S. O. Falkenskiold

S. O. Falkenskiold, Seneca Otto Falkenskiold, 12.4.1738-30.9.1820, officer. Født i Slagelse, død i Lausanne, begravet sst. (Cimetiére de Calvaire, nu nedlagt). F. blev landkadet 1746, kadetkorporal 1755, kadetsergent 1757 og 1758 sekondløjtnant i livregimentet til fods (garden). 1759-63 – med en kort afbrydelse 1762 da han i et frikorps deltog i det danske felttog mod russerne – var han med flere andre officerer til tjeneste i den- franske hær under syvårskrigen hvor han 1761 blev såret. S.å. blev han kar. kaptajn i den danske hær og efter krigen kompagnichef i Delmenhorstske regiment. Han var en meget løfterig officer der også stod sig ved hoffet, men 1765 var han på nippet til at sætte sin karriere over styr da han hjalp C. C. Danneskiold-Samsøe med at bortføre skuespilleren Mette Marie Rose. Han undgik dog degradation og idømtes i stedet fæstningsarrest på Munkholm. S.å. fik han imidlertid pardon og orlov til at rejse til Tyskland for sit helbred hvor han forblev til 1767. F. var allerede da, som den jævnaldrende læge J. F. Struensee, en af S. C. Rantzau Aschebergs protegeer, og som denne tilhænger af den franske generalfeltmarskal C.-L. de Saint-Germain og hans reformideer. Det er ligeledes sandsynligt at han da har kendt endnu en af reformfolkene, nemlig general P. E. Gähler. Det var derfor til udtalt bekymring for J. H. E. Bernstorff at F. 28.5.1768 uventet blev udnævnt til adjudant hos kongen der netop stod foran sin udenlandsrejse. Bekymringen var dog i første omgang ubegrundet idet F. straks efter gik i tjeneste i den russiske hær i krigen mod tyrkerne. Her udmærkede han sig, fik Skt. Georgskorset og 1770 russisk oberstpatent. Sept. s.å. blev han ved kabinetsordre hjemkaldt af Struensee der havde brug for en habil og pålidelig officer til at afbalancere Gähler og Rantzau i det militære kollegium. Det kom samtidig tilpas at F. havde erhvervet sig et godt kendskab til russiske forhold og en militær position, idet Struensee ville benytte ham i en diplomatisk sendelse til zarhoffet. På grund af Catharina IIs mistillid til den danske regering som hun mente domineret af Rantzau forblev hans mission dog uden resultat. Efter sin hjemkomst febr. 1771 blev han oberst og chef for danske livregiment til fods og i nov. deputeret i generalkommissariats-kollegiet. Såvel hans hurtige avancement som hans tilknytning til regeringskredsen medvirkede yderligere til at skabe splid i kollegiet hvor kampen om reformer gik hånd i hånd med kompetencestrid. Ikke mindst var hans tidligere velynder, Rantzau, der ikke brød sig om at hans protegeer kunne klare sig selv, hans forbitrede modstander. Ved hofrevolutionen 17.1.1772 blev han arresteret og anbragt i kastellet. Selv om Struensee i fængslet benægter at F. har haft nogen indflydelse på hans beslutninger, og F. selv afviser at han har stået kabinetsministeren nær, er der vidnesbyrd om at Struensee, efterhånden som han lagde afstand til sine tidligere venner, satte stor pris på F. hvis borgerlige herkomst nok var et yderligere fortrin, og hvis militære indsigt var betydelig. Samtidig var han en helhjertet modstander af det traditionelle militære bureaukrati, villig til at skære igennem uden persons anseelse, og derfor også yderst forhadt af tilhængerne af det gamle system. Han tilstod under forhørene uimodsagt af Struensee at han havde udarbejdet projektet til hestgardens nedlæggelse, men at han forinden havde advaret mod det af psykologiske grunde. På grund af den korte tid fik han i øvrigt ikke lejlighed til at udrette noget i det militære departement. Han dømtes som den der "næst Enevold Brandt har været mest lieret og i den største Connexion med J. F. Struensee" til livsvarig forvaring på Munkholm. 1776 blev han benådet men forpligtedes til at tage ophold i Sydfrankrig og ikke tage anden tjeneste uden kongens tilladelse. 1787 var ham med tilladelse på kort besøg i Kbh. og bosatte sig derefter i Lausanne. Et udtryk for at man anså ham for en betydelig officer er det, at han forud for det planlagte felttog mod Sverige 1788 udnævntes til generalmajor og hjemkaldtes til tjeneste. Da aktionen hurtigt opgaves nåede han ikke at tiltræde hjemrejsen, men modtog fra nu af en årlig pension. Som gammel nedskrev han sine erindringer. – Kammerherre 1769.