Dansk Biografisk Leksikon

J.S. Westrup

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

J.S. Westrup, Julius Sophus Westrup, ved dåben Sophus Julius,  11.3.1833-14.8.1901, officer, militærforfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). W. blev student 1850 fra v. Westens institut, cand.phil. n.å. og indtrådte i den militære højskole 1853, afgik herfra 1857 som sekondløjtnant af artilleriet med anciennitet af 1853. Han blev premierløjtnant 1860, deltog i felttoget 1864 ved 1. feltbatteri og kommanderede under Dybbøls belejring det halvbatteri på Hardeshøj der var medvirkende til at preusserne måtte opgive den påtænkte overgang til Als ved Ballegård 2.4. – 1868 beordredes han til i et år at forrette tjeneste i den franske armé i Algier, deltog i ekspeditionen mod Silala samt i træfningen ved Debdeb og belønnedes for sit forhold med ridderkorset af æreslegionen. W. deltog kun lidt i tidens politiske kampe, men hans meninger stod i skarp modstrid til den i militære kredse da herskende højrepolitik. Da han 1874 trådte uden for nummer for i udlandet at dyrke sine militærretlige interesser, tillodes det ham ikke at genindtræde i nummer i hæren så betids at han kunne avancere før aldersgrænsen nåedes. Han, der var en af hærens mest begavede og kundskabsrige officerer, søgte da 1875 sin afsked på grund af alder. Afskeden bevilgedes med kaptajns karakter. Efter sin afsked optoges han ganske af sin livssag: hærvæsenets forhold til folk og stat, særlig alt hvad der angik det militære retsvæsen som han med sin udstrakte viden og sit klare og fordomsfri udsyn, der var langt forud for hans tid, ønskede ændret i en retning som først en langt senere tid har evnet at realisere. Af litterære arbejder offentliggjorde han ikke meget; det var studiet i sig selv der interesserede ham mest. I Politiken sås af og til hans mærke Frater taciturnus under tankevækkende, aktuelle indlæg, og i Tilskueren offentliggjorde han sine to vægtigste afhandlinger: 1864. Preussiske Forhold og preussisk Krigshistorie, 1889 og Militær Retsreform, 1901.

Familie

Forældre: silke- og klædehandler Carl Wium W. (1802-69) og Jensine Steffine Christiane Heegaard (1807-51). Gift 9.11.1870 i Stenstrup, Svendborg amt, med Elisabeth Christine Rasmussen, født 12.4.1843 i Stenstrup, død 29.10.1875 på Frbg. (Trin.), d. af sognepræst, senere provst Ludvig August Frederik R. (1808-89) og Simonine Elisabeth Ploug (1810-71). – Far til C. W. W.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Politiken 16.8.1901. C. Th. Sørensen sst. 21.8.s.å. Militær tid. XI, s.å. 350f.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
premierløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
Politiken
dansk avis, grundlagt i København 1884 af bl. ...Artikel i Den Store Danske
Ballegård
hovedgård ved Blans mellem Aabenraa og Sønderbor ...Artikel i Den Store Danske
Algier
(fr. Alger , arab. al-Jazair 'øerne'), hoveds ...Artikel i Den Store Danske
sekondløjtnant
(af fr. 'andenløjtnant'), inden for militær yngste v ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
CaKo
18/07/2011
  • Læst 244 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki