Hans Nicolai Thestrup

Hans Nicolai Thestrup, 1.10.1794-1.5.1879, officer, krigsminister. Født i Vejlø, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Allerede fem år gammel blev T. indskrevet som volontør ved Landkadetakademiet, blev 1805 virkelig kadet, 1811 kadetkorporal (sekondløjtnant), kom s.å. til tjeneste ved infanteriet, deltog i felttoget 1813, blev s.å. premierløjtnant og var i besættelseskorpset i Frankrig 1815–18. 1827 blev han stabs-, 1839 virkelig kaptajn (ane. 1825), 1842 major (ane. 1840), maj 1848 oberstløjtnant og bataljonskommandør – hele tiden ved samme afdeling: 2. jyske infanteriregiment, senere 9. bataljon der var anset for en mønsterafdeling. 1848 førte han sin bataljon med sådan omsigt og dygtighed at han regnedes for en sikker brigadekommandør hvis krigen skulle vedvare. Fra begyndelsen af felttoget 1849 var han midlertidig brigadekommandør med obersts karakter og blev sommeren s.å. virkelig oberst. 1850 førte han med udmærkelse sin brigade 24.7. ved Helligbæk, og n.d. ved Isted viste han energi og konduite ved, skønt hørende til en anden division, straks efter ulykken ved Øvre Stolk at stille sig selv og stærke dele af sin brigade til rådighed for general C. de Meza ved dennes indgriben i slaget og erhvervede sig både de Mezas og krigsminister C. F. Hansens stærke påskønnelse. 1852 blev han generalmajor, 1856 fratrådte han sin brigade og blev medlem af den rådgivende komité under krigsministeriet ved behandling af organisationsspørgsmål, forfremmelser m.m. 1856 fik han midlertidig, n.å. fast ansættelse i den nyoprettede, meget betydningsfulde stilling som generalinspektør for fodfolket. Han havde aldrig været knyttet til generalstaben. Ved sine inspiceringer fremmede han den krigsmæssige uddannelse af mandskab og førere, men afviste skarpt alle eksercerpladskunststykker.

Da det kortvarige Rottwittske ministerium dec. 1859 afløste det Hallske blev T. til sin store overraskelse spurgt om han ville overtage krigsministeriet efter Carl Lundbye, hvis hærorganisation og befæstningsplan var blevet begravet i et udvalg. T. havde, som det sagdes, ingen politisk mening og hørte ikke til noget politisk parti. Han modtog tilbudet og gik få måneder efter over i det Hallske ministerium. I ministeriet Rottvitt var han desuden marineminister. Da A. F. Tscherning 1848 under behandlingen af loven om almindelig værnepligt havde afvist tanken om samtidig at fremsætte forslag om ny organisation af hæren var hærplanen af 1842 stadig gældende, og ved den nære udsigt til krig med det tyske forbund var en betydelig og hurtig forøgelse og forbedring af hæren absolut nødvendig, særlig ved fodfolket, Ved en ny værnepligtslov samt indkaldelse og uddannelse af frinumrene forøgede han infanteriet så meget at hæren ved indkaldelsen af ti årgange kunne sættes op til 60.000 mand eller omtrent 20.000 mere end 1850. Også ved de andre våbenarter indførte T. forbedringer, bl.a. forberedtes oprettelsen af et fæstningsartilleri. Den stærke forøgelse af mandskabstallet nødvendiggjorde flere befalingsmænd; men rigsrådet afviste enhver tale om forstærkning af det faste officerskorps, og regeringen var ikke stærk nok – heller ikke enig nok – til som den samtidige preussiske regering at gennemføre en reorganisation af hæren på trods af bevillingsmyndighederne. T. var derfor henvist til administrativt at finde udvej til forøgelse af befalingsmændenes antal med reserveofficerer og -underofficerer, og 1861 oprettede han et antal skoler for reserveofficerer der fik meget betydelig og delvis god tilgang af frivillige. Da faren for krig blev overhængende 1861 fik han bevilget ekstraordinære midler til befæstningsarbejder ved Dannevirke, Dybbøl og Fredericia samt forskellige anskaffelser til hæren, navnlig forbedring af håndskydevåben. Men i øvrigt var han henvist til sit fredsbudget og til ved betydelig afkortning af tjenestetiden ved infanteriet at spare penge til sine reformer. Han ville imidlertid ikke alene forøge styrken; han ville indblæse hæren en ny ånd; ved uddannelsen skulle det krigsmæssige tilstræbes til det yderste, officererne, først og fremmest de ældre, faste, skulle uddannes til førere, korpset skulle forynges ved afskedigelse af gamle og mindre tjenstdygtige, de dueligste trækkes frem, underofficerskorpsets kår og uddannelse fremmes ved den afkortede tjenestetid og forbedrede uddannelsesformer. Det under hans ivrige påvirkning udarbejdede nye eksercerreglement for infanteriet indførte kampformer som de større hære først fik efter krigene 1866 og 1870, et vidnesbyrd om hans klarsyn. Også for sundhedstjenesten, forplejning, trænvæsen m.m. lod han udarbejde nye reglementer. Han lod generalstaben indsamle og ordne arkivalierne fra treårskrigen med en tjenstlig fremstilling for øje. Hans reformiver mødte i begyndelsen betydelig modstand, navnlig blandt de ældre officerer, men T. var overbevist om at tiden ville give ham ret, og ved stadigt tilsyn, ivrig påvirkning vandt han flertallet for sig. Det er berettiget at sige at når hæren 1864 med ret god fortrøstning kunne gå en krig i møde skyldes dette for en betydelig del T.s virksomhed. Da de holstenske tropper ved kundgørelsen af 30.3.1863 udskiltes for sig ville finansministeren ikke bevilge et særligt beløb til en ændret organisation hvoraf T. tog anledning til afgang fra ministeriet. Det blev sagt at han greb lejligheden da han ventede at få den netop da ledige 1. generalkommando der var særlig vel aflagt. Han måtte nøjes med 2. generalkommando (Flensborg). Da hæren efteråret 1863 sattes på krigsfod havde han en kort tid kommandoen over 2. division, og det vakte megen opsigt at denne fratoges ham inden krigsudbruddet. Trods indtrængende henstillinger fra ham om kommando i felthæren blev han ikke benyttet, og ved reduktionen dec. 1864 afskedigedes han.

T. var vellidt af Frederik VII der over for adjudanterne kaldte ham "min Lakritsminister": han var så sød. Derimod havde Christian IX ikke noget til overs for ham. – Det er blevet sagt om T. (G. Brammer) at hans karakteregenskaber ikke stod mål med hans intelligens og militære dygtighed. Han var en slet økonom, i mange år trykket af voksende pengesorger og i ågerkarlekløer. Først som minister lykkedes det ham at få fast bund under fødderne. Dette skadede meget hans anseelse i og uden for hæren, ikke mindst blandt hans ministerkolleger og over for bevillingsmyndighederne. Der kan ikke være tvivl om at de voldsomme anklager, rigsrådspræsident J. N. Madvig fremsatte ved behandlingen af hærforslagene 1866 mod de mænd der mellem de to krige skulle gennemføre hærlovforslagene gjaldt T. mere end nogen anden.