K.B. Martinsen, Knud Børge Martinsen, 30.11.1905-25.6.1949, officer. Født i Sandved, Hårslev sg, død i Kbh. M. blev sekondløjtnant 1933, premierløjtnant s.å., kaptajnløjtnant 1939. Han var kontrolofficer i Det internationale ikke-indblandingsudvalg ved den fransk-spanske grænse under den spanske borgerkrig 1937-38, tjenstgjorde 1939-40 i krigsministeriet og var 1940-41 på generalstabskursus. M. havde ret tidligt vist nazistiske sympatier og hans anti-kommunistiske opfattelse var blevet grundfæstet efter oplevelser i Spanien som kontrolofficer. Efter den tyske besættelse af Danmark gav han på generalstabskurset åbent sin beundring for den tyske krigsførelse til kende. Den 26.6.1940 meldte M. sig ind i det danske nazistparti DNSAP. M. havde utvivlsomt militær begavelse, han forlod generalstabskurset som den bedste på holdet. Han havde imidlertid fået at vide af hærens ledelse at han ikke ville blive brugt som generalstabsofficer pga. sine nazistiske sympatier. I skuffelse herover søgte han uden for nr. 15.5.1941 og meldte sig til Waffen-SS. Efter at Frikorps Danmark var blevet oprettet i juli s.å. blev han i september overført til dette korps med hvilket han kæmpede på østfronten som Sturmbannführer. Efter korpschefen, C. F. von Schalburgs død 2.6.1942 blev M. kort tid efter frikorpsets chef, hvad han var til det blev opløst som selvstændig kampenhed 20.5.1943. M. var respekteret af sit mandskab, men var ikke vellidt.

I modsætning til de tidligere chefer der havde lagt vægten på korpsets anti-kommunistiske kamp lagde M. mere vægt på den nazistiske ideologi, samtidig med at han mere og mere fremviste helt tydelige politiske og især personlige ambitioner. M. blev 18.2.1943 Obersturmbannführer og blev af den øverste chef for Waffen-SS sendt til Danmark for dér at opbygge et "germansk korps" der skulle være en dansk udgave af Waffen-SS. M. beholdt indtil opløsningen formelt posten som chef for frikorpset. I Danmark etablerede M. derefter pr. 1.4.1943 et korps som han kaldte Schalburg-korpset, og hvis funktion var bekæmpelse af den danske modstandsbevægelse bl.a. gennem vold, terror og mod-sabotager (af den illegale presse betegnet som "schalburgtager"). På dette tidspunkt var M.s fanatisme endt i en fremtrædende moralsk opløsning. Hans virke må betegnes som hæmningsløst og forbryderisk. Ud over de terror-mord som han stod bag begyndte han også at nedskyde sine egne folk. M.s virke medførte efterhånden flere interne tyske tjenesteundersøgelser, og 20.10.1944 blev han forsat fra Schalburg-korpset til en SS-bataljon i Breslau. Han kom senere i tysk fængsel hvorfra han flygtede og vendte tilbage til sit hjem i Roskilde hvor han blev ignoreret af de tyske myndigheder. Her blev han arresteret af modstandsbevægelsen 5.5.1945. M. blev for sine forbrydelser i Schalburg-korpset dømt til døden i 1948 af landsretten. Dommen stadfæstedes af højesteret 1.4.1949 og eksekveredes 25.6. s.å. M. skrev en bog om Frikorps Danmarks kampe der var klar til udgivelse i 1944, men den findes kun i enkelte eksemplarer da det lykkedes modstandsfolk at ødelægge oplaget ved sabotage.

Familie

Forældre: skrædder, repræsentant Hans Kristian M. og Othilia Marie Poulsen. Gift 16.9.1933 med Elsebet Signe Geismar, født 23.8.1910 i Gjøl, d. af præst Johan Ove G. (1869-1930) og Vilhelmine Marie Ulrikka Olsen (1883-1919).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Erik Haaest: Frontsvin, 1975. Samme: Frostknuder, s.å. Samme: Forrædere, s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig