Frits Holst

Frits Holst, Charles Frederik Holst, 14.12.1834-31.5.1909, officer, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Garn. kgd. H. blev landkadet 1848, udnævntes 1853 til sekondløjtnant og deltog på udsatte poster i forsvaret af Dybbølstillingen 1864; efter stormen 18.4. belønnedes han med ridderkorset og avancerede til premierløjtnant. 1867 tog han orlov et år og adjungeredes 2. zouavregiment i Algier hvor han deltog i flere ekspeditioner. 1874 udnævntes han til kaptajn, 1886 til oberstløjtnant. H. røbede tidligt stor interesse for teatret og erhvervede en vis popularitet ved sin overordentlige begejstring for danserinden Pepita; efter sit ægteskab begyndte han at skrive for folketeatret. Han debuterede 1863 med farcen Olympen i vor Tid og brød 1869 igennem med vaudevillekomedien Revyen, en harmløs satire over dansk borgerlig legen soldat der med Harald Kolling i hovedrollen stadig kunne genoptages på repertoiret gennem 30 år. 1870 fulgte En sand Demokrat som (samtidig med Henrik Ibsens De Unges Forbund) behandlede tidens politiske charlataner og lykkejægere; n.å. kom Hverdagsfolk, H.s bedste lystspil, et satirisk billede af københavnsk familieliv; 1876 opførte Det kgl. teater IOvergangstiden; 1881 spilledes Den lykkeligste Dag og 1883 Paa Pension på Folketeatret. Ved hustruens død, som han tog sig meget nær, ophørte H.s dramatiske produktion; han blev chef for 8. bataljon i Viborg, hvorfra han sammen med kaptajn Axel Larsen (Liljefalk) udgav det populært historiske værk Felttogene i vore første Frihedsaar, 1888, og først da han efter sin afgang som kar. oberst (1895) atter var flyttet til hovedstaden fremkom et nyt arbejde af ham, lystspillet Hr. Skaarup og hans Venner (Dagmarteatret 1897, genopført 1904 som festforestilling i anledning af H.s 70-års fødselsdag). H. var den lystspilskribent som mest bidrog til at give Folketeatret dets hyggelige, familiære præg; foruden sine originaler oversatte eller bearbejdede han 27 dramatiske arbejder for denne scene. Hans styrke var ikke handlingen, men karaktertegningen og replikken der altid var naturlig og rummede morsomme indfald. Ved deres elskværdige satire var H.s lystspil altid sikre på det store publikums øre.

Hans hustru Louise Holst, var teaterinteresseret fra barn og spillede allerede i konfirmationsalderen komedie i "Kalkeballen"; sæsonerne 1855–57 tilhørte hun Millers selskab hvis hovedstation var Århus, og derfra kom hun til Folketeatret, i hvis åbningsforestilling 18.9.1857 hun medvirkede (Louison i En lille Hex), og som hun uafbrudt tjente til sin død. Først anvendtes hun i almindelige elskerinderoller, men under den Offenbachske operetteperiode i 1860erne gjorde hun sig bemærket ved sin smukke skikkelse (fx som Venus i Orpheus i Underverdenen), og da farcerne prægede repertoiret, var hun Frederik Madsens partner med et sundt humør som navnlig passede til de raske københavnske piger, fx Caroline i Tre for En og Mathilde i Store Bededagsaften. Hendes mands lystspil og bearbejdelser indeholdt i reglen roller hvori hun fik lejlighed til at vise sin karakteriseringsevne, ofte i komisk retning, og i de senere år spillede hun adskillige problematiske verdensdamer i franske salonkomedier af Dumas fils og V. Sardou. Der var i hendes spil "en Rigdom af Nuancer, af Finesser, af Overgange, af fint beregnede Kunstpauser og næsten umærkelige Betoninger, som skyldtes F. L. Høedts Instruktion" (Herman Bang). 1880 var hun den første der fremstillede Bjørnsons Leonarda. Hun optrådte sidste gang 18.5.1883 som fru de Nohan i Ude og Hjemme, men døde pludselig på højden af sin udvikling.