Ernst Wilster

Ernst Wilster, Ernst Hendrick Glode (Claude) (de) Wilster,  21.8.1808-27.12.1881, officer. Født i Kbh. (Cit.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). W. blev volontør 1818, n.å. kadet, 1822 efter udmærket eksamen kadetunderofficer (sekondløjtnants rang) og opvartende page, n.å. sekondløjtnant à la suite ved et infanteriregiment. 1831 blev han premierløjtnant, 1840 stabskaptajn, 1842 kaptajn I ved 1. jægerkorps (jyske jægerkorps). Med denne fortrinlige afdeling deltog han med megen dygtighed i krigen 1848-50, blev dec. 1848 som kar. major midlertid kommandør for den, n.å. virkelig major, 1851 kar., 1852 virkelig oberstløjtnant, 1858 kar. oberst. Efter fredsslutningen 1851 havde han som kommandant i 1. militærdistrikt (det sydlige Angel) under "belejringstilstanden" været yderst virksom for at trænge slesvigholstenismen tilbage og erhverve sig de nationalliberales gunst, og da der i krigsminister H. N. Thestrups periode indledtes en skarpere kurs i hertugdømmerne, blev W. midlertidig brigadekommandør og kommandant i byen Slesvig. Det faldt vel godt sammen med hans eget ønske, men vakte betænkelighed hos adskillige der frygtede, at den "ultradanske" W. på forhånd ville betragte alle dér som oprørere og derfor næppe var den rette mand på stedet. Marts 1863 blev han virkelig brigadekommandør, senere s.å. kar. generalmajor. Ved krigens udbrud 1864 havde W. kommandoen på hærens højre fløj, til begge sider af Frederiksstad, uden at komme i fægtning. Han skal senere have udtalt at han ikke ville have stemt for tilbagetoget uden efter et virkeligt slag i Dane-virkestillingen; men det hævdes fra kompetent side, at W. har bifaldet beslutningen om stillingens overgivelse. Efter en yderst anstrengende march med mange efternølere nåede W.s brigade 6.2., mens der kæmpedes ved Sankelmark, op i nærheden af Flensborg hvor han i den fejlagtige tro at kampstedet kunne nås ret hurtigt, besluttede at gribe ind i kampen. I stedet for den ved Sankelmark sårede general P. F. Steinmann fik W. kommandoen over 3. division der fra Als overførtes til Jylland, hvor W. under kampen 8.3. foran Fredericia blev såret. I maj var han helbredt, blev virkelig generalmajor og gik med 2. division ind i nørrejyske armékorps under Cai Hegermann-Lindencrone. W. havde fået en høj stjerne hos D. G. Monrad og havde i marts været på tale som krigsminister i stedet for Carl Lundbye, derefter atter i juni efter C. E. Reich: han "vilde passe godt til Forholdene". I maj havde han endog været nævnt som muligt overgeneralemne. Efter krigen var W. et par år til rådighed for og nogle gange midlertid kommandør for 1. og 2. generalkommando, blev ved hærloven 1867 general og brigadekommandør, var fra 1874 kommanderende general i Jylland-Fyn, til et slagtilfælde tvang ham til dec. 1877 at søge afsked. – W., almindelig benævnt "Lille W.", "den lille Major", var betydeligt under middelhøjde. Han var modig, livfuld, ildfuld, hurtig i vendingen; noget teatralsk i optræden, noget rastløs; med nogen tilbøjelighed til at henlede opmærksomheden på sin person. Han havde megen interesse for litteratur og anden åndelig syssel og var jævnlig gæst hos Adam Oehlenschläger og B. S. Ingemann. Hans fætter og senere svoger Chr. Wilster fik stor indflydelse på ham. Han stiftede nogle legater for enker og døtre efter officerer og underofficerer. – Kammerjunker 1828. Kammerherre 1858.