Claude Louis de Saint-Germain, 15.4.1707-15.1.1778, greve, officer, hærorganisator. Født på gården Vertamboz (Jura), død i Paris, begravet sst. (St. Pauls k.). Opdraget i jesuiterkollegiet i Bresse og vistnok bestemt for en gejstlig løbebane valgte S.-.G. i overensstemmelse med sin naturlige tilbøjelighed den militære løbebane. Han forblev livet igennem en uforfærdet condottiere, mere end den politiker og strateg der måske kunne have gennemført de reformer han klarere end de fleste kunne se behovet for. Hertil kom at han overalt ved sin åbenmundede kritik af tilstande og foresatte, sit heftige temperament og sin mistænksomhed overalt gjorde sig upopulær. Efter aktiv tjeneste i Østrig og Bayern hvorunder han avancerede til feltmarskalløjtnant gjorde han tjeneste i Nederlandene hos Moritz af Sachsen og blev fransk feltmarskal. Her som senere under den preussiske syvårskrig blev han med sine reformideer et forbillede for navnlig yngre officerer, samtidig med at han skabte sig fjender i det etablerede militærsystem og pådrog sig unåde på højeste sted. Blandt hans beundrere var nuværende og senere officerer i dansk tjeneste som P. E. v. Gähler, A. Hauch, Schack Rantzau, C. C. Pflueg og Hermann Valdemar Schmettow. Gennem sidstnævnte fik S.-G. 1760 forbindelse med den danske regering der under indtryk af den voksende russiske trussel søgte en militær kapacitet at sætte i spidsen for den militære administration, men uhyre tøvende på grund af frygten for følgerne af at styrke det militære element i regeringen. Desuden modtog J. H. E. Bernstorff kraftige advarsler mod S.-G. fra sine forbindelser i Paris, bl.a. udenrigsministeren É.-F. Choiseul. Først 1761 bekvemmede den danske regering sig til at gå i realitetsforhandlinger om ansættelsen, men 5.5. ankom S.-G. der uden officiel tilladelse havde forladt sin tjeneste til Kbh. som "2. generalfeltmarskal" – med udnævnelse fra 1.1. s.å. Hans første opgave blev at inspicere og rapportere om den danske hær der under kommando af prins Frederik Ernst af Brandenburg-Kulmbach stod opstillet i Holsten i venten på et russisk angreb. Resultatet blev en kraftig kritik der næppe i princippet afveg fra hvad militære sagkyndige i årevis havde hævdet. Kun den truende krigsfare havde denne gang skabt mulighed for en ændring af forholdene. Efter opfordring udarbejdede S.-G. derefter en idealplan til en dansk-norsk hær som Gähler korrigerede med hensyn til de specielt danske forhold som S.-G. ikke kunne kende. Selv om S.-G.s kritik af officerskorpset ikke direkte rettedes mod Frederik Ernst tog denne i febr. 1762 sin afsked og efter det russiske fredsbrud gik hæren ind i Mecklenburg med S.-G. som øverstbefalende, Gähler som generalstabschef, Hauch som generaladjudant og Schmettow som chef for avantgarden. Ved zarens afsættelse blev felttoget afbrudt før det kom til egentlige krigshandlinger, men den politiske ledelse var blevet bragt i en choktilstand der først langsomt fortog sig, og i denne periode begyndte så – på papiret – det reformarbejde der skulle blive det følgende tiårs store stridsspørgsmål. Det reformprogram der var tale om indebar ikke blot en teknisk omdannelse, men var i virkeligheden udtryk for en ny politisk ideologi hvis arnested var militærstaten Preussen. Socialt krævede reformtilhængerne en bedre behandling af den menige soldat – et tilbagevendende element i fx Schack Rantzaus korrespondance – og i det hele en højnelse af officersstandens anseelse. Desuden skulle den fortrinsvis i udlandet hvervede hær suppleres kraftigt med nationalt udskrevet mandskab. Et punkt der måtte støde på kraftig modstand i et godsejerdomineret samfund; Hærens økonomi skulle centraliseres; mens hidtil økonomien hvilede på kompagniet med kaptajnen som den ansvarlige skulle nu regimentschefen, obersten, forestå denne. Den hidtil gældende praksis med salg af officerschargér skulle ophøre, ligesom den store mængde af overtallige officerer skulle afskediges. Denne del af programmet vakte forfærdelse i offieerskorpset, hvor den enkelte officer truedes på pengepungen. I dette program var indbygget så meget konfliktstof at det kun ville kunne gennemføres af en stærk centralmagt. Det ligger da også mere eller mindre udtalt i korrespondancen at det politiske mål var "at gøre kongen til konge", dvs. at gennemføre et kabinetsstyre hvor kongen var befriet for "anarkiet", den hæmsko for den personlige beslutning der udgjordes af det aristokratiske konseil.

Sammen med overkrigssekretæren Conrad Ahlefeldt, Gähler og Hauch udarbejdede S.-G. i foråret 1763 et forslag til en nyordning hvorefter den økonomiske administration skulle samles hos regimenterne, sportler skulle bortfalde og udrensning gennemføres i officerskorpset. Mindst 25 pct. af mandskabet skulle udgøres af indfødte og en milits på 16–17 000 mand skulle oprettes til supplering af feltkompagnierne i fredstid. Desuden skulle den udskrevne bondesoldat efter års tjeneste have ret til en fæstegård. Planen blev godkendt i princippet, bearbejdet af Gähler i radikaliserende retning, og udstedtes som forordning 3.8.1763. I oktober oprettedes så et generalkrigsdirektorium til afløsning af krigskancelliet og genralkrigskommissariatet med S.-G. som præsident, Hauch som 1. deputeret med rapport til kongen – han afløste her Ahlefeldt som var blevet manøvreret ud – og Gähler. Nyordningen betød at det militære element var blevet styrket, men det civile ikke skub-. bet mere til side end at en voldsom kompetencestrid lammede den praktiske udførelse af reformprogrammet. S.-G. der af kongen havde fået Søllerød slot foræret som bolig viste sig kun med 14 dages mellemrum og den drivende kraft for hans ideer blev Gähler. Til gengæld var regeringen begyndt at slå bak. For at styrke det aristokratiske element og modvirke de farlige politiske tendenser havde man gjort den moderate Hauch og ikke Gähler til førstemand, og 1764 fik Bernstorff yderligere anbragt U. A. Holstein i direktoratet som rapportør. Oppositionen mod de militære planer voksede i det stille, og straks efter Frederik Vs død jan.

1766 påvirkedes Christian VII til at afskedige både S.-G. ("han har gjort springet" udtalte kongen til Reverdil) og Gähler. I oktober erstattedes direktoriet af Vort høje krigsråd med kongens svoger og daværende yndling Carl af Hessen som leder, men med en af S.-G.s uvenner W. Huth som den militært sagkyndige. I forvejen var S.-G.s stilling svækket ved at hans tidligere gode ven v. Schmettov havde vendt sig mod ham pga. planerne om ændring af det norske militær-væsen. S.-G. var helt uden kendskab til norske forhold, og der kan næppe herske tvivl om at den egentlig ansvarlige også her var Gähler. I den følgende tid der i hidtil uset grad prægedes af hof- og regéringsintriger pga. den nye konges mentale tilstand voksede oppositionen mod den Bernstorff-Moltkeske politik, ikke mindst under indtryk af at en politisk forståelse med Rusland om det gottorpske problem var under forberedelse. En hessisk officer Carl v. Görtz og den preussiske minister A. H. v. Borcke der havde fået indflydelse hos Christian VII pressede på for at få direktoriet genetableret, men i de videre planer der sikkert sigtede mod Bernstorffs fjernelse indgik tanken om en finansreform efter preussisk mønster. 10.3. genoprettedes general-krigsdirektoriet med S.-G., Gähler og Gortz som de ledende. Kort efter afløstes Schmettow i Norge af Schack Rantzau. Hermed var der lagt op til en virkelig styrkeprøve med konseillet, idet det nu var Bernstorffs udenrigspolitik der stod på spil. Og her tabte S.-G- Bernstorff søgte hjælp hos den russiske forhandler C. v. Saldern der 1767 var kommet til Kbh. for at føre de præliminære forhandlinger om mageskiftet, denne appellerede sammen med den russiske gesandt M. Filosofof til Catharina II der på sin side lod kongen forstå at det var nødvendigt at Bernstorff forblev som leder af udenrigspolitikken. I nov. afskediges S.-G. og han forlod landet med en pension. Af reformplanerne blev næsten intet tilbage, de blev saboteret bort. Kun udvidelsen af stavnsbåndet fra det 4. til det 40. år – af hensyn til de planlagte udskrivninger – blev bestående.

Efter i et par år at have levet som privatmand blev S.-G. påny 1771 kaldt til Danmark. Det kunne synes logisk og konsekvent af Struensee-styret at tilkalde den mand hvis politiske ideer mere end nogens havde formet den ideologi der lå bag regeringens reformtanker. Struensee havde imidlertid ingen brug for en chefideolog, som militær rådgiver foretrak han mindre dominerende personer som S. O. Falkenskiold. Og det er mere end tvivlsomt om Gähler for alvor ønskede generalfeltmarskallen tilbage nu hvor han selv var i en ledende stilling i det militære administrationsapparat. Efter at have fået sin pension kapitaliseret rejste S.-G. tilbage til sit hjemland. Kapitalen gik tabt ved en Hamburg-købmands fallit, hvorefter han fik tildelt fransk statspension. 1775 blev S.-G. til overraskelse også for ham selv udnævnt til fransk krigsminister. Her søgte han at gennemføre reformer efter de ovenanførte retningslinjer og blev også her mødt med en rasende kritik og reformerne tildels latterliggjort. – Der er ingen tvivl om at S.-G. var en betydelig personlighed og en fremragende militær begavelse, men med sin utålmodighed og ringe forståelse for modpartens interesser og synspunkter fik han udrettet meget lidt, skønt de fleste af hans reformforslag havde tiden for sig. Han var, også efter egen opfattelse, bedre egnet for et liv i felten end i kontorer og gemakker, gav hellere ordrer end argumenterede. A. P. Bernstorff karakteriserer ham som "le plus dictateur que je conoisse". Hans indsats inden for dansk militærvæsen har været forskelligt bedømt, og en grundig undersøgelse af hans virke er aldrig blevet foretaget, en prisopgave stillet af Det krigsvidenskabelige selskab 1925 herom forblev ubesvaret, men selskabet indstiftede ved denne lejlighed en medalje der bærer S.-G.s navn (Mil. Tidsskr. LIV, 1925 409). S.-G.s memoirer skal iflg. Biographie Universelle være skrevet af L. F. Wimpfen, der er dog tale om en forveksling med C. P. v. Wimpfen der skrev kommentarerne til bogen.

Familie

Faderen var militsofficer! gift 1.10.1736 med Ermegaard Margrethe v. d. Osten, født 19.12.1707 i Regensburg, død tidligst 1778, d. af oberst, senere generalløjtnant, kurpfalzisk gehejmeråd Christian Georg v. d. O. (1674–1735) og Anna Dorothea Susanne Giedde (født 1683).

Ikonografi

Mal. af F. Krebsbach, 1736 (Wedellsborg). Stik, efter dette træsnit 1885. Stik af S.-G. til hest. Mal. af J. J. Taillason, 1777 (Musée de Versailles). Medalje af G. Jensen, 1924.

Bibliografi

Kilder. Mémoires de M. le comte de S.-G., Amsterdam 1779. [Wimpfen:] Corrimentaires des Mémoires de S.-G., London 1781. Correspondance particuliére du comte de S.-G. I–II. London 1789

2. udg. 1879. Danske mag. 6.r.IV, 1925–28 1–75

breve til v. Schmettow. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé VI-X, 1903–31. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I–III. 1904–13. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. Holger Hansen I-V, 1927–41

breve i IV 595–743.

Lit. Danm.s adels årbog XI,. 1894 130. C. C. Pflueg i -Minerva, 1797 III 145–203. Charles, prins af Hessen: Mémoires de mon temps, 1861

no. udg.: Prins Carl af Hessens optegn., Kria. 1893. Leon Mention: Le comte de S.-G. et ses reformes, Paris 1884. Militært t. XXI, 1892 291–319 395–436.

C. C. Pfluegs selvbiografi; sst. 1925 409. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 III-IV, 1897–1902. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. I–II. 1903–19. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I–II. 1915–30. C. A. Trier: U. A. Holstein, 1916

anm. af Aage Friis i Hist. t.9.r.I, 1918–20 214–18. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. III, 1926. John Danstrup i Hist. t.11.r.II, 1947 9 1–60. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig