral over den mobiliserede hær og kort efter nytår overtog han kommandoen. Hans valg var ønsket både af kongen, hæren og ham selv, og det var velset i offentligheden, men næppe heldigt. Efter sin sædvane fra fredsårene gav han sig ikke meget af med de daglige forretninger og overlod alt for meget til stabschefen, holdt sig tilbagetrukket, og selv over for stabschefen udlod han sig ikke om sine hensigter. Hvorvidt en beslutning om ved en afgørende situations indtræden at forlade stillingen er nået til modenhed hos ham før krigsrådet vides ikke. Efter et kort inspektionsridt om formiddagen 4.2. vendte Christian de Meza tilbage til hovedkvarteret uden at have vekslet ord med cheferne, men stabschefen H. Kauffmann der var tilhænger af tilbagetog beordrede disse til møde i hovedkvarteret kl. seks eftermiddag, Christian de Meza gav overblik over samtlige forhold af betydning for afgørelsen og begærede udtalelser for eller imod stillingens overgivelse, idet han herefter lod Kauffmann deltage i diskussionerne på stabens vegne. Dog skal han, da general P.F. Steinmann stærkt fremhævede hvad der af politiske grunde talte mod frivilligt tilbagetog have sagt: "Ja, naar der ikke er Enstemmighed for Opgivelsen, saa bliver vi her". Enstemmighed opnåedes imidlertid - bortset fra M. Lüttichaus vægring mod fuld tilslutning. Ansvaret tog og hævdede Christian de Meza for sig alene til sin sidste stund. Anordningerne for og ledelsen af afmarchen overlod han til staben og kørte til Flensburg hvor han havde en samtale med konsejlspræsident D.G. Monrad der ikke indvendte noget mod Danevirkes opgivelse; men et par dage efter kaldtes han og Kauffmann til Kbh. for at give oplysninger, og efter udveksling af skriftlige erklæringer mellem Christian de Meza og krigsministeren krævede denne, støttet af Monrad med eventuel demissionsbegæring, Christian de Mezas tilbagetræden fra overkommandoen, og 28.2. gik kongen endelig med hertil, Christian de Meza overtog atter generalkommandoen i Kbh. Dec. 1864 afskedigedes han som general i armeen fra 1.4. n.å. og stilledes à la suite.

Christian de Meza indesluttede sig herefter i sin bolig og modtog ingen; han døde ensom, uden egentlig sygdom, og uden at det vidstes at hans endeligt var nær. De sidste uger før sin død udarbejdede han to henvendelser bestemt til offentliggørelse. Den mest indgående og mest omfangsrige har han kaldt Mit sidste og uigenkaldelige Votum med Hensyn til Krigsførelsen og dennes Forhold til Statsførelsen (delvis gengivet i General de Mezas Krigsdagbøger 1849-51, 1928). Den viser at var end Christian de Meza legemlig ældet, var hans åndelige kapacitet endnu langt over jævnmålet, hans intelligens frisk og skarp, hans fremstillingsevne beundringsværdig. Det meste af dokumentet er et skarpt opgør med de ledende politikere, med folkerepræsentationen, aviserne og enkelte blandt hans standsfæller.