P.F. Steinmann

P.F. Steinmann, Peter Frederik (Friderich) Steinmann, 8.7.1812-16.2.1894, officer, krigsminister. Født i Kbh. (Garn.), død på Tybjerggård, begravet i Tybjerg. S. blev 1821 volontær i artilleriet, n.å. kadet, 1826 stykjunker, 1830 sekondløjtnant (anciennitet fra 1826), var 1830–34 generalstabselev i højskolens første hold, blev 1834 adjoint ved generalkvartermesterstaben og kar. premierløjtnant i artilleriet, 1828 virkelig premierløjtnant og kom n.å. i nummer ved generalstaben. 1841 fik han reserveret kaptajns anciennitet, blev allerede n.å. kaptajn I ved taktiske sektion og var de nærmest følgende år jævnlig på helbreds- og tjenesterejser i udlandet. Maj 1848 blev han major og stabschef ved højre flankekorps (Juel), men efter dettes uheldige affære ved Hoptrup forsat til generalkommandoen på Fyn, og først da Ryes korps 1849 hårdt savnede en stabschef, overtog S. posten. Olaf Rye holdt ikke af de "lærde Herrer" fra generalstaben og gav S. en kølig modtagelse; i længden kunne han dog ikke modstå S.s dygtighed og saglighed, rolige, hensynsfulde, venlige væsen. I breve til faderen yder S. Ryes militære anlæg fuld anerkendelse; men det er vanskeligt at samarbejde med Rye skriver han. Efterhånden rettede Rye sig dog efter S., og de to mænd kom til slut godt ud af det sammen. I juni blev S. kar., n.å. virkelig oberstløjtnant. Da Rye bestemte sig til at følge infanteriet til Fredericia blev S. tilbage ved korpsets stærke rytteri. 1850 var S. stabschef ved divisionen Moltke. Mellem krigene var han stabschef hos C. F. Moltke i Fredericia, senere hos C. de Meza i Flensborg, blev 1854 kar. oberst, 1860 kar., 1862 virkelig generalmajor. Hans forhold til Moltke havde været hjerteligt, til de Meza korrekt og behageligt, men intet derudover; af krigsminister H. N. Thestrup og dennes højre hånd major C. E. Reich blev S. højt vurderet. 1861 havde han sammen med yngre generalstabsofficerer foretaget en grundig rekognoscering af Slesvig og det sydlige Jylland for at udpege gunstige kampstillinger for en hær under tilbagegang. Efter hans overbevisning burde befæstningerne i Danevirkestillingen i højere grad have begunstiget både et kraftigt forsvar og samtidig ydet bedre betingelser for offensive bevægelser. Marts 1863 blev han brigadekommandør, men fik om efteråret ved generalløjtnant Georg Schøllers pludselige død midlertidig befalingen i 3. generalkommando (Kiel) og fra dec. ved hærens krigsinddeling kommandoen over 3. division.

Ved den fjendtlige indmarch jan. 1864 ledede S. rømningen af Lauenburg og Holsten uden kamp og besatte centrum af Danevirkestillingen, syd for Slesvig by. I krigsrådet 4.2. erkendte han at militære grunde stærkt opfordrede til at opgive Danevirkestillingen, men at nationale og politiske grunde kunne retfærdiggøre at hæren forblev i stillingen selv om det kunne medføre en katastrofe. Han blev netop i de samme dage, sammen med C. Hegermann-Lindencrone, stærkt angrebet i den københavnske presse for "reaktionære politiske anskuelser". Det er dog muligvis ham der i krigsrådet rejste det spørgsmål: Hvorledes vil den offentlige mening og pressen bedømme vor handling? Efter at han under den lange, heftige diskussion havde hævdet det standpunkt at tilbagetoget først burde tiltrædes efter en alvorlig kamp endte det dog med at han sluttede sig til flertallets anskuelse: tilbagetog under skjul af natten. Skønt alvorlig såret under kampen ved Oversø (Sankelmark) vedblev han med at føre kommandoen til divisionen nåede Flensborg. Overkommandoen havde bestemt at han skulle føre sin division til Jylland, men det måtte altså forandres. Efter sin helbredelse kommanderede han kort tid 1. division og lettede væsentligt de slagne afdelingers overgang til Als 18.4. 22.s.m. fik han overkommandoen på Als. Den til rådighed stillede troppestyrke formindskedes efterhånden stærkt, og S. anmodede gentagne gange, men forgæves, om atter at få den forøget. Under kampen 29.6. ledede han roligt, klart og bestemt; men tabene blev store, og overalt i landet vakte efterretningen om Als' fald næsten lige så stor bestyrtelse som tilbagetoget fra Danevirke. S.s udnævnelse straks efter til overgeneral blev dog gunstigt optaget i hæren, og krigsminister Reich der allerede i maj havde foreslået S. til denne stilling, erklærede i rigsrådet at i S. havde hæren fået en dygtig, betænksom og årvågen fører. Disse egenskaber var netop betegnende for S. – og nogen bedre egnet blandt generalerne fandtes i øvrigt ikke. Samtidig blev S. kar. generalløjtnant. Nov. 1864 ophævedes overkommandoen, S. blev chef for 2. generalkommando, ved hærloven 1867 general. Allerede 1866 havde S. været på tale som krigsminister, men først 1874 indtrådte han i det Fonnesbechske ministerium. Hans forgænger, C. A. F. Thomsen, havde to gange, men forgæves, søgt at gennemføre den foreskrevne revision af hærlov 1867; nu skulle S. forsøge. Han foreslog en forholdsvis talstærk hær, stærk søbefæstning ved Kbh., kun svage anlæg på landsiden. S. var kendt for ikke at være nogen tilhænger af Kbh.s befæstning til lands. Han søgte føling med venstres førere, men fik bl.a. rigsdagens militære medlemmer mod sig. Han var yderst flittig til at møde i rigsdagen, men som gammel militær lå det parlamentariske ikke for ham; han talte ret sjældent, kort og ikke altid klart, og det lykkedes ham ikke at føre sine forslag igennem. N.å. gik han af sammen med det øvrige ministerium. Han var stemt for at få sikret vedvarende neutralitet for Danmark. Han var herefter uden for nummer til slutningen af 1877 da han atter overtog 2. generalkommando. 1882 afskedigedes han og sattes à la suite som generalløjtnant. – I militære tidsskrifter har han offentliggjort nogle få, kortfattede afhandlinger.

S. var af naturen begavet med et klart blik for terræn- og fægtningsforhold: en modig soldat, der altid var at finde på det rette tidspunkt på det afgørende sted, men var ikke udstyret med meget betydelige åndelige evner. Hele sit liv igennem utrættelig flittig, punktlig og korrekt. Han var ejer af Tybjerggård. – Kammerjunker 1836. Kammerherre 1848.