Günther

Günther, Günther XLI,  25.9.1529-15.5.1583, hærfører. Født i Sondershausen, død i Antwerpen, begravet i Arnstadt. G. fik sin uddannelse hos sin senere svigerfar og fra slutningen af året 1550 ved kejser Karl Vs hof. Fra 1553 førte han i kejserlig tjeneste i Nederlandene en trop ridende pistolskytter, "de sorte ryttere". 1557-59 kæmpede han som oberst i Philipp II af Spaniens hær og vendte 1560 efter fredsslutningen mellem Frankrig og Spanien tilbage til sine besiddelser. G. hørte sammen med Jürgen von Holle og Hilmar von Munchhausen til de lejetropsførere som Christian III og rigsrådet endnu før afslutningen af den spanskfranske krig fandt det nødvendigt at ansætte på ventepenge for det tilfælde at Danmark skulle blive angrebet sydfra. G. trådte i et nært forhold til den nye konge Frederik II og anvendtes i årene op mod syvårskrigens udbrud som mellemmand i ægteskabs- og forsoningsforhandlingerne med Lothringen. At han imidlertid, som hævdet af Troels-Lund og senere historikere, skulle have tilskyndet kongen til en aggressiv politik over for Sverige og i højere grad end rigsråderne have haft kongens tillid er der ikke noget der tyder på. I foråret 1563 søgte G. ligesom Jürgen von Holle at overtale Frederik II til at lade krigen mod Sverige falde, men uden held.

G. fik maj 1563 tildelt overkommandoen over den danske hær der skulle angribe Sverige, og han hvervede selv til felttoget tre rytterfaner. Krigens første operation gik mod Elfsborg der overgav sig 4.9.1563, og hvor en stor del af krigsbyttet tilfaldt G. som øverstkommanderende. Det ustadige vejr i efteråret 1563 tvang hæren tilbage til Skåne, og her kom det, efter at hæren var gået i vinterlejr, den 9.11. til slaget ved Mared hvor G. med en stærkt undertallig styrke slog den fra Halmstad retirerende svenske hær og erobrede hele det svenske artilleri. G. imødeså krigsåret 1564 med visse forventninger, men skulle snart blive skuffet. De ham underlagte rytterfaner viste sig i stigende grad uvillige på grund af svigtende betaling, og et stort anlagt fremstød mod Stockholm i juli 1564 gik i stå i Smålands skove på grund af proviantmangel. I årets sidste operation rensede G. Blekinge for svenskere, men måtte opgive en belejring af Kalmar. G., der havde stærke modstandere i det danske rigsråd, blev i nogen grad gjort til syndebuk for dette års fejlslagne krigsførelse og fik ved herredagen i Nyborg dec. 1564 sin afsked, dog i nåde; Frederik II blev G. og dennes ryttere 168.000 daler skyldig, en gæld som først blev bragt ud af verden mange år efter krigens ophør. G. var som fører en forsigtigere type end sin efterfølger Daniel Rantzau, men der kan ikke herske tvivl om hans militære kompetence. Uden tvivl var det hans ulykke at han skulle kæmpe under uvante terrænforhold og med en modvillig hær. – Også efter 1564 opretholdt G. kontakt med Frederik II og virkede i flere år for et ægteskab mellem kongen og sin svigerinde, Juliana af Nassau. Dette ægteskab var endnu på tale ved G.s sidste besøg i Danmark i sept. og okt. 1568, men kort efter trak Frederik II sig til G.s forbitrelse ud af ægteskabsforhandlingerne, formentlig fordi ægteskabet ville have været en udfordring af Spanien. G. blev 1566 udnævnt til generaloberstleutnant i forbindelse med kejser Maximilian IIs tyrkerfelttog og virkede senere som militær sagkyndig hos statholderen i Nederlandene.