Valentin v. Eickstedt

Valentin v. Eickstedt, 13.12.1669-17.9.1718, officer. Født på Hohenholz i Svensk Pommern, død på Fr.borg, begravet i Kbh. (Petri k.). v. E. blev 1684 fændrik i dansk tjeneste, 1685 sekondløjtnant, 1688 kaptajn, 1693 major, 1697 oberstløjtnant, 1700 kar., 1701 virkelig oberst og chef for et nationalt regiment som han afgav s.å. for at overtage det nyoprettede (garde) grenaderkorps. 1692 og 1696 havde han deltaget i felttog i udlandet og 1700 i felttoget i hertugdømmerne (belejringen af Tønning). 1704 blev han generaladjudant hos kongen og kammerherre, 1706 brigader, 1708 generalmajor. I felttoget i Skåne 1709-10 deltog v. E. som ældste generalmajor af fodfolket og fik gentagne gange tildelt særlige hverv; men trods sin personlige tapperhed var han lidet egnet til fører, manglede selvtillid, var ængstelig for ansvar og ubeslutsom. Overgeneralen, C. D. Reventlow (1671-1738) skrev om ham til kongen hos hvem han som følge af sine ydre fortrin og fortræffelige almenmenneskelige egenskaber stod i høj gunst: "Kammerherren er en brav og ærlig mand; men den ringeste bagatel foruroliger ham og bringer ham i forlegenhed hvad der som regel ikke løber vel af, især når han skal lede hele værket". Forgæves anbefalede Reventlow ham at bruge den sunde fornuft og handle efter omstændighederne da det var umuligt at give ham instruktioner for alle mulige tilfælde. I slaget ved Helsingborg kommanderede han med hæder hovedstyrken af fodfolket, og derefter trådte han tilbage for den som general yngre F. J. Dewitz i dagene indtil Skånes rømning.

Maj s.å. afløste v. E. Christian v. Lente som overkrigssekretær og blev medlem af generalkommissariatet. Støttet af kongens tillid til og yndest for ham gjorde han i det hele god fyldest i disse stillinger som human, korrekt, diskret og pligtopfyldende officer og embedsmand med udpræget retfærdighedsfølelse. Ved de forefaldende vigtige organisationsspørgsmål ved hæren arbejdede han godt sammen med general Jobst v. Scholten. – Om grundene til hans afgang 1717 fra den militære ledelse vides intet bestemt, men det tør formodes at de ikke har været af personlig natur da v. E. blev amtmand i Fr.borg hvor kongen meget ofte opholdt sig. Muligvis har han ikke delt kongens overordentlige interesse for oprettelsen af de rene ryttergodsdistrikter. Hans efterfølger som overkrigssekretær, admiral C. Gabel, har senere hen udtalt at han ikke fandt denne organisation hensigtsmæssig, men kun af føjelighed over for kongen alligevel gik denne til hånde i et og alt. – Gehejmeråd 1710.