Jørgen Hertling, Jørgen Eilschou Hertling, f. 15.1.1928, politimester. Jørgen Hertling blev student fra Metropolitanskolen 1949, cand. jur. i Kbh. 1956 og s.å. ansat som sekretær i ministeriet for Grønland til 1963, afbrudt af en ansættelse som politifuldmægtig i Godthåb 1959–61. Han fik advokatbestalling 1963 og blev. s.å. konstitueret som politimester for Grønland og udnævnt 1964. Han tog sin afsked 1971 og blev efter tilbagekomsten til Danmark ansat som kommitteret i grønlandske spørgsmål for Bikuben. 1973 blev han formand for det grønlandske rådgivningskontor Poq i Kbh.

1982 etablerede Jørgen Hertling advokatvirksomhed i København; 2000 blev han statsautoriseret advokat.

Jørgen Hertling og broderen Knud Hertling var de første grønlændere der tog en juridisk embedseksamen og som kunne gå ind i Grønlandsadministrationen som akademiske sagsbehandlere. Jørgen Hertling blev også den første grønlandske politimester og bestred denne post i en meget vanskelig periode, præget af en stærkt stigende grønlandsk kriminalitet i kølvandet på den tekniske omvæltning i landet.

Familie

Jørgen Hertling er født i Egedesminde, Grønland.

Forældre: overkateket Peter Olsen (1892–1930) og Sofie Andersen (1891–1950). Adopteret 13.3.1947 af pastor Svend Hertling (1905-79). Gift 15.7.1960 i Godthåb k., Grønland, med Inger Lund, født 28.9.1934 i Kbh., d. af maskinmester Helmuth L. (1905–55) og Ellen Margrethe Larsen (1906–45). Bror til Knud Hertling.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig