Jørgen Rohweder, kaldet Jørgen Steinberg, 26.8.1605-27.12.1644, officer. Efter at have tjent husfogeden i Segeberg deltog Jørgen Rohweder fra 1625 som musketer i Christian IVs hær i Tyskland, var derefter til 1641 i nederlandsk, svensk og fransk tjeneste, til sidst også i dansk og avancerede til kaptajn.

Ved svenskernes indfald i Holsten dec. 1643 udnævntes han til chef for et dragon- og musketerkompagni og kommandant i den lille fæstning Krempe, hvorfra han de følgende måneder, mens svenskernes hovedstyrke var i Jylland, foretog en række lynsnare, overraskende og resultatrige tog mod svenske besætninger i egnen øst og nord for Krempe der hos ven og fjende skaffede ham ry som en fremragende dygtig og dristig partifører. I april 1644 udnævntes han til oberstløjtnant og kommandør for regimentet og blev optaget i adelstanden.

Efter at svenskernes hovedstyrke var afmarcheret mod syd, deltog Jørgen Rohweder med fem kompagnier af regimentet i prins Frederik (III)s angreb på Riberhus hvor han i løbegravene blev dødeligt truffet af en kugle i hovedet.

Familie

Jørgen Rohweder blev født på gården Steinberg i Holsten, døde foran Riberhus og er begravet i Krempe.

Forældre: Hans Rphweder til Steinberg (død senest 1630) og Margrethe Harms. Ugift.

Bibliografi

H. W. Harbou i Pers.hist.t. 2.r.VI, 1891 75–80 og 3.r.V, 1896 245–47 (geneal.). S. A. Sørensen sst. 3.r.III, 1894 287–301. C. E. A. Schøller sst. VI, 1897 113–15. Johs. Hudemann: Leichpredigt über G. v. Steinbergen, Glückstadt 1645.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig