J.C. Madsen, Johannes Christian Madsen, 28.5.1849-2.5.1914, officer. Født i Odense, død sst., begravet sst. M. gennemgik 1864-67 underofficerselevskolen, var sergent 1868-69, fik 1868-74 den sædvanlige officersuddannelse, blev 1874 premierløjtnant i infanteriet, var fra 1883 kaptajn i linjen, 1901-10 i forstærkningen m.m. Af interesse for husflidssagen i almindelighed og af hensyn til det nyttige og gavnlige ved at beskæftige mandskabet i fritiden fremsatte han 1890 forslag om indførelse af undervisning i husflid ved fodfolksregimenternes vinterhold. Deltagelsen skulle være frivillig, arbejdet ledes af befalingsmænd, uddannet ved Odense husflidsskole, og omfatte træarbejder og børstebinding m.m.; senere kom hertil skomageri. Krigsministeriet optog sagen med megen velvilje, bevilgede penge til arbejdsredskaber og materiale samt små honorarer til lærerne, og fra 1892 arbejdedes der hvert år i garnisonerne. Arbejdstiden var først henlagt til vinter-, senere til sommermånederne; en række kursus for militære lærere afholdtes, og efterhånden bredte deltagelsen sig til artilleriets afdelinger og militærarbejderne m.fl., og på flere landsudstillinger fremvistes prøver på arbejderne. M. var leder af og tilsynsførende med den "militære husflid og sløjd" indtil 1913. En række år gav M. i Militær Tidende bl.a. 1894-96 oversigt over resultaterne.

Familie

Forældre: bomuldsvæver og modehandler Mads M. (1819-94) og Kirstine Henriette Becher (1822-1905). Gift 15.7.1876 i Kbh. (Johs.) med Alvilda Rosalia Rasmussen, født 15.4.1855 i Kbh. (Trin.), død 7.3.1929 sst., d. af fabrikbestyrer Ole R. (ca. 1809-71) og Clara Georgine Amalie Lindgreen.

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1905.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig