S.A. Sørensen, Søren Anthon Sørensen, 31.1.1840-11.2.1896, officer. Født i Ajstrup, Kær hrd, død i Kbh., begravet i Ajstrup. S. blev efter sin konfirmation uddannet ved handel og var derefter beskæftiget ved landbrug i fødebyen, indtil han 1861 optoges i reserveofficersskolen på Frbg. slot hvor han fik lejlighed til at vise gode naturlige evner og tiltrak sig kaptajn, senere krigsminister C. A. F. Thomsens særlige opmærksomhed. 1862 udnævntes han til sekondløjtnant i infanterireserven og fik en lille ansættelse i krigsministeriets revision. 1864 var han blandt de reserveofficerer der under krigen optoges i linjen som faste officerer. 1867 blev han premierlojtnant og gennemgik fra 1868 officersskolen uden at udmærke sig særligt da hans almindelige kundskaber endnu var ret begrænsede. 1879 blev han adjudant hos generalinspektøren, blev ved springavancement kaptajn 1880, var kompagnichef 1882–85, stabschef hos generalinspektøren til 1891, blev 1892 oberstløjtnant, atter ved springavancement, med bataljon først i Fredericia, derefter i Helsingør, og var fra 1895 til sin død til tjeneste i krigsministeriet og sekretær i generalkommissionen. Han var medlem af og sekretær i tjenestereglementkommissionen af 1884 og hærlovskommissionen 1887 samt medlem af befæstningskommissionen af 1866 m.fl. - S. var i mange år, så vidt hans tjeneste tillod det, flittig arbejder i arkiver og biblioteker på krigshistoriens område, og foruden nogle artikler i vore historiske tidsskrifter har han til C. F. Brickas Dansk biografisk Lexikon udarbejet et antal biografier. En årrække samlede han materiale til en fremstilling af krigen 1657–60, men nåede kun i Vort Forsvar at offentliggøre den række artikler som hans venner P. Fr. Rist og H. W. Harbou efter hans død udgav samlet under titlen Kjøbenhavns Belejring og Fyens Gjenerobring, 1896. Han deltog fra begyndelsen ved de af generalstaben udgivne Meddelelser fra Krigsarkiverne, overtog redaktionen, da C. Th. Sørensen 1891 måtte fratræde og udarbejdede bl.a. en god samlet fremstilling af felttoget 1813. S. viste tidligt betydelige anlæg for skakspillet, og da Kbh.s skakforening blev dannet 1865 blev han hurtigt et meget skattet medlem deraf og var senere en tid dens formand. 1879 udgav han sammen med A. Arnell Nordiske Skakproblemer, og 1873 begyndte han og O. Malmqvist udgivelsen af Nordisk Skaktidende. I dette tidsskrift viste S. sit grundige kendskab til skakspillets teori og sin fremragende evne til analytisk virksomhed. 1874 vandt han en 1. præmie i en international problemturnering i England. Han var en energisk og ærgerrig, men loyal officer der tillige virkede ved ro, besindighed og grundigt kendskab til tjenesten og var begavet med en glimrende hukommelse.

Familie

Forældre: lærer Christen S. (1813–77) og Dorothea Kirstine Svendsdatter (1822–1902). Ugift.

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1887.

Ikonografi

Træsnit 1875. Foto.

Bibliografi

III. tid. 29.3.1896. [J.A.L.] Lesser i Vort forsvar 17.5. s.å. Militær tid. VI, s.å. 94–96. Tidsskr. for skak II, s.å. 73–76. Det krigsvidensk. selsk. 1871–1921, 1921 56 58f. Gordon Norrie i Hist. t. 12.r.I, 1963–66 693f 696 699. Helge Klint: Militærhist., 1970 59. Ole A. Hedegaard: Generalløjtnant A. P. Tuxen, 1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig