Dansk Biografisk Leksikon

J. C. J. de Feignet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

J. C. J. de Feignet, Joseph Carl Julien de Feignet, kaldes i kirkebogen ved sin død Carl Wilhelm Julian de Feignet,  1699-2.4.1771, officer. Født i Schwaben, død i Kbh., begravet i Garn. k. de F. var først Edelknabe hos en fyrst Liechtenstein og blev 1716 fænrik i kejserlig tjeneste, studerede herefter teoretisk og praktisk artilleri- og ingeniørvidenskab, blev 1727 sekondløjtnant i ingeniørerne, 1733 premierløjtnant (i infanteriet) og 1735 ingeniørkaptajn. 1743 trådte han i dansk tjeneste som overtallig major ved danske fortifikationsetat, men forrettede fra n.å. tjeneste ved holstenske etat, blev oberstløjtnant 1752, 1754 midlertidig, n.å. virkelig chef for sidstnævnte etat; fik 1755 rang med oberster af infanteriet. 1758-60 var han generalkvartermester ved grænsekorpset i hertugdømmerne og afløstes af P. E. Gähler. 1761 beordredes han til at kortlægge hovedvejene i hertugdømmerne og angive vejlængderne i danske mil. Da "de fleste Geografier" angav en dansk mil til 15 000 sjællandske alen blev der ud fra Kbh. foretaget opmåling ad forskellige hovedveje hvad der vel gav forskellige resultater som følge af vejenes omlægning i de sidste 80 år, men dog førte til at en dansk mil "antoges" oprindelig at være regnet til 12 000 "danske eller sjællandske" alen hvad der herefter sloges fast og gennemførtes i hertugdømmerne. Fra den Saint-Germainske hærordning 1763 til sin død var de F. chef for den forenede dansk-norsk-holstenske fortifikationsetat, fra 1766 som generalløjtnant (i infanteriet). Han var modstander af at hans officerer stod i nummer ved infanteriet og jævnlig måtte forrette tjeneste ved dette, og fremsatte forslag om en mere tidssvarende fordeling i rigerne af ingeniørofficererne og om disses tjenstforretninger. Det var ham der gennemførte at ingeniørofficererne i den norske etat skulle kunne dansk (norsk); selv skrev han dog altid tysk. På hans forslag blev Hitler skanse nedlagt da man dog ikke derfra kunne beherske Elben. Fæstningsværkerne om Nyborg blev tilbagekøbt i hans tid og atter fornyet, men det lykkedes ham ikke at gennemføre at Ladegaarden ved Kbh. blev omdannet til en lille fæstning til i forbindelse med sluseværker at hindre en angriber i at ødelægge stadens vandforsyning. Han har udgivet Kurze.jedoch gründliche Gedanken von einer wahren Verbesserung der modemen Fortification, 1748. Han var katolik.-Hv.R. 1766.

Familie

Forældre: kejserlig major Friederich Conrad Wilhelm de F. (død 1702). Gift 1737 med Maria Theresia de San Bartholomii, født ca. 1718 i Milano, død 16.3.1790 i Altona, d. af kejserlig oberst de San B.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds udg. L. Bobé IX, 1922 407. Inkvisitionskommissionen af 20.1.1772, udg. Holger Hansen III, 1932.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
premierløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
vandforsyning
indvinding og distribution af vand, se vand (vandre ...Artikel i Den Store Danske
oberstløjtnant
se militære grader. ...Artikel i Den Store Danske
Elben
tjekkisk Labe , en af hovedfloderne i Mellemeur ...Artikel i Den Store Danske
Schwaben
administrativt område i den sydvestlige del af d ...Artikel i Den Store Danske
generalløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
sekondløjtnant
(af fr. 'andenløjtnant'), inden for militær yngste v ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Rockstroh
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki