Søren Barth

Søren Barth, Søren Christian Barth, 1.9.1803-19.1.1895, officer. Født i Lyngby, død på Solbakken, Birkerød sg., begravet i Hørsholm. Efter en tid at have været skriver på Tølløse godskontor og senere ansat ved fiskerierne i Lyngby- og Sjælsø som morbroderen havde i forpagtning lod B. sig hverve som underofficer (korporal) ved Sjællandske lansenérregiment og fik 1824 tilladelse til at indtræde på Landkadetakademiet som kadet uden gage. 1826 blev han sekondløjtnant ved infanteriet men fortsattes 1829 til sin gamle afdeling Sjællandske lansenerer. Han blev premierløjtnant 1834, fik ritmesters anciennitet 1841 og blev ved hærens nyordning 1842 adjudant ved 1. kavaleribrigade hvis kommandør da var generalmajor Christian Høegh-Guldberg. 1848 deltog han under dennes efterfølger, generalmajor baron J. G. Wedell-Wedellsborg, i kampen ved Bov og slaget ved Slesvig; derefter blev han kommandør for ordonnanskorpset og i aug. ritmester I og eskadronchef. 31. maj 1849 tog han meget virksom del i rytterfægtningen ved Århus og n.å. i slaget ved Isted; efter dette blev han afgivet til oberst C. A. Schepelern der med et kombineret kommando skulle rykke mod Frederiksstad i hvis nærhed B. forblev til febr. 1851. Juli 1852 blev 6. dragonregiment forlagt til Holsten, og B. fik garnison i Wandsbeck hvor han forblev henimod en halv snes år. Allerede som ung premierløjtnant havde han begyndt arbejdet på forbedringer ved rytteriets rideekvipage og ved feltartilleriets seletøjer, og hans nye sadelkonstruktion (den "B.ske sadel") havde efterhånden vundet anerkendelse – særlig i udlandet. 1862 blev han i den anledning kommanderet til tjeneste ved artilleri- og konstruktionskommissionen i Kbh., udnævntes til major i sept. 1863 og til oberstløjtnant dec. s.å. Under krigen 1864 havde han overtilsynet med samtlige hestedepoter i Nørrejylland og på Fyn med station i Middelfart. Dec. s.å. fik han sin afsked med obersts karakter. Gennem hans interessante og muntert fortalte erindringer som han nedskrev i sin høje alderdom får man en række billeder af livet i officerskredse i Frederik VIs tid, navnlig af de yderst fattige vilkår hvorunder størsteparten af officererne og deres familier levede. Den flid og nøjsomhed og samtidig den strenge pligtfølelse som B. kendte fra sin tidlige barndom blev eksempler han fulgte gennem hele sit lange liv. Også på andre områder er bogen af kulturhistorisk værd. –