E. Dalgas, Enrico Mylius Dalgas, døbt Heinrich D. Dalgas, 16.7.1828-16.4.1894, officer, hedeopdyrker. Som søn af en dansk-italiensk handelsmand fik E. Dalgas en italiensk barndom, hovedsagelig tilbragt i Livorno. Ved faderens død 1835 vendte moderen tilbage til København sammen med sine seks børn. E. Dalgas blev her sat i Efterslægtsselskabets skole, og selv om han snarere udmærkede sig ved flid end ved begavelse satte de erhvervede kundskaber dog ham i stand til som 18-årig at bestå adgangseksamen til militærhøjskolen. Trods mangelfuld uddannelse deltog han som artillerist i krigen 1848-50, men måtte derefter videreføre de militære studier, nu som vordende ingeniørofficer. Efter veloverstået eksamen blev han 1853 premierløjtnant og tilkommanderedes det flg. år ingeniørkorpsets vejdirektion med kvarter i Viborg. Hans arbejdsområde blev især den netop påbegyndte etablering af landevejen Randers-Viborg som E. Dalgas - fra 1856 med rang af kaptajn - fulgte videre vestover, nu (1857-59) med kvarter i Holstebro. Derefter blev han vejinspektør for vejnettet omkring Århus. Denne tilknytning fortsatte også i E. Dalgas' syv første år ved hedeselskabet, idet han efter amternes overtagelse af hovedlandevejsnettet 1.4.1868 gik ind i den statslige vejtilsynstjeneste med titel af assistent, 1885 overvejinspektør. Ved sin militære afsked 1880 fik han rang som oberstløjtnant. Til skildringen af E. Dalgas' militære løbebane hører også hans deltagelse i krigen 1864 som chef for et ingeniørkompagni. Han gjorde her hele tilbagetoget med fra Dannevirke over Dybbøl og videre over Fyn op gennem Jylland til Skive som E. Dalgas lynhurtigt fik befæstet. Da der 30.10.1864 sluttedes endelig våbenstilstand fungerede han som planlæggende ingeniørofficer i Nordjylland. E. Dalgas' indsats som vejbygger er den dag i dag et uudforsket område. Til gengæld ved vi, takket være Fridlev Skrubbeltrangs dybtloddende skildring af hedeselskabets historie 1866-1914, overordentlig meget om hans enestående indsats for nyttiggørelsen af de jyske heder.

Forskningen vil gerne se på vejbygningsårene som E. Dalgas' hedepolitiske dannelsesperiode hvor han, også iflg. eget udsagn, modtog værdifulde impulser fra en ældre ven i Viborg, overretsprokurator Georg Morville idet denne på det netop frigjorte hedeareal ved Viborg havde påbegyndt tilplantning af ca. 100 ha egekrat, Margrethelund. I breve til sin søster Susette fra denne tid giver E. Dalgas da også udtryk for at han opfattede i hvert fald de bedste heder som stof til "Jyllands opkomst". Når han alligevel på et så sent tidspunkt som 1865 gennem to artikler i Berlingske Tidende 15.-16.11 Om Opdyrkningen af de jyske Heder gik aktivt ind i hededebatten har det nok to hovedårsager: en usikkerhed over for vejbyggeriets og dermed hans egen placering efter betænkningen af maj s.å. om amternes overtagelse af arbejdet, og en uro over en netop indledt debat i dagbladet Fædrelandet og i Tidsskrift for Landøkonomi om hedeopdyrkning og skovplantning i Vestjylland. Der var siden 1790 foretaget et større, statsligt plantningsarbejde på Ahlheden syd for Viborg, og med det økonomiske opsving efter 1830 fik dette initiativ ny aktualitet. Resultatet var dog ofte kummerligt; "ser man en lyngbanke beplantet med grantræer er de 9/10 udgåede og det skinner af det fra plantehullerne udkastede røde jernahl" skriver E. Dalgas 1854 i et brev til søsteren. E. Dalgas ville nu gennem sine artikler gerne dreje udviklingen ind i nye baner derigennem at arbejdet fra at være en pletvis, spredt indsats blev forvandlet til en egnsudviklingsopgave hvor det offentlige ikke alene havde rollen som sponsor, men også påtog sig den opgave at skabe de nødvendige rammer af servicemæssig og organisatorisk natur. Engvanding i form af kunstig oversvømmelse af lave arealer langs de jyske åer og økonomisk og praktisk støtte til læ- og småplantningsarbejdet var to vigtige statsopgaver. Udover midler til udvidet vej- og jernbanebygning skulle staten efter E. Dalgas' plan yde 50.000 rdl. årligt i 20 år, derefter "kun" 10.000 (i første tilfælde henved 1 pet. af samtlige statsudgifter). Skulle disse planer realiseres måtte hedesagen forberedes gennem et privat initiativ, og i nært samarbejde med Morville og ejeren af Rugård på Djursland, folketingsmand for højre og senere landstingsmand, cand. jur. Ferdinand Mourier-Petersen fik E. Dalgas da ved et møde på hotel "Royal" i Århus 28.3.1866 stiftet Det danske Hedeselskab. Hovedformålet var "at fremme frugtbargøreisen af de jyske heder", i formålsparagraffens pkt. 2 hhv. konkretiseret som engvanding, som fremme af læplantningen og som udbygning af kommunikationsnettet. Udover den forventede støtte fra det offentliges side skulle man gennem medlemsbidrag o.lign. skabe den økonomiske baggrund.

Som adm. direktør og med Morville og Mourier-Petersen som bestyrelseskolleger gik E. Dalgas fra sit domicil i Århus umiddelbart i gang med at realisere sine planer; i begyndelsen under en vis modstand fra betydende land- og skovbrugsfolk som betragtede hedesagen som en højst perifer opgave, senere under lydhør opmærksomhed fra så at sige alle kredse i det danske folk. Rent praktisk greb han opgaven an på den måde at han til løsning af engvandingsopgaverne fik ansat en cand. polyt. (S. Brøndsted) samt en mindre stab af vandingsteknikere medens plantningsopgaverne blev løst i distriktsregi under ledelse af skovridere og assistenter. Til støtte for begge opgaver erhvervede selskabet en række ejendomme og plantagearealer, således at det 1894 ejede 16 ejendomme i alt godt 5600 ha. I løbet af perioden udvidedes arbejdsområdet betydeligt. Engvandingsarbejdet blev udvidet til også at omfatte afvandings og landvindingsopgaver, men efter E. Dalgas' opfattelse var lovgivningen selv efter ændringen 1874 (digeloven) og 1880 (vand-afledningsloven) for vagt udformet til at gøre det muligt at tvinge modvillige landmænd til at lade særinteresser vige for et større fællesskab. Der blev gennemført en række arbejder af denne art, også på øerne, men trods gentagne forsøg herpå lykkedes det ikke at få lodsejerne til at gå ind på et projekt om Skjernåens regulering, mest fordi arbejdet - til E. Dalgas' store ærgrelse - blev kædet sammen med spørgsmålet om at tilvejebringe et nyt udløb for Ringkøbing fjord. Også mosekultivering kom på programmet efter at E. Dalgas 1873 havde aflagt besøg i Hannover (Rimpaukulturen). 1889 oprettedes et mosekulturudvalg, og fire år senere ansattes landbrugskandidat Th.Claudi Westh som selskabets moseingeniør. Mergelsøgning var en af selskabets oprindelige aktiviteter. Den blev efterhånden udvidet til også at omfatte bistand til at få merglen skaffet til veje (1. mergelbane oprettet 1878-79). Mest interesserede E. Dalgas sig dog for plantningsarbejdet; læplantningen karakteriserede han således i 1873 som "hedesagens kerne". Selv om han i begyndelsen havde noget besvær med at harmonisere selskabets patriotiske målsætning med dets kommercielt motiverede bestræbelser på at etablere rigmandsplantager på heden lykkedes det ikke alene at fastholde, men også at udvide statens støtte, idet man analogt med bestemmelserne i skovforordningen af 1805 fik åbnet mulighed for at gøre plantagerne fredskovpligtige (de såkaldte "A-plantager"). Som modydelse fik ejeren et statstilskud på 25 pet. af plantningsudgifterne. Endvidere ydede staten fra 1887 et tilskud på 5.000 kr. om året til køb af hedearealer.

I sine sidste år førte den mere end 60-årige E. Dalgas en slagkraftig kampagne for at plante om huse og gårde "fordi hjemmene derved hygges og fredes". Når han derimod i samme periode agiterede for anlæggelse af egentlige plantager erstattede han det rekreative element i motiveringen med et rentabilitetssynspunkt. I afhandlingen fra 1891 Skovkulturer i Jyllands Hedeegne hævdede han således at i brændselsfattige egne kunne bjergfyrkulturer give udbytter på 4-9½ pet. Straks for skovbrugsdocent C.V. Prytz over ham med en påvisning af mangler i beregningsgrundlaget, faktisk var tallene "aldeles utilladelige". Den forstlige sagkundskab kunne i det hele taget ikke placere fænomenet E. Dalgas inden for systemets rammer. Mange af hans metoder som i enstrenget og polemisk tilspidset form blev præsenteret i nævnte værk var nok introduceret i statsskovvæsenets plantager, men det var ubestrideligt hedeselskabet som udviklede dem til brugelig praksis. Her tænkes især på E. Dalgas' lykkelige greb med at indplante bjergfyren i granplantager i forholdet 2:1, en metode som forstdocent dr. P.E. Müller tre år efter E. Dalgas' død erklærede at være hans egen jordbehandlingsmetode overlegen. Endvidere hævdede E. Dalgas at den metode til undergrundsbehandling af lyngjorden selskabet efter hannoveransk forbillede havde introduceret i 1870'erne (se pjecen Den dybe Reolpløjning, 1872) havde gjort det muligt at beplante selv de dårligste hedearealer. Også den geologiske sagkundskab udfordrede E. Dalgas i sit stadig læseværdige værk Geografiske Billeder fra Heden I-II, 1867-68. Her påviste han at professor G. Forchhammer nærede en fejlagtig opfattelse af hedens geologi. E. Dalgas' modtese: en sondring mellem hedeflader og bakkeøer og deres rette placering i landskabet må vel stadig siges at stå ved magt. Selv om man nok kan betvivle substansen i mange af E. Dalgas' raske og djærve forenklinger - se fx de 100 "regler" i skriftet fra 1877 Om Engvandinger det dog uden for al diskussion at han i kommunikationen med hedens beboere ikke havde sin ligemand. Fra det ene øjeblik til det andet kunne han i sådanne situationer forvandle sig fra en brysk, tordentalende befalingsmand til en psykologisk fintmærkende overtalelsesekspert. Den lille, tætte skikkelse med det vildtvoksende gråhvide fuldskæg forstod ikke alene hedebønderne ud fra deres egne forudsætninger, han var også i stand til at tale med dem i et sprog de forstod. Derimod kneb det ofte når han i en intellektuel sammenhæng skulle argumentere for en given opfattelse. I de offentlige diskussioner der med regelmæssige mellemrum udspandt sig om hedesagens fremtidsudsigter var E. Dalgas ofte tilbøjelig til at reagere mere varmblodigt end det kølige overlæg tilsagde. Her tilfaldt der da Mourier-Petersen det delikate hverv at forvandle de Dalgas-ske temperamentsudbrud til politisk afvejede, kloge gensvar. I det hele taget var det Mourier-Petersen som varetog forbindelsen til de politiske myndigheder og gjorde det på så fremragende måde at selskabet ikke alene mødte sympati fra godsejerdominerede højrekredse, men også i stigende grad fra gårdmændenes politiske talsmænd i partiet venstre da de først havde forsonet sig med at hedeselskabet ikke alene støttede den enkelte hedeopdyrker, men også stod som plantageejer i den helt store stil. I årene 1890-94 ydede staten et årligt tilskud på over ½ mill. kr. mod godt 10.000 kr. i de fire første virksomhedsår. Derimod var medlemsbidraget "kun" vokset fra godt 24.000 til små 94.000 kr. På samme måde som Mourier-Petersen foretog en politisk afslibning af E. Dalgas' rustikke ytringsmåde satte vennen Morville ind med en til tider skarp kritik af såvel formal som real art, ikke mindst i plantningsspørgsmål hvor han jo måtte siges at have særlige forudsætninger. I anledning af selskabets 25-års jubilæum 1891 erkendte E. Dalgas da også sin gæld til ham gennem følgende linjer der også i et glimt afslører tidens formelle tone selv mellem nære venner: " ... Det var især Dem, som i årene 1854 til 1866 åbnede mine øjne for hedesagen og dens betydning ..."

