Jan de la Haye, Jean de la Heye (Hay), d. 11.7.1676, officer. Død i Landskrona. de la H. var maj 1657 sammen med en del nederlændere kornet i Kjeld Langes regiment, derefter i Poul Beenfeldts regiment og deltog i felttoget i stift Bremen og Holsten. Febr.n.å. var han løjtnant i Niels Rosenkrantz' kompagni gønger der gik ind i kongens livregiment til fods, ved hvilket han deltog i Kbh.s forsvar og 1659 var kaptajn. 1666 var han major, blev juli 1675 oberstløjtnant og deltog i belejringen og erobringen af Wismar. Som oberst og kommandør for Gamle sjællandske regiment deltog han n.å. i erobringen af Helsingborg og belejringen af Landskrona. Natten til 11.7. lå han med sit regiment i forreste linje foran fæstningen; efter at have kastet en udfaldsstyrke tilbage forfulgte han, satte sig fast på fæstningsvolden og tvang forsvarerne fra byen ind i kastellet der kort efter blev overgivet; men han selv faldt under modangrebet.

Familie

Muligvis s. af Abraham de la H., en nederlænder el. franskmand, der 1618–34 var ingeniør og voldmester ved Kbh.s fæstning. Gift 23.8.1659 i Kbh. (Frels.) med Maren (Bruun), død efter 1676, d. af købmand, borgmester på Christianshavn Jacob Madsen (1596–1653) og Karen Eilersdatter (1591–1674, gift 1. gang med Iver Bruun).

Bibliografi

H. W. Harbou i Pers.hist.t. 3.r.II, 1893 39–42. L. Bobé sst. 7.r.IV, 1920 279–82. N. P. Jensen: Den skånske krig, 1900.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig