Christoph v. Krogh, Gerhard Christoph v. Krogh, 9. el. 10.10.1785-12.4.1860, officer. Født på Åstrup ved Haderslev, død i Kbh. (Holmens), begravet i Flensborg. v. K. opdroges i hjemmet til hårdførhed. 1790 blev han fændrik à la suite uden anciennitet ved kronprinsens regiment og fik s.å. tildelt ancienniteten; 1798 fik han sekondløjtnants karakter (fra 1795). Sept. 1802 kom han i nummer ved regimentet og forblev i dette, til han 1847 blev generalmajor. 1803 blev han premierløjtnant, reserveredes 1807 kaptajns anciennitet og blev stabskaptajn, n.å. virkelig kaptajn, 1825 reserveredes der ham majors anciennitet, 1828 fik han majors karakter, blev n.å. virkelig major, fik 1833 oberstløjtnants karakter og anciennitet og blev 1840 kar. oberst. 1814–39 havde han ved siden af sin militære stilling været tjenstgørende kavaler hos dronning Marie. 1842 blev han oberst, 1847 generalmajor og brigadekommandør og var 1848 næstyngst generalmajor. K. var velbegavet men han havde stedse holdt sig fjernt fra enhver videnskabelig syssel. Han var en dårlig økonom, letsindig i pengesager. Trods adskillige mindre gode sider hos ham var det almindelig opfattelse, at han var meget egnet til stillingen som højestkommanderende i krigstid. Som emne til overgeneralstillingen ved feltkorpset marts 1848 har A. F. Tscherning nævnt bl.a. v. K., men valgte alligevel H. Hedemann. Til gengæld havde Tscherning i sinde at give v. K. kommandoen over flankekorpset, men lod sig påvirke af en stemning i Kbh. mod v. K.s anvendelse, da to af dennes brødre havde sluttet sig til slesvigholstenerne, og valgte oberstløjtnant F. A. Schleppegrell. v. K. ønskede selv at blive anvendt i felten. I juni overtog han en brigade i armékorpset og gik loyalt ind under Hedemann skønt ældre i anciennitet end denne. Da Hedemann som følge af F. Læssøes m.fl.s intriger i juli måtte afgive overkommandoen, blev denne overdraget til v. K. der både var ældste general i armékorpset og støttedes af kongen. Ved våbenstilstandens indtræden og armékorpsets opløsning blev v. K. kommanderende general i Jylland, tog ophold i Fredericia og virkede med iver for forbedringen af den meget forsømte fæstning samt for forberedelse til næste felttog. Foreløbig bestemtes det af felthæren 1849 skulle bestå af to armékorps: Nørrejyske under v. K., flankekorpset på Als under O. Bülow; men overkommandoen udnævntes endnu ikke.

11.2.1849 beordredes v. K. til at indsende forslag til felttogsplan; han anmodedes samtidig om at udtale sig om en tilsvarende plan udarbejdet af krigsministeren. De to planer afveg imidlertid meget stærkt fra hinanden. 29.3. mødtes krigsministeren i Assens med v. K. der 23.3. var blevet udnævnt til overgeneral med Læssøe som stabschef, og man enedes nu endelig om en felttogs-plan i hovedsagen omtrent som v. K.s: overføring af hærens hovedstyrke fra Als til Sundeved, indbrud nordfra med et mindre korps og en demonstration fra søsiden mod Eckernförde. 3.4. angreb hæren med held den i Sundeved stående modstander, men krigsministeren, der var forblevet i Sønderborg, kaldte v. K. til sig samme dags aften og pålagde ham ikke at fortsætte ud over de vundne stillinger da den tyske rigshær var i fremmarch. Stillingen skulle forstærkes ved forskansninger. v. K. og Læssøe affattede næste dag skriftlig protest mod denne indgriben i dispositionerne: Hvis overkommandoen ikke fik frie hænder, ønskede den at fritages for kommandoen; men da den første opbrusen havde sat sig, undlod v. K. at underskrive. 6.4. indtraf efterretning om ulykken ved Eckernförde der gjorde et yderst nedslående indtryk på alle; krigsministeren befalede nu, at hærens hovedstyrke skulle føres tilbage til Als og kun en mindre styrke forblive i Sundeved. v. K. protesterede straks; 7.4. holdtes der krigsråd i Stenderup kro hvor et stort flertal stemte for at fastholde stillingen, men forgæves; krigsministeren der støttedes af den tilstedeværende konge fastholdt sin ordre. Den herefter affattede skriftlige protest mod krigsministerens indgriben blev underskrevet af v. K. og indsendt; men 9.4. beordredes omgruppering af hæren. Et godt samarbejde mellem krigsministeren C. F. Hansen og en overkommando, hvis hovedkræfter var v. K. og Læssøe, var udsigtsløst, og de måtte begge fjernes. Hertil benyttede Hansen Eckernfördeaffæren som han tilskrev overkommandoens mangelfulde anordninger – en opfattelse som var ret udbredt i Kbh. og ivrigt støttedes af marinen. 12.4. indstillede krigsministeren, at v. K. og Læssøe afgik fra overkommandoen og afløstes af Bülow og oberst C. J. Flensborg, hvad kongen approberede. v. K. tog til orde mod denne ufortjente krænkelse, takkede i en proklamation hæren, forlangte overkommandoens forhold til Eckernfördesagen undersøgt og rejste til Kbh. Den under marineministeriet nedsatte Eckernfördekommission frikendte ganske overkommandoen.

Foråret 1850 var Bülow og C. de Meza syge, og da krigsministeren af statsrådet hindredes i selv at tage overkommandoen, henvendte han sig til v. K. der efter nogen betænkning gav tilsagn. Krigsministeren sammensatte selv staben, og 24.5. udnævntes v. K. til overgeneral over den hele hærmagt til lands. Som sådan ledede han den danske hær i det sejrrige slag ved Isted 25.7. Under den langvarige kamp bevarede v. K. sin ro, overblikket over kampens gang, afdelingernes frem- og tilbagerykken og opfyldte i rigt mål de til ham stillede forventninger. Politiske hensyn forhindrede udnyttelsen i tide af sejren ved Isted, og senere lod v. K. sig kun i ringe grad påvirke af råbene fra Kbh. om nye angrebsforetagender. Aug. s.å. udnævntes han til generalløjtnant, senere fastsat at regnes fra Isteddagen. Febr. n.å. blev han kommanderende general i Slesvig, okt. s.å. i Holsten og Lauenburg med hovedkvarter i Kiel og virkede i disse stillinger med sin sædvanlige klogskab, takt og værdighed og erhvervede personligt almindelig anerkendelse.

Under ministerkrisen dec. 1854, efter kongens stærke sammenstød med krigsminister Hansen, blev v. K. af L. N. Scheele telegrafisk anmodet om at komme til Kbh. Det er muligt, at v. K. forud har ladet Scheele forstå, at han ikke var uvillig til at afløse Hansen. Det viste sig imidlertid straks at v. K., efter at have talt med Hansen og trods Scheeles og kongens indtrængende opfordringer, afslog krigsministerposten. Han skal samtidig have opfordret kongen til under de forvirrede forhold at abdicere. Da han 1856 blev ramt af et slagtilfælde, blev han foreløbig fritaget for kommandoen, og da følgerne af sygdommen kun i ringe grad hævedes blev han n.å. stillet til disposition og flyttede til Kbh. hvor kongen overlod ham bolig i Frederik VI's palæ på Amalienborg. 1858 bevilgedes der ham ved lov en hædersgave af staten på 15 000 rdl. i lighed med tidligere Bülows. Marts 1860, kort før sin død, sattes han à la suite i armeen med fuld gage. – Kammerjunker 1809.

En bror Godske Hans Ernst v. Krogh, født 1.1.1778, død 3.9.1852, uddannedes på kadetakademiet i Kbh. og blev som kornet 1796 kgl. page med fænriks anciennitet. 1803 blev han sekondløjtnant, n.å. premierløjtnant og 1808 ritmester. Efter 1809 at have forladt tjenesten pga. nedsat hørelse blev han 1816 overvejinspektør for Slesvig og 1826 amtmand over Husum, Svabsted og Bredsted amter, overstaller i Eidersted og overdigegreve. Kammerjunker 1803. Kammerherre 1826. R. 1814. DM. 1815. K. 1840. S.K. 1842.

Familie

Forældre: kammerherre, hofjægermester, senere gehejmekonferensråd Frederik (Fritz) Ferdinand v. K. (1737–1829, gift 2. gang 1803 med komtesse Juliane Marie Holck-Winterfeldt, 1764–1828) og Rosina Elizabeth v. Frankenberg und Proschlitz (1751–98). Gift 6.2.1813 i Kbh. (Slotsk.) med hofdame, komtesse Siegfriede Victorine Knuth, født 30.5.1790 i Kbh. (Slotsk.), død 3.8.1866 sst. (Frbg.), d. af greve, kammerherre, ritmester, senere gehejmekonferensråd Adam Christopher K. til Lilliendal m.m. (1755–1844) og komtesse Sophie Magdalene Moltke (1765–1829).

Udnævnelser

R. 1828. DM. 1840. K. 1845. S.K. 1850.

Ikonografi

Afbildet på litografi af hærens højstkommanderende 1850 efter tegn. af S. Schack. Medalje 1850 fra Allen & Moore. Litografi af J. M. Petersen, 1850, efter tegn. af J. M. Graack, gengivet talrige gange, i stik bl.a. af A. Hansen, 1851, i litografi bl.a. 1850, 1851, 1852, 1853 og 1869 samt på gruppebillede af E. Fortling, i træsnit bl.a. efter tegn. af Carl Bloch, 1860 efter tegn. af H. Olrik, af H. P. Hansen, 1896 samt på gruppebillede af samme 1888. Afbildet på flere fremstillinger af slaget ved Isted, bl.a. mal. af J. Sonne, 1851 (Fr.borg), litografi 1853 efter tegn. af F. C. Lund samt tegn. af N. Simonsen (Fr.borg) og mal. af samme, 1854 (Fredensborg). Mal. af A. Schiøtt, 1860 (Lilliendal), efter dette kopi. Relief til Istedløvens sokkel af H. V. Bissen 1859–60 (Tøjhusmus.), afstøbning (Fr.borg), anvendt på mindesmærke 1900 (dyrehaven ved Lekkende). Afbildet på N. Simonsens mal., 1861, af Fr. VIIs besøg ved Dannevirke 1850 (Jægerspris). Tegn. af A. Fritz og J. Sonne (Officersforen.). Maleri (Ålholm). Mal. af O. Bache, 1889 (Fr.borg), til dette tegnede og malede forarbejder. Foto.

Bibliografi

J. T. Ræder: Krigserindr. 1848–50, 1911. A. F. Krieger: Dagbøger I-II, 1920–21; VI, 1925. General de Mezas krigsdagbøger, udg. K. C. Rockstroh, 1928. – III. tid. 22.4.1860. C. Beck i Tidsskr. for krigsvæsen, 1860 194–204. Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I-III, 1867–87. O. Vaupell i Vort forsvar 6.7.1890. N. Neergaard: Under junigrundloven I, 1892 (reproudg. 1973) 339–42 o.fl.st. Militært t. XXIV, 1895 308–24. N. P. Jensen: Oberst Frederik Læssøe, 1912. E. Bodenhoff: Kongesorger, 1913 104–07 o.fl.st. A. Tuxen i Hist. t. 9.r.IV, 1925–26 1–52 fl.st. M. Vesterdal: Slaget ved Isted, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig