Reimar Hans Bülow, 22.6.1656-20.12.1712, officer. Født i Proseken, Mecklenburg, død ved Gadebusch, begravet i Gadebusch k. 1677 var B. fenrik i det nye sydjyske nationale infanteriregiment og blev 1678 sekondløjtnant. 1683 blev han kaptajn i dragonerne, 1694 major, 1701 oberstløjtnant og 1709 oberst. Han havde stået ved det danske korps i sømagternes tjeneste, men overtog 1708 det fra kejserlig tjeneste hjemvendte "Ungarske dragonregiment". 1710 blev han brigader og indtrådte n.å. i generalstaben. 1712 gik han med korpset mod Stralsund og faldt i slaget ved Gadebusch. Han var en dygtig rytterofficer og viste ofte stor personlig tapperhed.

Familie

Forældre: Engelke B. (nævnes mellem 1621 og 1662) og Dorothea v. Negendank. Gift Sophie Elisabeth v. Bibow, d. af dansk oberst Hardenack v. B. (1628-84) og Elisabeth Anna v. Wietersheim (død 1692).

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

P. v. Bülow: Familienbuch der v. Bülow, 1858 80f. Adolf v. Bülow: Bülowsches Familienbuch, I, 2,.1911 142, 144. Danm.s adels årbog LXXIX, 1963, II, 48. Bidrag til den store nordiske krigs hist., udg. generalstaben, II-III; 1903-06.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig