Ebbe Gørtz, 3.7.1886-30.4.1976, officer. Født i Helsingør, død i Kbh., begravet sst. (Søndermark). G. viste tidligt sjældne evner for taktik og troppeføring på hvilke områder han skulle blive en fremragende inspirator og igangsætter. Han kom på generalstabskursus allerede fire år efter udnævnelsen til premierløjtnant i fodfolket 1907. Hans tjeneste blev en vekslen mellem geled og stab, også som kaptajn (1918) og oberstløjtnant (1930). Efter gennemgang i Paris af École Supérieure de Guerre blev han lærer i taktik på generalstabskursus og var samtidig chef for Akademisk skyttekorps. G. var chef for generalstabens operative afdeling 1932-36, blev udnævnt til oberst 1933 og ansat som chef for 4. regiment 1936-37, hvorefter han blev udnævnt til generalmajor og chef for generalstaben. 1941 blev han chef for Jydske division. Samme år trådte hærchefen generalløjtnant W. Prior tilbage i protest mod krav fra den tyske besættelsesmagt. Regeringens samarbejdspolitik stillede værnene i en vanskelig situation, og det var kun under stærkt pres fra især ældre officerskolleger at G. lod sig udnævne til generalløjtnant og kommanderende general. Med G.s udprægede pligtfølelse og loyalitet overfor den til enhver tid førte regeringspolitik føltes risikoen for, at uomgængelige embedshandlinger nationalt ville kunne kompromittere ham i nogles øjne – hvilket da også blev tilfældet. Mange ville derfor have foretrukket at man havde sparet G. til senere opgaver. I sin holdning var G. på linje med det danske officerskorps' traditionelle indstilling: "Det har alle dage været et loyalt redskab for regeringen og de politiske partier og var det også under besættelsen både før og efter den 29. august 1943. Og hvem er egentlig den, der tør sætte en finger på officererne for den holdning?" (Aage Trommer). G. lod dog på eget ansvar hærens efterretningstjeneste rapportere til englænderne allerede fra april 1940. Men for tiden omkring og efter den 29. august blev den politiker-loyale holdning kritiseret, især af den allerede forinden etablerede modstandsbevægelse, men også af en del officerer som bl.a. fandt det for passivt at praktisk talt alt hærens materiel faldt uskadt i tyskernes hænder, og drog ydmygende sammenligninger med flådens sænkning.

Langt de fleste officerer fulgte dog loyalt, ofte efter svære overvejelser, G.s ledelse også i illegaliteten, udøvet gennem "den lille generalstab". Grunden til opgavefordelingen blev lagt under interneringen i efteråret 1943. G. havde herunder kontakt med fhv. statsminister V. Buhl som han anså for kommende og de facto regeringschef. Foruden fortsat efterretningstjeneste gik planerne hovedsagelig ud på formering og bevæbning af militære styrker, dels her i landet hvor langt de fleste officerer skulle forblive, dels i Sverige hvortil et mindre antal officerer skulle sendes. Styrkerne skulle dog først indsættes aktivt i forbindelse med en allieret invasion i Danmark eller et almindeligt tysk sammenbrud og den derefter følgende "overgang til ro og orden". I december 1943 blev kontakt mellem, frihedsrådet og G. etableret hvorunder tilsagn blev givet om "at meningen med samarbejdet ikke var at opretholde ro og orden, når tyskerne var ude af landet, men at være med til at kaste tyskerne ud af landet" (Frode Jakobsen). Desuagtet vedblev der at bestå et skisma mellem den civile og den militære ledelse idet den førstnævnte fandt at de militære – til skade for den mere aktive indsats – lagde for stor vægt på det afventende beredskab og da særlig "ro og orden". Dette udlagdes af de civile som en for dem at se unødig bekymring for et kommunistisk kupforsøg omkring et tysk sammenbrud. At noget sådant kunne ske måtte G. dengang regne med, og en vis frygt herfor eksisterede helt klart hos politikerne omkring Buhl. Som Jørgen Hæstrup skriver: "I samme grad som landets politiske stilling var uklar, kom derfor hærledelsen ud for samvittighedskonflikter", og han påpeger at var de ledende politikere gået under jorden og ind i frihedsrådet havde G.s stilling været ulige nemmere. Særlig bitre bebrejdelser rejstes fra civil side mod G.s "lille stab" i forbindelse med fordelingen af i Sverige fremskaffede våben som staben stod for og beskyldtes for at lade tilflyde militærgrupperne i så overvejende grad at aktive sabotagegrupper blev udsat for urimelige tab som følge af mangelfuld bevæbning. Dette er senere blevet imødegået af chefen for G.s stab, daværende kaptajn V. Hjalf, som dog bemærker at der blev "udvist forsigtighed" med at tildele kommunistiske grupper våben. I oktober 1944 blev G. af frihedsrådet designeret som øverstkommanderende for modstandsstyrkerne fra et af London meddelt tidspunkt, nemlig når en større samlet kamp måtte forudses. G.s accept var betinget af at han ikke blev tvunget til at handle imod de samarbejdende politikere. Efter befrielsesregeringens tiltræden blev modstandsstyrkerne underlagt G. i hans egenskab af chef for hæren. Han var tillige direktør i krigsministeriet indtil 1946.

Under arbejdet i de første efterkrigsår med at genopbygge hæren holdt G. principielt på at alle egnede værnepligtige skulle indkaldes for at undgå 30ernes vilkårlige fordeling af værne-pligtsbyrden. Ekstraordinære bevogtningsopgaver stillede ganske vist også krav, men mandskabsstyrken blev derved for stor i forhold til fast personel og rådig udrustning med det resultat at mange værnepligtige hjemsendtes med en negativ oplevelse og indstilling til forsvaret. G. havde iøvrigt en levende forståelse for nødvendigheden af folkelig opbakning af hæren og virkede i al sin tid stærkt for "Folk og værn"-bevægelsen – om end han selv med sin tørre tilknappethed langt fra var just folkelig. Da forsvarschefinstitutionen indførtes 1950 blev G. af regeringen presset til at modtage stillingen, samtidig med at tidligere angreb på ham blev genoptaget fra anden side. Utvivlsomt berørt af angrebene – og i følelsen af forsvarets behov for en uomstridt person på posten – afslog G. og tog sin afsked 1951. G. var meget sky overfor følelsesudtryk i tjenstlige forhold og kunne vel vise nogen usikkerhed i bedømmelsen af mennesker. Men han var i sjælden grad sagligt respekteret og vil stå som en af de mest betydelige hærchefer i århundredet. Han var sat på en uriaspost som krævede store personlige ofre og resignation, men gik igennem det hele med rank ryg, kun ledet af hvad han måtte opfatte som ret og pligt og til landets bedste.

Familie

Forældre: generalløjtnant Vilhelm G. (1852-(1852-1939) og Amalie V. Benthin (1864-1937). Gift 24.3.1916 i Kbh. (Holmens) med Karen Maria Margrethe Yding, født 24.3.1891 i Assens, død 12.7.1975 i Kbh., d. af stationsforstander Jens Christian Y. (1865-1927) og Cæcilie Margrethe Andersen (1865-1954).

Udnævnelser

R. 1925. DM. 1931. K. 1936. K.1 1942. S.K. 1949.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance I–II. 1959. Aage Trommer: Myte og sandhed i besættelseshistorien, 1974. Frode Jakobsen: I Danm.s frihedsråd I–II, 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig