Hans Schack, greve, 28.10.1609-27.2.1676, greve, feltherre. Født på Unevad i Angel, død i Kbh., begravet sst. (Trin.). Fra sit 12. år var S. page hos Cai Ahlefeldt, amtmand i Flensborg, 1627–29 rytter i Christian IVs hær i Tyskland, var som fanejunker og løjtnant i svensk tjeneste fra 1630 og fra 1636 som kaptajnløjtnant og ritmester i Josias Rantzaus regiment i fransk tjeneste, blev 1638 oberstløjtnant i et fodregiment, 1642 oberst og chef for et rytterregiment hvormed han til 1647 deltog i en række felttog i Italien, Spanien, Flandern m.m. 1647– 48 hvervede han i sin fædrene hjemstavn Sachsen-Lauenburg et fodregiment og havde lejlighed til at blive personlig bekendt med Prins Frederik (III). 1649–50 var han som generalmajor atter i fransk tjeneste og deltog med udmærkelse i krigen i Flandern hvorpå han uden egentlig afsked rejste hjem. 1649 havde han en tid været arresteret i Paris som mistænkt for deltagelse i stridighederne mellem Mazarin og Fronden. Han søgte nu ansættelse i Danmark, men modtog 1652 udnævnelse til overamtmand i Sachsen-Lauenburg, fra 1656 i staden Hamburgs tjeneste som kommandant og oberst (generalmajor). S.å. havde rigsrådet overvejet at få ham i dansk tjeneste, men forhandlingerne herom strandede på hans store fordringer. Okt. 1657 indledtes nye forhandlinger; S. slog noget af på sine fordringer, nytår 1658 kom han til Kbh. med et stateligt tjenerskab og trådte fra 6.1. i tjeneste som generalløjtnant, regimentschef, med løfte om et len (Riberhus og Møgeltønder) for livstid og naturalisation som dansk adelig. Han købte straks en ejendom ved Børsen, og 8.1. var han medforslag-stiller om oprettelse af et "Krigs-Raad".

Da Karl X Gustav febr. 1658 marcherede mod Kbh. var S. kommandant her. I og uden for staden rådede man over et betydeligt antal gode afdelinger under kommando af S. og E. A. v. Eberstein, men der synes ikke at have hersket enighed om at vove en afgørelse. De få måneder til den anden krig fik S. gennemført forbedring af stadens fæstningsværker, og i hans hånd løb alle tråde sammen under belejringen, for så vidt de berømte militære spørgsmål; med overlegen ro og myndighed, stærkt støttet af kongen, traf han alle anordninger til det aktive og passive forsvar og afviste alle indblandinger i sit område. Stormnatten 10.-11. febr. 1659 var han til stede på de afgørende punkter, og hans anordninger viste, at han fuldt ud beherskede hvad der hørte til en fæstnings forsvar. Jan. 1659 blev han udnævnt til feltmarskal. Senere s.å. var han udset til at lede et undsætningsforetagende til det belejrede Nakskov, men inden de nødvendige skibsrum kunne skaffes til stede, faldt denne by. Sept. s.å. fik han instruks om under dækning af hollandske orlogsskibe at gå til Kiel og indtage tropper til et foretagende hvis mål hemmeligholdtes; han havde fuldstændig frie hænder og skulle være ansvarsfri hvis foretagendet mislykkedes, v. Eberstein skulle tage del i toget, og i Eckernførde traf de aftale om samvirken. Efter en demonstration foran Nyborg 29.10. gennemførtes hurtigt landgang ved Kerteminde, S. selv i spidsen for den forreste bådkolonne; en uge senere satte v. Eberstein over Lillebælt, og ved udsendte spejdere m.fl. fik S. forbindelse med ham. Ved de to føreres møde i Odense følte v. Eberstein, der var ældst i rang, sig med rette såret over S.s mangel på hensyntagen til sin kampfælle, og misstemningen mellem dem tiltog yderligere, da S. foreløbig ville forskanse sig og se forholdene an, mens v. Eberstein ubetinget ville gå til angreb straks; men endelig føjede S. sig. I slaget ved Nyborg 14.11. angreb v. Eberstein først, og kampen bølgede frem og tilbage, indtil S. greb ind med sin hærafdeling og fuldendte sejren. Med nogen ret er det udtalt, at S. ikke fuldt loyalt støttede v. Eberstein og koldsindigt for længe så til. Det blev dog S. der mest høstede æren og byttet. Han skulle dernæst lede et felttog syd for Elben, men på en overfart til Kbh. i april n.å. faldt han i fangenskab.

Endnu før den svenske hær ifølge fredstraktaten havde forladt Sjælland behandlede krigsrådet det vigtige spørgsmål om hærens reduktion og den fremtidige værneforfatning hvorom S. fremlagde forslag. Rigsrådet, af hvilket S. blev medlem aug. 1660, fandt imidlertid ikke disse vidtgående nok og krævede omtrent fuldstændig afrustning, men efter fortsatte forhandlinger mellem de to parter greb kongen ind og befalede en foreløbig reduktion under S.s ledelse. Det ser mærkeligt ud at S. var medunderskriver af et af rigsrådets radikale afrustningsforslag. Han forstod ganske vist ikke dansk men har naturligvis vidst hvad han satte navn under. Måske har han ment at forslaget var betydningsløst. Under kampen om den fremtidige regeringsform efterår 1660 trådte S. frem i forreste række sammen med Hannibal Sehested og var medlem af det udvalg der vedtog håndfæstningens tilintetgørelse. Han udnævntes til "Feltherre", blev præsident i det udelukkende militære krigskollegium der afløste det hidtidige halvt civile krigsråd, medlem af statskollegiet og stiftsbefalingsmand over Ribe stift. Nytår 1661 fremsatte krigskollegiet forslag om den fremtidige hær: enevoldsmagtens. Den hurtigt påfølgende kgl. resolution nedsatte vel den foreslåede styrke noget, men der skulle dog i kongeriget foreløbig holdes tre rytter- og fem fodregimenter – alle hvervede. Gennemførelsen lagdes ganske i S.s hånd. Allerede marts s.å. overvejedes en yderligere reduktion da undersåtterne klagede hårdt over byrden af hærens underhold, og i nov. forhandledes der i krigskollegiet under kongens forsæde herom. S. udtalte at det var ham som fremmed i landet ubekendt om byrden var for tung; den nuværende styrke var nødvendig; man kunne dog nok reducere fodregimenterne noget og til gengæld oprette fire landregimenter. En sådan reduktion, den sidste større i Frederik IIIs tid, blev vedtaget og straks gennemført. Sammen med regimenterne i hertugdømmerne talte hæren herefter 12 000 mand hvervede tropper.

Der blev dog ikke endnu ro om de militære forhold, thi i de følgende år udkæmpede krigskollegiet (S.) hårde kampe med kammerkollegiet (Hannibal Sehested og Christoffer Gabel) der til det yderste støttedes af store dele af adelen samt borgerskabet, og krigskollegiet, navnlig S. personlig, var genstand for almindelig misfornøjelse og uvilje. Skønt S. ønskede landregimenterne oprettet var han for lidt kendt med landets forhold, for indolent til at sætte sig ind i landmilitsens mangesidige forhold og var stærkt optaget af erhvervelse af gods og dettes administration. Først da man fra 1664 behøvede militsens effektive og billige arbejdskraft ved de store fæstningsarbejder i riget beskæftigede han sig for alvor dermed og fik den oprettet. For rigets befæstningsvæsen under de så grundigt forandrede militærpolitiske forhold viste S. dyb forståelse og virksom interesse. I årene før 1673 indtil Peder Griffenfeld efterhånden havde draget mere og mere af militærvæsenet ind under sig, mens S.s helbred blev vaklende, var S. den ledende mand på det militære område og øvede yderligere som medlem af statskollegiet meget betydelig indflydelse i alle statens indre anliggender. Enkelte andre, Gabel og Griffenfeld bl.a., trådte vel i nærmere personligt samarbejde med de to konger og øvede i perioder afgørende indflydelse, men i den kloge, kølige S. der aldrig trængte sig på havde kongerne stadig en støt, selvstændig rådgiver, uafhængig i enhver henseende udad- og indadtil. Under hans ledelse behandlede krigskollegiet hurtigt og klart de fra kongen eller de andre kollegier forelagte sager. S.s voteringer, altid korte, bestemte, afgivne sidst, var som regel afgørende. Kollegiet fungerede tillige som krigs-kancelli og som overkrigsret hvis forhandlinger lededes af S. soldatermæssig kort og djærvt.

Ud over enkelte, særlig pålagte hverv gav S. sig så lidt af med den ydre politik at det ikke kan afgøres om han personlig var fransk- eller østrigsk-indstillet. Ved den store hærudvidelse 1670–71 udførte S. det vigtigste arbejde med planlæggelse og gennemførelse, og særlig de betydelige gods- og pengetransaktioner ved det nye ryttergods ordnede han med fast hånd, klogt og dygtigt, mest muligt fordelagtigt for kronen, uden, som adskillige andre, at søge sig selv nogen fordel derved. De krigsmæssige lejrøvelser 1673 ved Almind havde han planlagt og ledede selv en belejringsmanøvre. – S. var en meget dygtig økonom og blev stor godsejer. For forstrækninger til kronen under krigen 1658–60 fik han 1661 Møgeltønder som ejendom, 1664 erhvervede han Gram gods, senere Gisselfeld. 1671 optoges han i grevestanden og var fra 1670 medlem af gehejmekonseillet. – De to sidste leveår tilbragte han stille og tilbagetrukket, men af breve til ham ser man at hans tanker i krigen 1675 stadig fulgte den ved hans kraftige medarbejde skabte fortrinlige hær. Han fik en pragtfuld, officielt fastlagt militær begravelse, og over hans grav rejstes et meget smukt marmormonument. Han har efterladt et stort arkiv, nu i rigsarkivet, navnlig indkomne breve vedrørende militære forhold. Fra hans egen hånd kendes næsten alene nogle lakoniske med rødkridt eller bly nedkradsede bemærkninger. – Hans datter Sophia Amalia S. var gift med Cai Lorenz Brockdorff (født 1.9.1646, død 30.3.1725) til Kletkamp, der 1701–35 førte proces ved rigskammerretten mod sin halvsøster om godset Bothkamp. Han blev 1672 dansk greve, 1706 tysk rigsgreve. Hv. R. 1671.

Familie

Forældre: Christoph S. (død ca. 1615) og Anna v. Deden (død tidligst 1626). Gift 31.8.1648 på Gültzow med Anna Blome, født 25.6.1632, død 28.2.1688 i Kiel, d. af gottorpsk jægermester Otto B. (1589–1645) og Dorothea Sehested (1606–40).

Udnævnelser

Bl.R. 1663.

Ikonografi

Stik af J. Falck, 1662, efter mal. af Karel v. Mander, efter dette stik af C. Meyssens og træsnit 1855 efter tegn. af C. Bloch. Mal. af W. Heimbach (Schackenborg; Steensgård). Afbildet på stik af A. Haelwegh, 1667, s.m. Fr. III o.a. Mal. af A. Wuchters formentlig ca. 1670 (Kletkamp), efter dette replikker (Fr.borg; Schierensee; Giesegård), kopier (Ribe rådhus; Schackenborg), stik 1673 og træsnit af H. P. Hansen, 1885. Malet til hest (Fr.borg; Schackenborg). Stukket i heroisk dragt, tilskrevet H. Dittmar. Statue, S. siddende, på epitafium af A. Quellinus 1682–86 (Trinitatis k., Kbh.), hertil tegnede udkast af H. v. Steenwinckel (Nat.mus.) og af A. Quellinus (Schackenborg). Afbildet på mal. af arvehyldningen 1660 af C. W. Eckersberg, 1828 (Chr.borg), på mal. af samme emne af Heinrich Hansen, 1880 (Fr.borg) og på mal. af stormen på Kbh. 1658 af F. C. Lund, 1887 (sst.). – Mindestøtte af J. Wiedewelt (ved Jægerspris).

Bibliografi

Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark. VI, 1876–82 249–56. Danske mag. 5.r.V, 1902–04 95 281f 285–89 291 293f; VI, 1905–09 144–46 151 154 169–74 178. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist., udg. Johs. Lindbæk I, 1903–04. – Hans v. Schack: Beiträge zur Gesch. der Grafen und Herren v. Schack III, Lpz. 1922. Will. Worm: Progr. fun. univ. Hafn. over H. v. S., 1676. O. F. C. Rasmussen: Optegn, over Gisselfeld, 1868 136 141–45. Danske saml. VI, 1870–71 324 374; 2.r.II, 1872–73 n.st. Hist. t. 5.r.III, 1881–82 161–266 (baron de Goes' breve fra Kbh. 1659–60). Ernst Albrecht v. Eberstein: Kriegsberichte, udg. L. F. v. Eberstein, 2.udg. Berlin 1891. L. F. v. Eberstein: Beschreibung der Kriegstaten des Ernst Albrecht v. Eberstein, 2.udg. Berlin 1892. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969) 477. A. Larsen [Liljefalk]: Dansk-norske heltehistorier 1648–1700, 1894 45–68. Ditlev Ahlefeldt: Memoirer, udg. L. Bobé, 1895. Søren A. Sørensen: Kbh.s belejring og Fyns generobring, 1896. K. C. Rockstroh i Svendborg amt. Arsskr. II, 1909 3–66. Samme: Udvikl, af den nationale hær i Danm. I–II, 1909–16. Samme i Militært t. XXXIX, 1910 400–04 450–53 463–68 og sst. 413–27. Mindeskr. i anledn. af 250-årsdagen for stormen på Kbh. 1659, udg. L. F. la Cour, 1909 55–71. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. III, 1923 707–10. F. Ahlefeldt Laurvig: Storkansleren I, 1934 199f 261 o.fl. st. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936. Peter Kr. Iversen i Sønderjydske årbøger, 1942 58–109. Finn Askgaard og Gunnar Olsen: En kamp for livet. Svenskekrigene 1657–60, 1958 = Vi og vor fortid XVII. Lars Tersmeden i Carl X Gustaf och Danm., Sth. 1965 = Carl X Gustaf-studier I. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973. Finn Askgaard: Kampen om Østersøen, 1974. O. Kühl: Den landmilitære centraladministration 1660–1763 I, 1975. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig