Flemming B. Muus

Flemming B. Muus, Flemming Bruun Muus,  21.11.1907-23.9.1982, officer, forfatter. Født i Kbh. (Frihavns sg.), død i Virum, begravet Søllerød kgd. M. tog 1922 realeksamen og efter to år som handelslærling i Kerteminde handelsskoleeksamen i Kbh. 1927. Efter to år i Siemens-værkeme i Berlin og to år i General Motors i Kbh. rejste han til Liberia som bestyrer i et britisk firma med hovedsæde i Cape Palmas. – Her fik M. nyheden om Danmarks besættelse og søgte straks at melde sig som frivillig til danske styrker, men nåede først i april 1942 frem til England efter en dramatisk tur der omfattede en syvdages kanorejse fra Cape Palmas til Monrovia og derpå en sænkning af transportskibet efter luftbombardement nær Irland. Samlet op af en britisk destroyer nåede han Liverpool. M. blev rekrutteret af Special Operations Executive (SOE). Efter endt træning blev han udpeget som leder af SOEs arbejde i Danmark og 11.3.1943 nedkastet syd for Nibe. Hans instruks lød på at organisere våbenmodtagelser i Jylland, et arbejde han dog overlod til vennen Ole Geisler, mens han selv slog sig ned i Kbh., en ændring der fik afgørende betydning for ham selv og for SOE-arbejdet i Danmark. – I Kbh. fik M. kontakt med de ledende modstands-kredse i alle forgreninger samt gennem Herman Dedichen med politiske inderkredse, og dermed fik han en modstandspolitisk og almenpolitisk indflydelse der ikke var tilsigtet, men med glæde blev modtaget af London. M. kom på et gunstigt tidspunkt hvor SOE-arbejdet efter en serie tragiske uheld 1942 kom i gang med en sikker radio og kurérforbindelse og vellykkede nedkastninger af mænd og materiel. Dette fik stor betydning for sabotagen og dermed for sommerens folkestrejker. Støttet til denne succes voksede SOEs og dermed M.s prestige og indflydelse, og M. kunne over for modstandsledere, politikere og militære gøre krav på at repræsentere Storbritannien på et tidspunkt hvor modstandsbevægelsen havde brug for og nu fik støtte fra London. M. sigtede bevidst mod sabotage og et dansktysk brud, og da dette kom den 29.8. følte han det som en sejr for både modstandsbevægelsen og SOE. I september blev han medlem af frihedsrådet som repræsentant for de frie danske i udlandet.

I oktober 1943 blev M. kaldt til London til forhandlinger om tekniske spørgsmål samt langtidsplaner om skabelsen af en dansk undergrundshær og dennes koordination med vestmagternes strategiske planer, og M.s referat om det effektive SOE-arbejde i Danmark fik positiv betydning for SOEs almene prestige i det britiske hierarki. I december blev han på ny nedkastet. Maskinen blev skudt ned under anflyvning, men det lykkedes M. at nå uskadt til Kbh. hvor han i frihedsrådet kunne meddele de britiske planer der straks blev iværksat. Fra nu af aftog M.s indflydelse noget i modstandskredse, idet den dansk-britiske forhandling gradvis blev overtaget af frihedsrådet. Til gengæld fik M. en stadig tættere kontakt til politiske og militære kredse, så han kunne virke for og få gennemført placering af officerer i ledelsen af undergrundshærens kadrer. Vitale tekniske og politiske problemer blev dog stadig formidlet over det radionet M. kontrollerede, hvorfor han fortsat indtog en uundværlig nøgleposition. I en vis modsætning til flere modstandsledere brugte han sin indflydelse til at støtte politikernes renommé i London. Skønt modstandsmand af sind og indsats nærmede han sig den politiske inderkreds og så med en vis skepsis på frihedsrådets voksende magtstilling. Han delte denne skepsis med Dedichen, i hvis hjem han traf indflydelsesrige politikere og officerer, og da han illegalt udslidt blev kaldt til London i december 1944 overlod han Dedichen, der i forvejen af M. havde fået selvstændig kode til London, en del kontakter samt den finansielle side af SOE-arbejdet. – M. rejste til London i den tro, at han ville vende tilbage som chef, men tanken herom bortfaldt, bl.a. fordi Dedichen kunne rapportere at der efter hans opfattelse forelå uregelmæssigheder i M.s regnskab. M. blev derfor tilbageholdt i London, og da SOE efter krigen indledte auditør-undersøgelse af M.s forhold, nægtede han i harme at medvirke til en klaring af anklagen. SOE lod sagen falde og overdrog den til danske myndigheder, og 1946 blev M. ved dansk domstol dømt for underslæb. Efter få måneder blev han benådet og rejste til Sydafrika hvor han 1948 blev ansat i en guldmine. – 1949 vendte han tilbage til Danmark og skrev i de følgende år en lang række bøger. Vigtigst var Ingen lænder el Lys –, 1950, Solsiden vender mod Nord, 1951, Det begyndte under Sydkorset, 1952, Der kom en Dag, 1953 (filmatiseret), Over 23 grænser, 1955. Sammen med hustruen skrev han bogen om Monica Wichfeld og Skik og brug, 1956. Endvidere skrev han en række drengebøger. Modig, intelligent og med sikker situationsfornemmelse placerede M. sig centralt i dansk besættelseshistorie og hævede SOE fra at være en teknisk støtteorganisation til at blive en virksom faktor i dansk besættelsespolitik.