I samtidige vidnesbyrd omtales ofte E. Dalgas' venlige og muntre væremåde, ligesom hans personlige beskedenhed fremhæves. Her overfor står udsagn om hans utålsomme, temperamentsfulde, ja nærmest brutale tone i omgangen med såvel medarbejdere som familiemedlemmer (sønnerne Christian og Ernesto fx). For de selv efter tidens målestok usselt aflønnede medarbejdere kneb det undertiden med at få øje på det geniale i E. Dalgas' indsats når de så hvor hensynsløst han udnyttede deres medarbejderskab. Når han alligevel kunne regne med deres ubetingede loyalitet hang det utvivlsomt sammen med at han sidst af alle skånede sig selv. I mere end 200 dage om året uanset vejr og vind var han i marken, præcis og punktlig i sit forberedelsesarbejde og altid yderst velinformeret om alle sider af den vidtforgrenede virksomhed. I hans sind brødes stærke modsætninger hvis svingninger med uimodståelig styrke forplantede sig til omgivelserne. Den Dalgasmyte som var fuldt udformet allerede i hans levetid - og som en eftertid undertiden har brugt på en højst ublufærdig måde - havde det uafviselige realitetsindhold at E. Dalgas for sin samtid stod som det personificerede ideal af en viljestærk og dådkraftig dansk patriot - en blegsotig københavnerradikalers diametrale modsætning.

En bror, Carlo Eduardo Johan Dalgas, født 9.11.1821 i Napoli, død 2.1.1851 i Slesvig, blev som 9-årig optaget i J. F. Schouws hjem, kom 1837 på akademiet hvor han uddannedes som dyremaler. Han deltog som frivillig i treårskrigen hvor han avancerede til premierløjtnant, men døde af sår han fik i kampen ved Möhlhorst.

Familie

E. Dalgas blev født i Napoli, døde i Århus og er begravet sst. Forældre: købmand i Napoli, senere konsul i Livorno Jean Antoine Dalgas (1788-1835) og Johanne Thomine Stibolt (1792-1871). Gift 13.6.1855 i Fredericia med Maria Magdalene Købke, født 18.9.1832 i Fredericia, død 24.5.1916 i Århus, datter af kaptajn, senere oberstløjtnant Niels Christian Købke (1793-1849) og Mette Marie Bruun (1798-1888). - Far til Christian Dalgas, Ernesto Dalgas og Frederik Dalgas.

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1867. K.2 1887. F.M.l. 1875.

Ikonografi

Tegnet i gruppe af Carlo Dalgas, 1847. Træsnit 1891. Træsnit 1895 efter foto fra 1893. Træsnit 1894 og træsnit efter dette af H. C. Olsen, 1899. Mal. af Frode Eskesen, 1894 efter foto. Relief af L. Brandstrup på mindesten, 1895 (Brande). Buste af samme (Høilund søgård). Buste af Aksel Hansen, 1895 (ved Tislundstenen). Obelisk 1896 med relief (Herning). Relief af F. Hammelef, 1897 (gravstenen). Mal. af A. Jerndorff, 1897 (Fr.borg), malet forarb. dertil. Relief af A. Poulsen på mindestenen 1898 (Svanelunden i Hjørring). Statue af Rasmus Andersen, 1900 (Århus 1901), statuette af samme 1902. Relief af Lemmich, 1909 (Skt. Knuds kilde, Hjørring). Relief af J. Lauritzen-Thomsen på mindesten 1910 (Ansager). Maske af A. Bundgaard på sten 1912 ved skellet mellem Slavs, Skast og Malt herreder. Statuette af samme, 1916 (Tønder mus., Ribe mus.). Foto. - Mindesmærker i Dalgas plantage, af Martin Borch, 1893, i Vorbasse 1896, i Hoven 1896, i Dejbjerg bakker 1898, i Langebjerg plantage 1901 samt i Venø.

Bibliografi

C. Nyrop: Det danske hedeselsk. 1866-1916, 1916. Har. Skodshøj: E.M.D., ny rev. udg., 1966. Fridlev Skrubbeltrang: Det indvundne Danm. I, 1966. - Papirer i Rigsark. - Rigmor Bendix: Carlo D., 1901.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig