Dansk Biografisk Leksikon

Otto Blom

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Otto Blom, Otto Emanuel Blom,  24.12.1830-28.12.1903, officer. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Garn.). B. gennemgik 1848–53 Den militære højskole og udnævntes til sekondløjtnant à la suite 1850 (1848), blev 1854 premierløjtnant i artilleriet, 1864 kaptajn, 1880 oberstløjtnant, 1886 oberst. Hans militære tjeneste og uddannelse blev meget alsidig. Hans interesse for det nye riflede skyts og for panserkonstruktioner medførte at han 1861 ansattes midlertidigt som undertøjmester i marinen (til april 1869) og 1864 ledede han tillige tilsvarende forsøg i hærens artilleri. 1869 blev han kompagnichef ved kystartilleriet. Han kastede sig derefter over studiet af befæstningskunst, bl.a. på rejser i udlandet og deltog herhjemme i forhandlingerne om befæstningssagen. Maj 1880 blev han chef for 2. artilleribataljon, 1883–86 var han stabschef ved artilleriet, 1886–89 chef for konstruktions- og forsøgsafdelingen samt formand for artillerikomiteen og 1889 chef for I. artilleribataljon og for Kbh.s søbefæstning. Efter i nogle år at have været til rådighed for 1. generalkommando og derefter for artilleriets stab blev han 1895 chef for det nyoprettede fæstningsartilleriregiment; afgik s.å. – Ved siden af sin praktiske militærgerning var B. en meget frugtbar forfatter. 1862–67 redigerede han Tidsskrift for Krigsvæsen, 1865–68 Dansk militært Tidsskrift og skrev en lang række artilleritekniske afhandlinger. For en sådan vandt han 1862 Norsk militært Tidsskrifts guldmedalje. Hans historiske interesser udløste sig i flere større og mindre afhandlinger, og hans særlige interesse for våbnenes historiske udvikling gjorde ham til Danmarks første våbenhistoriker. 1857 overdroges det ham at ordne den af C. J. Thomsen 1830–38 opstillede historiske våbensamling i Christian IVs tøjhus hvilket førte ham på en længere europæisk studierejse. Trods sit omfattende arbejde i hæren bevarede han sine våbenhistoriske interesser og udsendte 1877 sit hovedarbejde på dette område Christian IV.s Artilleri. Efter afskeden fra hæren overdroges det ham i forbindelse med oberst P. C. Bang at nyordne den historiske våbensamling (nu Tøjhusmuseet) hvilket dog indskrænkedes til en ved hans død ufuldendt katalogisering. – Han var 1879–90 medlem af landstinget for Kbh. og ivrig talsmand for forsvarssagen. Han var ualmindelig afholdt blandt standsfæller der karakteriserede ham som en frisk, usnobbet og varmhjertet personlighed med en vis ironisk udtryksform. - Broderen Gustav Vilhelm Blom (26.9.1826–25.7.1850) blev ligeledes officer og faldt som kaptajn ved Isted. Han udgav 1847 en digtsamling der vakte opsigt og nogen debat. N. F. S. Grundtvig skrev et digt ved hans død (Berl. Tid. 27.8.1850).

Familie

Forældre: kaptajn, senere oberst H. J. B. (1792–1864) og Mathea Elisabeth Lutken (1796–1832). Gift 14.11.1856 i Kbh. (Garn.) med Pauline Augusta Gundelach, født 23.6.1836 i Lemvig, død 21.9.1876 i Kbh. (Garn.), d. af kancelliråd, by- og herredsfoged Frederik Christopher G. (1785–1847) og Frederikke Albertine Blom (1789–1871).

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1869. K.2 1891.

Ikonografi

Træsnit 1887. Mal. ca. 1890 af G. V. Blom. Mindetavle med relief af Nic. Schmidt, 1904 (Tøjhusmuseet). Foto.

Bibliografi

Familien B. fra Hurum, 1902 38. Fædrelandet 1847, nr. 121. Johan Ottosen i Politiken 30.12.1903. Vort forsvar 14.8.1904. III. tid. 10.1.1904. H. E. Flindt i III. tid. 24.3.1918. Otto Smith i Før og nu, suppl. II, 1925–27.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Artilleri
...Artikel i Den Store Danske
Tøjhusmuseet
kulturhistorisk specialmuseum, indrettet i Tøjh ...Artikel i Den Store Danske
sekondløjtnant
(af fr. 'andenløjtnant'), inden for militær yngste v ...Artikel i Den Store Danske
premierløjtnant
se militære grader . ...Artikel i Den Store Danske
oberstløjtnant
se militære grader. ...Artikel i Den Store Danske
generalkommando
(lat. general- + it. kommando ), militært distrik ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Rockstroh
17/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki