Philipp Wörishöffer

Philipp Wörishöffer, Johann Andreas Philipp Ferdinand Wörishöffer, 3.1.1804-12.12.1892, officer. Født i Lübeck, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). W.s far der var født i Hessen-Kassel søgte 1811 sin afsked fra dansk tjeneste og deltog i et westfalsk regiment i Napoleons felttog i Rusland hvor han faldt i slaget ved Borodino. Da det ikke lykkedes W. i den sædvanlige alder at blive landkadet tog han 1819 tjeneste som underofficer i et regiment i Rendsborg indtil han ved personlig henvendelse til kongen fra nytår 1824 blev kadet uden gage. N.å. tog han officerseksamen som nr. 1, fik årets æreskårde og sekondløjtnants anciennitet fra 1825, blev 1826 pagekadet og fra nytår 1827 sekondløjtnant ved infanteriregiment i Rendsborg. 1830 deltog han uden held i konkurrencen til højskolens første hold, men blev s.å. midlertidig, fra 1833 fast lærer i tysk for landkadetterne, fra 1841 tillige lærer i tysk ved højskolen, blev 1834 kar. premierløjtnant og fik 1846 kgl. udnævnelse som lærer ved højskolen. 1847 blev han kaptajn II, afgik fra sine lærerposter med pension fra disse og indtrådte atter i sit våben. Som kompagnichef deltog han 1848 ved Bov og Mysunde, blev i maj, som kaptajn I, stabschef hos Olaf Rye og deltog med stor dygtighed i kampene 28.5. og 5.6. Han forblev hos Rye indtil krigsminister C. F. Hansen ved nytår 1849 ansatte ham som midlertidig stabschef hos Christian de Meza. W. og Rye var i flere henseender kontraster, men de kom fortræffeligt ud af det sammen. Over for de Meza, W.s lærerkollega fra højskolen, var forholdet uden for det rent tjenstlige temmelig køligt. Krigsministeren der kendte W. meget godt som lærer ved kadetakademiet nærede en stærk aversion imod ham skønt de Meza bestræbte sig for at fjerne denne, bl.a. ved gentagne indstillinger til ordensdekoration og W.s udnævnelse til major i generalstaben.

Før udfaldet fra Fredericia havde W. fået majors karakter, fik straks efter dette ancienniteten og blev virkelig major. Ved våbenstilstandens indtræden s.å. fik W. kommandoen over en bataljon som han førte 1850 ved Isted hvorpå han blev stabschef ved de Mezas division. 1851 havde han kommandoen i landskabet Eiderstedt og forstod under de vanskelige forhold at vinde befolkningen og genindføre ro og orden og fordragelighed. S.å. blev han kar. oberstløjtnant og fik kommandoen over en af de i Holsten udskrevne bataljoner der forlagdes til Kbh., blev 1853 virkelig oberstløjtnant, 1860 kar. oberst og fik ved mobiliseringen 1863 tildelt en brigade. Ligesom flere andre af høje, dygtige officerer der mellem de to krige uddannede mandskab fra hertugdømmerne havde W. ikke ret forståelse af at folkene følte sig som slesvigholstenere, og at deres garnisonering i Kbh. nærmest styrkede denne nationalfølelse. Herved kom befalingsmænd og mandskab bl.a. i W.s brigade til at stå over for hinanden som fuldkommen fremmede. Under krigen førte W. sin brigade med megen dygtighed, og ved hærens omdannelse i juni fik han kommandoen over en division, blev i juli generalmajor og fik kommandoen over alt infanteri på Fyn. Han havde ikke deltaget i meningsudvekslingerne mellem de militære chefer og regeringen om hvorvidt Dybbølstillingen skulle opgives frivilligt eller holdes til det sidste. Ved reduktionen efter krigen fungerede han en tid som kommandant i Kbh. og chef for Kbh.s væbning, blev 1867 general og chef for fynske brigade og førte gentagne gange betydelige styrker under de årlige lejrsamlinger. 1874 afskedigedes han med generalløjtnants rang og tog ophold i Kbh., livlig og åndsfrisk til det sidste.