L.F. Brock

L.F. Brock, Ludvig Frederik Brock, 20.8.1774-22.11.1853, officer. Født i Biri, Gudbrandsdalen, død i Randers, begravet sst. B. blev landkadet 1787, fændrik 1795, sekondløjtnant s.å. og premierløjtnant 1801. Allerede på akademiet havde man lagt mærke til at B. med udmærkede evner forbandt megen praktisk sans, og straks efter sin udnævnelse til officer blev han anvendt til forskellig tjeneste uden for geleddet; således stilledes han til generalvejkommissionens rådighed for at foretage opmålinger af landevejene i Jylland og på Sjælland, og da kronprinsens opmærksomhed blev henledt på den unge, talentfulde officer gav han denne det hverv at undersøge Gudenåen mellem Randers og Silkeborg med hensyn til åens indretning til pramfart. B.s indsendte forslag blev antaget og arbejdet udført efter dette (1802). Ved denne lejlighed udtalte han bl.a. ønskeligheden af anlæggelsen af en købstad (handelsplads) ved Silkeborg, og gentagne gange senere bragte han denne sag på bane såvel over for Frederik VI som Christian VIII. 1805 fik B. kaptajns anciennitet, og ved troppekoncentrationen til Holsten s.å. ansattes han som adjudant ved hovedkvarteret. 1807 beordredes han til Femern for at indrette kystmilitsen der, og efter kampen ved Køge sendte kronprinsen ham til assistance for general J. Castenschiold. I slutningen af sept. afgav denne der blev kaldt til Holsten sin kommando til generalmajor Johann v. Ewald, hos hvem B. blev adjudant indtil kronprinsen atter overtog kommandoen på Sjælland og B. vendte tilbage til hovedkvarteret og udnævntes til stabskaptajn. Ved generalstabens oprettelse 1808 blev han divisionsadjudant og under det spansk-franske hjælpekorps' march gennem hertugdømmerne pladskommandant i Flensborg. Han gjorde her chefen for den franske hær i Nordtyskland, marskal Bernadottes bekendtskab. Okt. 1809 da kongen afrejste til Holsten, og prins Christian Frederik fik kommandoen over samtlige tropper øst for Storebælt blev B. ansat direkte under prinsen, men kom i nogle måneder til at forrette tjeneste ved "avantgarden" (oberst A. v. Kardorff). 1811 blev B. "overtallig", 1812 virkelig overadjudant (major), og da det i begyndelsen af maj 1813 bestemtes at sende prins Christian Frederik til Norge som statholder ønskede prinsen at medtage B., og denne deltog da i hans farefulde sejlads fra Fladstrand til Hvaløerne 20.-21.5. Han var under de påfølgende begivenheder i Norge prinsens trofaste hjælper, men han har afgivet den bestemte erklæring at han trods sin stilling som overadjudant "hverken havde kundskab om eller indflydelse på hvad der i Christian Frederiks kabinet blev besluttet". Bemærkelsesværdig er B.s bedømmelse 1842 af Christian Frederik som statholder i Norge. B. stillede sig tvivlende over for et særligt norsk kongerige, men da dette var blevet en kendsgerning holdt han på det til det yderste. Han var medlem af den kommission som afgav betænkning om Norges militære hjælpekilder specielt over for et indfald fra Sverige; han var til stede på Eidsvold da det blev bestemt at prinsen skulle tage styrelsen som regent, og han rådede denne indtrængende til at udnævne C. D. A. Arenfeldt til overgeneral og vove et hovedslag, hvortil Christian Frederik dog ikke lod sig bevæge. Flere vigtige sendelser blev betroet B. Således blev han i slutningen af dec. 1813 sendt til Frederik VI på Hindsgavl med en depeche som skulle forberede kongen på at en regeringsforandring i Norge kunne blive nødvendig; aug. 1814 sendtes han i anledning af konventionen i Moss til den svenske kronprins Carl Johan (Bernadotte) der havde nægtet at ratificere konventionen, forinden demarkationslinien var trukket tættere sammen om hovedstaden. Prinsen opholdt sig i Fredrikstad og modtog B., som han straks genkendte fra deres møde i Flensborg, meget venligt. Sammenkomsten forløb dog ikke uden heftige udtalelser fra kronprinsens side, men endte med at denne undertegnede konventionen uden forbehold. B. der havde været medunderskriver af den erklæring (Eidsvold 20.2.1814) i hvilken den norske generalstab meddelte Frederik VI at den sluttede sig til prins Christian Frederik havde fået afsked af dansk krigstjeneste i marts s.å. Juli 1815 ansattes han af Carl Johan i sit forrige nummer og som tjenstgørende adjudant hos kongen; 1817 blev han oberstløjtnant. Nogle år efter begyndte den øjensygdom der 1824 tvang ham til at søge sin afsked som han fik som oberst. Omtrent samtidig blev han udnævnt til toldinspektør i Randers. Som sådan udvirkede han gennem indstilling til generaltoldkammeret at Nørreåen blev gjort sejlbar. 1829 blev B. på grund af fuldstændig blindhed nødsaget til at fratræde embedet, men hans energi var usvækket, og i en årrække skulle han komme til at udøve en betydningsfuld virksomhed dels som politiker, valgt 1834 som en af Randers bys deputerede ved stænderforsamlingen i Viborg, og dels som borgerrepræsentant og byens første rådmand (fra 1838). 1834 havde B. udgivet en brochure Et Par Ord angaaende Nødvendigheden af en almindeligere Værnepligt, og da han første gang mødte som stænderdeputeret 1836, indbragte han forslag om forandring af militærlovgivningen, specielt om værnepligten. Men han kæmpede forgæves for forslagets vedtagelse. Blandt hans øvrige forslag som han udførligt og grundigt motiverede, og som fremkom dels 1836, dels i sessionerne 1838–44, kan fremhæves: om ophævelse af konsumtionen og i stedet herfor afgift på statspapirer og hypotekerede fordringer, om ophævelse af tallotteriet, om afskaffelse af den kollegiale regeringsform og indførelse af en departementalbestyrelse, om stænderforsamlingernes offentlighed osv. Mest opsigt vakte hans holdning under adressediskussionen 1844 da han fremsatte bestemt krav om at prinsen af Augustenborg skulle fjernes fra sin post som statholder i hertugdømmerne. – En søn Nicolai Stabel Brock (3.3.1803–25.5.1885) blev kadet 1813, stod 1826–47 ved Livgarden til hest. Som eskadronchef ved 3. dragonregiment deltog han i treårskrigen, som kommandør ved 5. i krigen 1864. Han var 1859 stabschef hos prins Christian (Chr. IX). Afsked som oberst 1864. Kammerherre 1862. R. 1841. DM. 1860. K. 1862.