Jørgen Rantzau, Jürgen Rantzau, ca. 1652-10.3.1713, officer. Død i Lübeck. R. blev 1677 major i jyske rostjeneste og deltog i skånske krig, men havde da været soldat i udenlandsk tjeneste siden sit 17. år. 1678 blev han oberstløjtnant under broderen, og ligesom denne afslog han efter rostjenestens ophævelse at tage anden tjeneste og fik 1680 rejsetilladelse for atter at gå i udenlandsk tjeneste. 1682 blev han oberstløjtnant i garden til hest, 1689 kar., 1691 virkelig oberst og regimentschef i Jylland, deltog 1693 i ekspeditionen mod Ratzeburg, 1700 i felttoget ved sydgrænsen. 1701 blev han brigadér, og fra 1702 kommanderede han en brigade i hjælpekorpset i Nederlandene m.m. Han deltog med bravur i slaget ved Höchstädt 1704. Vinteren 1704-05 havde han kommandoen over det samlede korps, og i slaget ved Oudenaarde 1708 førte han med omsigt og stor dygtighed den allierede hærs stærke avantgarde og erhvervede sig prins Eugens og Mariboroughs ubetingede anerkendelse. 1705 var han blevet generalmajor (regnet fra 1704), og ved broderens død blev han 1709 (1708) generalløjtnant og chef for korpsets rytteri. 1709 blev han hjemkaldt for i Skåne at kommandere rytteriet. Det tjener til hans ære at skønt han allerede var feltsoldat, da overgeneralen C. D. Reventlow (1671-1738) blev født, gik han uden indvendinger ind under dennes kommando og støttede ham loyalt og fuldt ud, ikke alene i, men også uden for det tjenstlige. Reventlow kendte vel R. som en tapper og dygtig rytterfører, men ville dog i afgørende øjeblikke være ved siden af ham for at holde igen på ham. Medens R. efteråret 1709 under Reventlows upasselighed førte kommandoen, udviklede han skriftligt over for kongen særdeles sunde principper for troppeføring, men bad samtidig om direktiver for den kommende vintertid hvad kongen dog afviste. Mod slutningen af febr. 1710 da afgørelsen nærmede sig faldt Reventlow i hård, langvarig sygdom så R. måtte tage stødet og lod afholde to krigsråd om hvor hæren skulle tage stilling, og om man skulle vælge forsvar eller selv gå løs på fjenden hvad R. helst ville. Men stemningen var delt. Det vedtoges dog i det første at man skulle tage stilling mellem Lund og Ystad, men i det andet at man skulle gå tilbage til Helsingborg hvad der stemte med en omtrent samtidig indtruffen befaling fra kongen og blev udført. Dette er i nutiden blevet betegnet som en "stor, en skæbnesvanger og uoprettelig fejl" – en dom som dog er omtvistelig. R. følte sig imidlertid frygtelig tynget af ansvaret. Hans dispositioner for slaget 10.3. var hensigtsmæssige, men hans gamle, personlige kamplyst drev ham under slaget til at deltage i højre fløjs rytterangreb, der vel gennemførtes glimrende, men medførte adsplittelse af slaglinjen han selv blev hårdt såret og måtte forlade kamppladsen. Da der ingen fælles ledelse var, endte slaget med dansk nederlag, og Helsingborg, deres eneste holdepunkt i Skåne, måtte forlades. R. blev stærkt kritiseret, men kongen slog dog ikke hånden af ham, og n.å. fik han kommandoen over blokadekorpset foran den stærke fæstning Wismar mens hovedhæren gik mod Stralsund. 5.12. s.å. foretog Wismars forsvarere et stort udfald hvorom R. havde fået nys; han traf så gode modforanstaltninger at hele udfaldsstyrken blev nedhugget eller fanget. Han blev general af kavaleriet, og n.å. stod han atter en tid med et korps foran Wismar, men blev syg og måtte lade sig bringe til Lübeck hvor han døde.

R. var "den danske adels helt", følte sig og hævdede sig stedse som dansk, befandt sig bedst blandt danske, søgte stedse at fremdrage fortjente landsmænd, og den menige mands vel lå ham særlig på hjerte. Han besad ikke broderens stilistiske evne og videnskabelige dannelse; han var en krigsmand af den gamle skole, udtrykte sig djærvt og ligetil på godt dansk eller efter omstændighederne på godt tysk eller fransk. Han ejede en kort tid Bygholm.

Familie

Forældre: oberst Frants R. til Estvadgård (ca. 1620-76, gift 2. gang 1660 med Helle Urne (død 1688, gift 2. gang med Morten Skinkel, død 1679, gift 3. gang 1685 med hofjægermester Hans Arenfeldt til Rugård, død 1689)) og Lisbeth Rosenkrantz (1631-57). Gift 19.1.1685 med Marsille Gabel, død 1733, d. af statholder Christoffer G. (1617-73) og Ermegaard Badenhaupt (begr. 1699). – Bror til Johan R.(1650-1708).

Udnævnelser

Hv. R. 1709.

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen VII, 1886. – J. H. F. Jahn: De danske auxiliærtropper II, 1841 164-67 o.fl.st. C. C. v. Krogh: Medd. om den kgl. livgarde til hest, 1886 293-99 o.fl.st. Kungl. krigsvetenskaps-akademiens t., Sth. 1889 481-508. C. Mule i Museum, 1895 I 302. J. C. W. Hirsch sst. II 45 51 97 99. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899-1934. Gerhard Brammer: Livgarden 1658-1908, 1908. Jens Johansen: Danm.-No.s deltagelse i den store nord. krig, 1935 74-81 85-88 106f

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig