Frédéric Henri de Suzannet de La Forest, d. 1701, marquis, officer. L. tilhørte en af de reformerte familier i Poitou der for deres tros skyld måtte forlade Frankrig. Han gik først i lüneburgsk tjeneste som ritmester, derefter, 1682, til Danmark hvor han 1684 fik patent som oberst til at opstille et rytterregiment som dog ikke kom ud over den første begyndelse, hvorpå han en kort tid havde kompagni i drabantgarden og derefter sorterede uner generalitetet uden at have nogen kommando. 1686 lykkedes det ham ved Christian Vs personlige mellemkomst at få sine børn løsgivet fra Frankrig hvor hans godser var blevet ødelagt; han selv og hans pårørende kom til at nyde mange begunstigelser ved hoffet, og gennem dronning Charlotte Amalie virkede han på mange måder til gunst for sine trosfæller i Danmark. Han var en fint dannet mand med en særdeles vindende optræden, og efter 1689 at være udnævnt til generalmajor blev han, der havde gode militære forbindelser i fornemme engelske kredse, udsendt til England, formelt for at afløse C. S. v. Plessen som gesandt ved det engelske hof og rådgiver hos prins Jørgen (George) – i virkeligheden for at vinde Vilhelm IIIIs støtte under forhandlingerne med Gottorp og i dette øjemed forhandle om det danske hjælpekorps der senere s.å. overførtes til England. Som chef for et rytterregiment i dette deltog han dernæst i krigen i Irland og Flandern 1689–97, udnævntes 1694 af Vilhelm III til generalløjtnant i korpset og fik 1697 tilsvarende udnævnelse af Christian V. Ved fredsslutningen dimitteredes han fra dansk tjeneste og overtog i Irland et gods der var blevet skænket ham; men allerede to år efter var han general i sachsisk tjeneste og søgte ved sin indflydelse ved det lüneburgske hof og ved sømagterne at formå disse til neutralitet under Frederik IVs strid med Gottorp. Han skulle også have ført et sachsisk korps på 8000 mand til Holsten; men August II var ganske ude af stand til at yde sådan hjælp.

Familie

Forældre: Jacques de Suzannet og Elisabeth Renée de Limoine. Gift Elisabeth de Coursillon, marquise de Dangeau, d. af Louis de Coursillon, marquis de D. og Charlotte des Noues.

Bibliografi

Danske saml. 2.r.IV, 1874–76 198; V, 1876–77 131 137 151 155 304 305. – J. H. F. Jahn: De danske auxiliairtropper I, 1840. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I, 1899. L. Bobé i Pers. hist. t. 9.r.IV, 1932 61.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig